Rakel. Mohammed. Jenny. Torje. Pige. Dreng. Pige. Dreng. Blond hår. Sort hår. Brunt hår. Rødt hår. Fire unge nordmænd. Fire drømme. Fire traumer. Rakel. Mohammed. Jenny. Torje. De er alle overlevende fra Utøya. De har alle set deres venner blive slået ihjel. De lever alle med minderne om at se deres venner blive slået ihjel.
Rakel sad fast mellem to brædder. Hendes bedste veninde løb forbi. ”Undskyld,” sagde hun i forbifarten.
Mohammed hoppede ud ad vinduet fra Storsalen, da de første skud lød. Han ville så gerne have forsøgt at overmande terroristen.
Jenny løb fra sin kæreste, der blev ved med at ville hjælpe andre over en høj. De blev genforenet på fastlandet.
Torje så sin storebor blive skudt fem gange i hovedet. Han stod med tæerne på havbunden, mens skuddene susede forbi hans hoved.
Nu er de fire unge samlet i en stor, tom hal i det nordlige Norge i 14 dage. Sneen smelter, elven bruser lidt mere hver dag. Sneglen kravler over jorden, ligesom på Utøya, hvor Rakel gemte sig på et klippeudspring. Mens skuddene gjaldede, så hun på en snegl, der kravlede på hendes støvle. ”Livet stopper ikke her,” tænkte hun.
Nu står Rakel, nu står Mohammed, Jenny, Torje med en rulle hvid gaffatape mellem hænderne. De former øen på gulvet, som Trier gjorde det i ”Dogville”. Og 12 unge uprøvede skuespillere sættes i gang. Den overlevende er instruktør. Sammen rekonstruerer de begivenhederne på Utøya. De vælger en repræsentant for sig selv. For bedsteveninden. For kæresten. For broderen.
Torje, der var 14 år i 2011, svinger med armen. En skruetrækker slår mod en jernstang. Et skud. Igen. Et skud til. Hver især gennemspiller de scenerne. Som Muhammed siger: ”Jeg vil måske gerne slippe smerten, men ikke minderne.”
”Rekonstruktion Utøya” er både traumeterapi og streng metode. Eksistentielt overvældende at overvære og smukt intellektuelt filmisk arbejde. Sjældent smelter form og indhold så vellykket sammen som i svenske Carl Javérs dokumentar. Og heldigvis for det. For hvordan skulle man kunne nedsable fire overlevendes vidnesbyrd? Hvordan skulle man kunne adskille deres hjerteskærende erindringer fra dårligt filmhåndværk? Der er nemlig noget snublende troskyldigt over ”Rekonstruktion Utøya”, der kunne have været skamfuldt, pinligt at overvære.
I stedet er ”Rekonstruktion Utøya” blevet en generøs film, der med ungdommens ublu overgivelse står som et værdigt mindemonument over sommeren, der aldrig rinder ud eller formulder til endnu en årstid på livets færd.
”Rekonstruktion Utøya” har premiere i samme kalenderår som Erik Poppes mesterværk ”Utøya 22. juli” og Paul Greengrass’ mediumvare ”22. juli”. Er det nødvendigt at blive ved? Det er nødvendigt at blive ved. ”Vi vil gøre mindet virkeligt for andre,” siger de fire overlevende med hver sin stemme. Mindet bliver aldrig virkeligt for os andre. Men vi bliver forhindret i at glemme.