I Svend Åge Madsens vidunderlige spejlkabinet af en roman ”Af sporet er du kommet” (1984) opdager den bibliofile Rikkard Duebo Vem en indre sammenhæng mellem alle bøger.
”I virkeligheden udgør de, hele verdenslitteraturen, kun ét kæmpemæssigt sammenhængende værk”, siger han og røber samtidig den forunderlige mekanisme, som denne indsigt har ført ham frem til.
Når bøgerne i Vems bugnede bogreoler står ordnet på den helt rigtige måde, frembringer de lys. ”Bytter jeg om på to (det gjorde han), vil lyset blive en anelse kraftigere, hvis de kommer ind i en bedre forbindelse.”
En sådan energiudladning finder i den grad sted, når Theresa Salomonsen (f. 1985) i sit nye, surrealistiske langdigt palimpsestisk skriver oven og videre på bøgernes bog. Eller mere præcist Sangenes Sang: Det Gamle Testamentes store erotiske kærlighedsdigt ”Højsangen”.
To bøger mødes og sød musik opstår, får man næsten lyst til at udbryde med en omskrivning af en anden stor elskovsdigter, Jens August Schade, der for øvrigt også, som mange andre digtere (senest Morten Søndergaard i ”Intet er nok”, 2020), har skrevet sin egen højsang. Ja, sådan arbejder forfattere hele tiden på det samme værk.
Salomonsens ”Højsang” er, som Salomos Højsang, udformet som en ekstatisk vekselsang mellem en mand og en kvinde, der byder på et kraftfuldt, sanseligt, kropsligt og svulstigt sprog, hvor de utallige sammenligninger og metaforer, som kærligheden og begæret, løber løbsk; flyder over og sammen med hinanden. Læs bare hele første side - og man må citere langt, fordi fascinationskraften ikke så meget findes i de enkeltstående linjer, men i suset fra billedstormen:
”Hvis bare hun ville give mig et kys af sin mund/ hendes mund er horisonten i solopgangen/ en rød streg der skiller himlen og jorden/ hendes mund en silketråd/ en sprække en åbning/ en lyserød grotte/ hendes mund det inderste af en orkidé/ en bomuldshule i klippen/ en lukket hånd/ et hvidt smil/ et agern/ et vandhul i ørkenen/ hendes mund er blød som vand/ som fløde mod kattens tunge/ som alle de overmodne bær/ som efteråret/ et skjulested/ et tågekammer/ hendes mund er en lufthavn/ hun spyer ord ud som fremmedlegemer/ som maskiner som propeller/ ord som klistrede fluer/ hendes ord er regndråber mod min hud/ hendes ord sæbebobler/ en lang perlerække/ hendes ord en strøm som et banelegeme en utæmmet flod.”
Mens mandestemmen her besynger og forguder kvinden, samtidig med at han leder efter hende, skjuler hun sig på en rejse rundt i en krisepræget verden med dødelige konflikter, sult, apati og ulighed. Hun ser, modsat manden, der blot ser kvinden, ”soldaterne i deres grønlige uniformer/ én har sat sig ved muren i solen/ med geværet i skødet/ som et slidt trofæ.”
På den måde er Salomonsens digt heller ikke bare en genskrivning, men står med sin udvidelse af stoffet fra Højsangen også i sin egen ret som en lyrisk kommentar til samtidens komplekser med kærlighed og privilegier, krig, krop og køn (selvom det først og fremmest er som erotisk billedpoesi den overbeviser og overrumpler).
Men den står også i sin egen ret som boghåndværk. ”Højsang” er nemlig udkommet i en meget flot, eksklusiv udgave, der ikke bare udmærker sig ved kun at være trykt i 200 nummererede eksemplarer i fire forskellige farver (blå, pink, grøn og lilla) med omslagsværk af kunstneren Mette Winckelmann, men også ved at skriften er sat med blå, indtil kvindestemmen afslutningsvis bliver sort, da manden og kvinden mødes i en kropslig og sproglig forening.
Theresa Salomonsen debuterede i 2017 med den ejendommelige digtsamling ”Kast himlen i havet”, som hun modtog Klaus Rifbjergs Debutantpris for (uddelt af Det Danske Akademi). Med ”Højsang” lyser talentet endnu kraftigere – både over hende selv og over den gamle klassiker, som man også får lyst til at læse igen med nye briller.