Denne bogs grundlæggende præmis er, at konkurrencestaten har afløst den traditionelle velfærdsstat, der sagligt og fagligt funderet løste samfundets problemer. Konkurrencestaten indfører konkurrence som almen og eneherskende styringslogik overalt. For eksempel på hospitaler, skoler, universiteter og i militæret. Det virker ikke, og derfor kan samfundet ikke længere løse sine problemer, heller ikke klimaproblemer.
Så overlades løsningen i stedet for til den enkelte borger eller den enkelte virksomhed. Men det virker heller ikke, for de handler ud fra kortsigtet økonomisk gevinst i stedet for indsigt og moral.
Alternativets nyvalgte klimaordfører Theresa Scavenius' løsning er indførelsen af "Klimastaten". Den giver markedet frihed, men regulerer adgangen til at bruge naturressourcer som luften, vandet og jorden, så de bevares til næste generation. "Klimastaten" bygger på demokrati, oplysning, indsigt, moral og deltagelse. Det nævnes ikke i bogen, men det må vist forudsættes, at den er global, så ingen smutter uden om reguleringen.
Men Theresa Scavenius er ikke optimistisk. Demokratiet er på tilbagetog, populister som Trump i USA og Ungarns Viktor Orbán har magten. Derfor styres vores samfund af markedslogikken fra konkurrencestaten og de følelser, tilfældigheder og fokusområder, populister udvælger. Og derfor får vi ikke løst klimaproblemerne.
Bogen rejser en del spørgsmål hos læseren. Nogle af dem kunne være disse: Kan det virkelig passe, at markedslogikken og konkurrencen helt styrer vores offentlige sektor? Eller er det ikke mere træffende, at vi stadig har en offentlig sektor, der styres af flere forskellige hensyn og logikker? Og er vores samfund virkelig blevet dereguleret?
Mange offentlige ledere vil sige nej, og da Liz Truss prøvede at gå den vej i England, holdt forsøget i 14 dage. Bogens analyse af staters styringslogik virker forfladiget.
Scavenius' "Klimastat" fremstilles på en måde, så man ikke forstår, hvordan den skal løse vigtige problemer. Der er ikke mange ord om innovation, energiforsyning eller globalisering, og Scavenius forholder sig aldrig til, at der er store interessemodsætninger både på kloden og i de enkelte samfund. Endvidere lader det til, at en "Klimastat" kan blive en meget autoritær statsform. Hvad stiller staten op med dem, der har en anden moral, eller tolker samfundets viden på en anden måde, end Scavenius gør? Denne del af bogen forekommer ukritisk.
Og endelig kan man spørge, om viden og moral virkelig intet betyder i den danske politiske debat. Begge dele stod da centralt i diskussionen om mink-aflivningen.
På side 130-31 skriver Scavenius, at forenkling af samfundets problemstillinger "understøtter de autoritære ledere og populistiske bevægelser, som også forenkler, reducerer kompleksitet og forklarer alle problemer ud fra én årsag". Men Scavenius' ene og enkle forklaring på samfundets problemer (konkurrencestaten) er lige så forenklende som populisternes.
Efter de fire indvendinger er der to stjerner tilbage. Men nogle læsere vil nok glæde sig over bogen, nemlig dem, som er enige i Scavenius' standpunkt: "Sammenbruddet i det moderne demokrati er ikke på vej – det er allerede sket."
I lyset af denne bog er det nok klogt af Mette Frederiksen at søge et bredere flertal. Theresa Scavenius' bog viser ringe sans for at forstå politiks kompleksitet og den langsomme demokratiske og parlamentariske proces, når politiske problemer skal løses, både aktuelt presserende og langsigtede.
Theresa Scavenius: Klimastaten. 160 sider. 199,95 kroner. Gads Forlag.