Thi kendes for ret

Faktisk er det et mirakel, at der ikke er flere sager i folkekirken, end der er. Ny bog om retsteologi forklarer hvorfor

Kristine Garde: Retsteologi. Udvalgte emner. 246 sider. 375 kroner. Nyt Juridisk Forlag.
Kristine Garde: Retsteologi. Udvalgte emner. 246 sider. 375 kroner. Nyt Juridisk Forlag. Foto: Forside fra bogen.

Et moderne samfund består af en række forskellige funktionsområder med hver deres dagsorden og hver deres sprog. Magtbalancen mellem områderne forskyder sig hele tiden. Eksempelvis var der engang, hvor det religiøse sprog også i vores del af verden var det dominerende, men det er mange år siden.

I øjeblikket er økonomien som bekendt det sprog, der vejer tungest, mens politikken i mange år har indtaget andenpladsen. Inden for det seneste årti er det retlige sprog imidlertid begyndt at gøre det politiske rangen stridig.

LÆS OGSÅ: Retssalen bliver helligt rum i en global verden

Sandsynligvis vil vi også på det folkekirkelige område, som jo er en integreret del af den offentlige sektor, i de kommende år komme til at se juraen og det retlige sprog spille en stadig større rolle. Et glimrende eksempel på den tendens er en ny bog, "Retsteologi", skrevet af Kristine Garde, cand.theol. og tidligere sognepræst, nu ph.d. og seniorforsker inden for kirkeret.

I bogen tager Garde fat i en række centrale kirkelige og pastorale problematikker af retlig karakter: om bispens tildeling af kollats og eventuelle tilbagetrækning af samme, om forkyndelsesfrihedens rammer, om afvigelser fra gældende ritualer og udbud af supplerende gudstjenester, om vranglære i menigheden og blandt ansatte, om præstens deltagelse i menighedsrådsmøder, om decorum-sager og om samarbejdsvanskeligheder. Hver problematik behandles på basis af en eller flere cases fra den virkelige verden, og flere stammer fra det seneste årti, så det er ikke vanskeligt at få øje på aktualitet og relevans.

Bogen dokumenterer, at der er rigtig mange steder, det kan gå galt i folkekirken, for der er mange stærke aktører – biskopperne, menighedsrådene, Kirkeministeriet, præsterne og provsterne foruden fagforeningerne for alle de øvrige ansatte. Hertil kommer, at magtforholdene aktørerne imellem langt hen ad vejen er uafklarede.

Men, som Garde konstaterer et sted i bogen, i folkekirken er der to elementer, som har en særlig fundamental karakter:

"Sammenkædningen af henholdsvis præstens og menighedens ansvar vidner om, at grundpillerne i den danske folkekirke i overensstemmelse med evangelisk-luthersk kirkeforståelse er det almindelige præstedømme og det kirkelige embede."

Faktisk er det et mirakel, at der ikke er flere sager i folkekirken, end der er. Det skyldes ganske givet, at man helt bevidst forsøger at undgå dem. Og det er klogt. For nok vil flere sager og flere domme skabe større klarhed, men for hver sag og for hver dom gælder det også, at råderummet indskrænkes, friheden bliver mindre, og frygtsomheden større. En af de mest effektive måder at undgå sager på er at være opmærksom på og bekendt med diverse kompetenceområder. Det er Kristine Gardes bog med til at afklare, og den skal derfor være mere end velkommen.

kultur@k.dk

Kristine Garde: Retsteologi. Udvalgte emner. 246 sider. 375 kroner. Nyt Juridisk Forlag.

Læs interview med Kristine Garde om bogen på

@Webhenv k.dk:k.dk/kirke