Mennesket er godt i gang med at ødelægge jorden. Med tidens klimadebat er det ikke et ukendt synspunkt, men tilbage i 1830’erne var det også holdningen hos den amerikanske maler Thomas Cole (1801-48).
Han var primært landskabskunstner, og hans hovedværk er paradisserien i fem malerier, som dybest set handler om menneskehedens storhed og fald, hvor menneskeheden bliver ofre for sin egen selvdestruktive grådighed, hvorfor civilisationen går under.
De fem malerier er centrale i en stor retrospektiv udstilling med værker af Thomas Cole, som for tiden kan ses på National Gallery i London.
Baggrunden er hver gang det samme fiktive landskab, og starter med et jæger- og samlersamfund, hvor naturen stort set er uforstyrret. I det næste er der en pastoral idyl med klassiske templer.
Det centrale værk er ”The Consummation of Empire”, hvor det altopslugende imperium er fuldbragt. Centralt er en båd med kejser klædt i rødt. Her er afrikanske slaver, soldater og et borgerskab, der fejrer livet i al sin overdådighed. Naturbaggrunden er fortsat det fiktive nordamerikanske landskab, men arkitekturen i er høj grad inspireret af Rom, hvor Thomas Cole var på en af sine studierejser.
Men selvom scenen synes sat i romertiden, så var det i høj grad også en samtidig kommentar, for Thomas Cole ønskede, at amerikanerne ville sætte spørgsmålstegn ved den stræben efter luksus, som han oplevede i New York.
Ødelæggelsen venter i næste dramatiske billede, hvor byen bliver angrebet og sat i brand, og hvor de uskyldige slagtes under en stor gladiatorstatue.
Forfaldet er fuldendt i det femte og sidste billede, hvor naturen igen har taget over. Her er tilgroede ruiner, og de eneste levende væsener synes at være fugle. Men billedet har også en lille ironisk detalje. Der er et ansigt i månen, som lyser ned over landskabet.
Thomas Cole blev født i 1801 i England, men familien sejlede fra Liverpool til amerikanske Philadelphia, da han var 17 år, og allerede fra starten var den unge Thomas Cole fokuseret på en karriere som selvlært kunstmaler. Som 25-årig flyttede han til New York, og det var herfra han tog dampskibe op ad Hudson-floden til Catskills-bjergene, hvor han fandt inspiration i naturen, der var stort set uberørt af menneskehånd.
Han blev hurtigt kendt på kunstscenen i New York, hvor der var en appetit efter hans landskabsmalerier. Men selvom de var meget naturtro, så legede han også med virkeligheden, hvor han fjernede de menneskeskabte elementer i landskabet, som han ikke brød sig om, og i stedet indsatte litterære eller bibelske referencer.
Det gælder blandt andet i maleriet ”Edens Have” fra 1828.
Her er baggrunden bjerget Mount Chocora i New Hampshire. Men Adam og Eva er omgivet af planter, som Thomas Cole enten havde set i botaniske drivhuse i New York eller på en nylig rejse til Caribien.
Udstillingen i London omfatter 58 malerier, som primært er udlånt fra amerikanske samlinger, men som bliver sat op imod nogle af de britiske kunstnere, der inspirerede ham, som John Constable, Joseph Mallord William Turner og ikke mindst John Martin, der er kendt for sine bibelske dommedagsmalerier.
De værker så han, da han fra 1829 til 1832 var på studie- og arbejdsrejse i Europa. Han startede først i London, hvor der ikke var nogen som helst interesse for hans landskabskunst, hvorfor han drog videre til blandt andet Firenze og Rom, hvor arkitekturen i høj grad inspirerede ham i paradisserien.
Tilbage i USA blev han stadig mere optaget af, hvordan mennesket netop ændrede det landskab, som han elskede. I 1836 skrev han sit manifest i essayet ”Amerikansk landskab”, hvor han skrev om den moralske forpligtigelse til at opretholde og bevare den uberørte natur.
Han begyndte selv med at rejse ud i den uberørte natur fra New York på Hudson-floden, men den rejse blev snart gjort lettere med en ny jernbane. Men det var ikke et fremskridt, som behagede Thomas Cole. Maleriet ”Flod i Catskills” er umiddelbart romantisk og idyllisk. Men ved nærsyn tøffer et tog gennem landskabet, hvor træstubbe vidner om, at skoven måttes fældes for at bane vej for fremskridtet.
Thomas Cole blev kun 47 år, før han døde af pludselig sygdom. Men i årene før sin død stiftede han den amerikanske skole for landskabsmaleri, og en af hans elever, Asher Brown Durand, førte hans natursyn videre med malerier, hvor det var rygende industri, der trængte sig ind i naturen, hvilket også kan ses på udstillingen i London.