Et tilfreds smil breder sig i ansigtet på kunstneren Thomas Kluge, da han muntert træder ind i den pompøse sal på Amalienborg, hvor hans nye maleri af kongehuset er blevet midlertidigt opstillet.
Næææh! siger han begejstret og klapper hænderne sammen foran det 220 x 220 cm store værk, så det giver genlyd i gallasalen, som en af Kunstakademiets grundlæggere, Nicolai Abildgaard, i sin tid var med til at designe, mens selveste Thorvaldsen var involveret i at lave nogle af friserne herinde.
LÆS OGSÅ: Dansk diva med format og overskud
Der er også majestætisk højt til loftet, hvor den kunstfærdige stuk er guldbelagt, og hver eneste sirlige detalje i rummet er i det hele taget skabt i en overdådig more is more-stil med guldindfattet arabesktapet og stuk om døre og vinduer, og selv stolene er guldfarvede.
Gallasalen bliver normalt brugt som repræsentationslokaler for Prins Joachim og hans familie, når de er i byen. Men de næste uger har museet på Amalienborg fået lov til at invitere sine gæster herop, så man sammen med en række af Thomas Kluges tidligere portrætter af Dronningen, Prins Henrik og Kronprins Frederik kan se hans nye værk Kongehuset, inden det kommer ind i privaten. For værket Kongehuset er en 70-årsgave til Dronningen, og efter afsløringen her på Amalienborg, der altså bliver åben for publikum, skal det ophænges permanent på Fredensborg Slot i Den Gule Salon.
For de fleste kunstnere ville en opstilling af et værk i sådanne royale rammer nok virke skræmmende, men Thomas Kluges værk er skabt til at konkurrere med pompøse omgivelser. For nok er han på sin egen måde en modernistisk maler, men hans teknik kan sagtens tåle sammenligning med svundne tiders illusionsmaleres.
Selv ligner han nærmest også et renæssancemenneske med sin hestehale, der er samlet i en rokokoagtig silkesløjfe, så den matcher hans karakteristiske olivengrønne øjne. Og der er lys i de øjne, når han betragter sit eget enorme værk, der også har været fire år undervejs. Det har i sig selv været en udfordring. For familien er blevet forøget undervejs, så maleriet er blevet lavet om, så forældrene nu er beskæftiget med at bære deres små børn. På den måde kommer maleriet også til at virke mere moderne. Rammen om billedet er heller ikke i guld, men sort, og skriften, der stritter ud med udspredte bogstaver forneden af selve rammen, er også sort.
Hvor er det godt, at skriften ikke blev i guld. Nu er den der uden at være der. Ved du forresten, hvor jeg har fået ideen fra til den skrift?, spørger han og svarer selv:
Den har jeg fået fra Stjernekrigen, hvor de forklarende tekster i begyndelsen af filmene jo også kommer en i møde til det kendte soundtrack. Sådan skulle det også gerne føles her. Bam bam bambambam bam bam!, synger han lystigt og slår ud med armene som en begejstret dirigent.
Det er første gang, Thomas Kluge ser sit billede på Amalienborg, men han har tidligere vist det for kongefamilien til en privat visning, hvor alle var glade især mig selv, som han fortæller. For han er altid spændt på Dronningens reaktion. Da han malede sit første ultrarealistiske og nærgående billede af den danske regent i 1995, udbrød hun ifølge Thomas Kluge: De har sandelig fået det hele med.
Det tog han som en stor kompliment. Men da han senere malede hende i hendes sølvbryllupskjole på et stort maleri, der skulle hænge på kostskolen Herlufsholm, sagde hun selvironisk, at hun lignede en, der spiste børn til morgenmad. Men denne gang gik hun ifølge Kluge mere fornøjet i gang med at leve sig ind i billedet og foreslog for eksempel, at man kunne lægge en bold i sofaen på Fredensborg, så det så ud, som om at det var den bold, som prins Joachim og prinsesse Maries lille prins Henrik kaster usynligt ud i bunden af maleriet.
Sådan er der også blevet plads til leg i maleriet Kongehuset, der markerer 150-året for det Glücksborgske dynasti på den danske trone. Men kunsthistorisk er det i sig selv en begivenhed, at hele kongefamilien er blevet malet. For det er ikke sket, siden Lauritz Tuxen malede Christian d. 9. og hans familie på Fredensborg i 1883-1886. Men dette maleri viser regentparret i rollen som bedsteforældre omgivet af børn, svigerbørn og børnebørn, men det er børnene, der spiller hovedrollen især Prins Christian, der symbolsk står i midten og kigger ud på folket, tynget af alle forventningerne til ham, mens de andre store børn på billedet leger.
Det er heller ikke tilfældigt, at der kun er tre personer, der kigger direkte ud af billedet nemlig dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian. For det er jo dem, der bærer de største folkelige forventninger om, at de skal være gode forbilleder for folket og repræsentanter for Danmark, forklarer Thomas Kluge.
Kulissen for portrættet af kongefamilien har været Havesalen på Fredensborg Slot med Jacapo Fabris italienske landskabsmaleri Ruinlandskab (1750-51) i baggrunden. Det maleri har Thomas Kluge så gengivet inde i sit eget, men han har dog byttet nogle af de oprindelige figurer ud. Og ser man nærmere efter, kan man se, at det ikke kun er tre personer, der kigger ud af Kongehuset, men fem. For i baggrunden på Kluges version af Ruinlandskab står han selv sammen med sin kone lige midt i billedet.
Man kan sige, at det er temmelig narcissistisk at male sig selv ind i et billede med så berømte modeller, men hele kompositionen i maleriet er faktisk inspireret af det maleri, jeg lavede af mit eget bryllup med min nuværende kone. Vi var begge blevet skilt ret voldsomt, før vi mødte hinanden, og havde begge medbragte børn, mens hun nu var blevet gravid med vores fælles barn. Og det skildrede jeg på et ret alvorligt maleri, hvor vores medbragte børn fra tidligere ægteskaber stod med ryggen til i mit maleri, der igen var inspireret af Jan van Eycks berømte værk Arnolfinis bryllup fra 1400-tallet. Det er mit indtryk, at Joachim og Alexandras skilsmisse var langt mere fredelig og forbilledlig, men jeg syntes alligevel, at man kunne bruge grundidéen i mit bryllypsbillede til at vise en moderne familie med historisk dybde, forklarer Thomas Kluge.
Kunstneren er ikke bange for at understrege, at billedet naturligvis er en kunstnerisk konstruktion.
Nogle synes, at det er snyd, at jeg bruger foto som forlæg, men det har jeg aldrig lagt skjul på, så hvordan kan det så være snyd? Et maleri skal være noget mere end et registrerende fotografi, det skal være en fortolkning. Her har jeg forsøgt at skildre kongehuset, som jeg ser kongehuset. Men jeg har også tilladt mig at tage æstetiske hensyn og justere maleriet efter min smag. For eksempel har jeg gjort den rokokosofa, som regentparret sidder i, mere grønlig, så den står godt til Dronningens hindbærrøde dragt og Prinsgemalens grønne jakke, ligesom jeg har mørknet væggene for at få personerne frem i billedet, siger Thomas Kluge og træder et skridt tilbage, inden han tilføjer:
Det er også helt bevidst, at jeg lader Nikolai og Felix bygge en ny, moderne bygning op af legoklodser som kontrast til det fortidige bygningsværk, der forfalder på baggrundsmaleriet. Og med ruinlandskabsmaleriets to triumfbuer i midten af billedet har jeg villet symbolisere de to grene af kongefamilien. Kronprins Frederik og prins Joachim står således på hver deres side i maleriet med hver deres lille familie. Og prins Joachims familie står i det mindste lidt mere landligt i den fri luft, mens Kronprins Frederik er mere inde i bygningen som bymenneske, som han tilføjer med et smil. Og ja, han har da også sandelig fået det hele med.
For Thomas Kluge er værket også en kunstnerisk manifestation. For Kluge har ofte stået i opposition til kunsteliten herhjemme, og hans vej til at blive kongelig portrætmaler skal også findes i hans protest mod hans kunstnerkollegaers malemåder.
Min egen indgang til at blive kunstner førte mig gennem Louisiana, som min kunstinteresserede far slæbte mig med på som barn. Her gik vi forbi et billede, der kun var blåt. Og jeg forstod det ikke, før min far fandt museumskataloget frem og forklarede, at det skam var et meget fint værk af konceptkunstneren Yves Klein, der havde taget patent på den blå farve, så det skulle man ikke stille dumme spørgsmål til. Nogle år senere kom jeg nyforelsket tilbage til Louisiana med min daværende kæreste, der så Yves Kleins billede og med sin mest tydelige Næstved-accent udbrød: Sikke noget møg. Og jeg kunne se på de damer, der stod ved siden af i pels, at vi var faldet socialt igennem her, så jeg tyssede på min kæreste og forklarede hende, at det var et meget vigtigt værk, der udtrykte en form for uendelighed gennem den blå farve. Men først da vi senere tog sammen på Glyptoteket og stod foran Strøbeks egetræsmalerier, sagde hun: Se, det er kunst!. Jeg indvendte, at man da lige så godt kunne fotografere de træer. For sådan var jeg opdraget, men oplevelsen fik alligevel mine øjne op for, at der fandtes den samme uendelighed og tomhed i Strøbeks billeder som i Yves Kleins billeder. Sådan forstod jeg, at det var det visuelle, jeg søgte, og ikke det konceptionelle. Og sådan fandt jeg min egen stil og begyndte at male sådan selv, fortæller Thomas Kluge.
Kluges stil har ikke altid vundet indpas i kulturparnasset, men selv opfatter han sine billeder som en form for advangardekunst, der søger nye veje ved at lade sig inspirere af fortidens mestre. Og det var også sådan, han fik inspiration til det nye maleri af Kongehuset, da han stod foran Tuxens gamle gruppeportræt af kongehuset til en sammenkomst sammen med Per Kirkeby, der ikke brød sig om Tuxens billede. Men Kluge havde en anden fornemmelse for maleriets komposition, og det gav ham ambitionen om at skabe det billede, der nu er malet.
Jeg har ikke selv mulighed for at skildre Europas svigerfar, men så kan jeg male Danmarks farmor, siger Thomas Kluge.
Thomas Kluges kongeportrætter kan ses på Amalienborgmuseet frem til den 2. marts.