Thomas Korsgaard om sin nye bog: ”Mit håb er, at folk bliver tvunget til at forholde sig til noget i sig selv”

Hvad er et ægte hjem, spurgte Thomas Korsgaard sig selv, da han skrev romanen ”Man skulle nok have været der”, som netop er udkommet. Selv voksede han op i en voldelig familie, som han brød med, efter at hans første roman udkom

I den tredje og sidste roman i trilogien om Tue, ”Man skulle nok have været der”, flakker hovedpersonen hvileløst rundt fra det ene sted til det andet. Det samme gjorde Thomas Korsgaard, da han selv flyttede til København som 17-årig.
I den tredje og sidste roman i trilogien om Tue, ”Man skulle nok have været der”, flakker hovedpersonen hvileløst rundt fra det ene sted til det andet. Det samme gjorde Thomas Korsgaard, da han selv flyttede til København som 17-årig. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Indtil for knap et år siden var Thomas Korsgaards vægge blottet for alt, der kunne minde om en vægdekoration. Ikke engang et postkort hang der på de hvide flader i forfatterens toværelses lejlighed i Københavns nordvestkvarter, hvor han i dag har boet i omtrent tre år. Han hængte ikke noget op og ejede kun et bord og en vase, for tænk nu, hvis han flyttede igen.

Men det var vist ikke en bevidst handling, funderer Thomas Korsgaard, som en halv times tid forinden har slået sig ned ved et vejrslidt cafébord på et hjørne i selvsamme kvarter, som han har forsøgt og stadig forsøger at tøjle sin rodløshed i. I den ene retning står en kø af mennesker foran indgangen til et testcenter, og i den anden retning indhegner en forårskæk bøgehæk en institutionslegeplads.

”Jeg har været vant til at bo tre måneder her, to måneder der, lidt på en sofa, noget fremleje – et lappeløsningsliv, som har installeret en følelse af hele tiden at skulle videre,” siger den 26-årige forfatter, som ved første øjekast er klædt i sort, men under denimjakken har en tætsiddende kongeblå skjorte på.

Han er nybarberet, men på halsen afslører solen små plamager af oversete skægstubbe. Forfatteren skal lige vænne sig til at være ude på den anden side af sit skrivehi. Siden sidste forår har han siddet bøjet over sin 10 år gamle computer for at skrive den tredje og sidste roman om sit fiktive alter ego, Tue fra Nørre Ørum lidt uden for Skive.

I Nørre Ørum er der ingen tætte naboer, hundene er navnløse, bordeller skyder op, hvor der før boede familier, og penge er en mangelvare. Sådan var det i hvert fald for Thomas Korsgaard, der selv er vokset op i det miljø, som han med debutromanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017 lod læseren iagttage på tryg afstand.

Med ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, den første i rækken af foreløbig fem bogudgivelser, bragede Thomas Korsgaard ind på den litterære scene i en autofiktiv tåge. Godt hjulpet på vej af hans forlag, der markedsførte den første bog om Tue som en ”ærlig fortælling” om forfatterens egen opvækst. Læserne slugte fortællingen råt. Og medierne tog en kollektiv beslutning om, at Tue måtte være Thomas. Eller så tæt på, som autofiktionens gråzone nu tillader. Selv Thomas Korsgaard fortalte ivrigt til alle nysgerrige, at han delte vilkår med Tue.

”Hvor er der dog mange, som er gået ufatteligt meget op i, om det er mig, og hvor mange procent der er mig. Jeg kan ikke fortænke folk i at være nysgerrige, men sandheden er, at jeg ikke engang er helt sikker selv, for en roman er en konstruktion, og jeg går efter at skrive den bedst mulige roman, ikke at skrive mit eget liv frem. Så skulle alle turene ned til Netto gennem 10 år jo også med, og dem vil jeg da ikke belemre folk med,” siger forfatteren.

I ”Man skulle nok have været der” har Tue vendt ryggen til sin familie i Nørre Ørum, inklusive sin voldelige far, og er flyttet til København, hvor han sælger avisabonnementer på gaden om dagen og sniger sig til at sove i et af avisens baglokaler om natten. I sine frie timer flakker han rundt og gør sig tanker om alle de fællesskaber, han ikke passer ind i. Nogle gange får han lov til at oplade sin mobil i Lones pølsevogn, og der falder da også en slikkepind af, når situationen er helt grel, men heller ikke hun ”kender nogen, der kender nogen, der lejer et værelse ud”.

På den måde er Tues sidste kapitel en fortælling om den totale rodløshed. Og den sorg, der findes i at kunne føle sig hjemme alle steder, fortæller forfatteren. Før Thomas Korsgaard flyttede ind i sin nuværende lejlighed, flakkede han selv rundt uden et rigtigt hjem i seks-syv år, og under romanens tilblivelse har særligt et spørgsmål rumsteret: Hvad er et hjem?

Det bringer os tilbage til de tomme vægge. En dag købte han et billede, et søm og en hammer og hamrede det op på stuevæggen. På billedet er der en trappe, som ingen steder fører hen.

”Ud i ingenting,” bemærker Thomas Korsgaard, mens han misser med sine mørkebrune øjne bag de karakteristiske runde brilleglas.

Han forkaster idéen om, at Tues liv ligner forfatterens eget til forveksling, men så alligevel:

”Jeg kan relatere til mange af de følelsesmæssige tilstande, som Tue gennemgår. Hvor skal jeg sove nu? Kan jeg få skrabet penge sammen? Det er en meget hård måde at leve på,” siger forfatteren, der har særligt én grund til at følge Tue til dørs:

”I slutningen af den anden roman er han lige kommet til København, og folk reagerede ved at sige ’hvor var det godt, at han kom væk fra sin dårlige opvækst’. Og jeg kunne ikke lade være med at føle en ærgrelse over, at det blev læst som en lykkelig slutning. Selvom han er i København, er han jo totalt forudsætningsløs, så hans udgangspunkt er stadig svært,” pointerer forfatteren.

Noget af det, han har været mest harmdirrende over i sit liv, er forældrekøbte lejligheder.

”Men havde jeg kunnet skrive de bøger, jeg har skrevet, hvis jeg havde fået et forældrekøb?”, spørger han retorisk.

Han kender godt svaret.

I romanens to forgængere var danskerne på besøg i Tues fremmede, fattige Danmark, men med ”Man skulle nok have været der” er rollerne byttet om, fortæller Thomas Korsgaard. Tue finder nemlig et midlertidigt hjem hos en succesfuld arkitekt, som modvilligt lader ham overnatte på sofaen i sin herskabslejlighed i København.

”Nu er læserne på en måde tvunget til at have besøg af ham og til at forholde sig til, hvordan det vil være at have ham som gæst, og det er ikke ubegrænset skønt,” siger han og griner.

”Jeg har haft lyst til at pege på nogle ting i vores samfund, som jeg synes er usynlige. Mit håb er, at folk bliver tvunget til at forholde sig til noget i sig selv.”

Munden former sig rutineret efter den første cigaret, snart den anden, og til sidst er der ikke længere et tal.

Men der er ingen til at fortælle ham, at han burde lade være. Ikke hans venner, de ryger nemlig selv, og heller ikke hans familie. Sådan en har han ikke. Han er familieløs, som han konstaterer uden at blinke. Og han opponerer imod tanken om, at man skal have en familie for at være et velfungerende menneske. Ja, nærmest for at være i stand til at holde sig selv i live.

”At venner er den familie, man selv vælger, er sådan noget, man siger til folk, der ikke selv har en familie. Jeg hører det tit.”

Han voksede op i en voldelig familie, som han brød med, efter at hans første roman udkom.

Med andre ord er det ingen andre end Thomas Korsgaards egen fortjeneste, at han er nået dertil, hvor han er i dag. Han har sparket døre ind, nærmest før han bankede på, og aldrig taget et nej for et nej, når han som helt ung sendte mere eller mindre færdigudviklede idéer til både tv, radio og aviser.

”Den tyske dramatiker Bertolt Brecht skrev i laser og pjalter, at maden kommer før moralen, og det har jeg tænkt på flere gange i skriveprocessen. Tue skal have et sted at bo, før han kan blive et ordentligt menneske,” forklarer han, mens spørgsmålet, om det samme gjaldt forfatteren selv, da han kom til hovedstaden som 17-årig, hænger i luften.

Forfatteren Knut Hamsun, siger Thomas Korsgaard og løfter ivrigt hovedet, er en gennemgående del af ”Man skulle nok have været der”, hvor Tue strejfer hvileløst rundt i en fremmed by som Hamsuns hovedkarakter i hovedværket ”Sult” fra 1890.

”Når man skriver, står man altid på skuldrene af nogle andre. Så jeg har sendt Hamsun nogle små hilsener undervejs,” siger forfatteren.

Det er en måde at sige tak. Til Knut Hamsun, men også til litteraturen generelt. Thomas Korsgaard ville ønske, han troede på Gud, men det kan han ikke få sig selv til. Så han finder troen og tilgivelsen i litteraturen:

”Litteratur hjælper mig med at opbygge tillid til verden, når den lider et knæk. Hvis man oplever, at folk er tarvelige, så kan man gennem litteraturen komme helt ind under huden på dem og forstå, hvorfor folk er blevet, som de er blevet, og det er der et eller andet dybt forsonende i.”

Thomas Korsgaard tænker videre over litteraturens betydning for ham, mens han anfægter spørgsmålet om et ægte hjem. Han føler sig ofte hjemme, når han skriver, konkluderer han til sidst.

”Det er godt at øve sig i at være sit eget hjem.”