Thomas Mann i litterær opposition mod nazismen

”Josef og hans brødre” bliver i 75-året for værkets fremkomst udsendt i fornemt kommenteret udgave

Thomas Mann levede i årene 1875 til 1955 og modtog Nobelprisen i litteratur i 1929. På flugt fra nazismen slog han sig ned i USA i 1940, hvor han blev professor ved Princeton-universitetet.
Thomas Mann levede i årene 1875 til 1955 og modtog Nobelprisen i litteratur i 1929. På flugt fra nazismen slog han sig ned i USA i 1940, hvor han blev professor ved Princeton-universitetet. Foto: A. Phister/AFPATP.

Goethe bemærker i sine erindringer, at ”Første Mosebog synes for kort, og at man egentlig burde udfolde den i alle enkeltheder”. Goethe fik aldrig gjort det, men til gengæld påtog Thomas Mann sig opgaven.

Mann var da i begyndelsen af 50’erne og arbejdede koncentreret på ”Josef og hans brødre” fra 1926 til 1942. Forfatteren rejste to gange til Egypten, studerede faglitteratur, egyptologi, gammeltestamentlig teologi og myter, mens han gendigtede knap 50 sider af Første Mosebog.

I år har forlaget Fischer genudsendt ”Josef og hans brødre” i en fornem udgave, hvor redaktørernes kommentarer, noter og bilag er lige så omfattende som Manns tekst, der ellers fylder respektindgydende 2000 sider. Redaktørerne oplyser da også, at de har brugt lige så lang tid på at kommentere ”Josef og hans brødre”, som det tog Mann at skrive værket – nemlig 16 år.

”Josef og hans brødre” udkom oprindelig i fire bind. Første bind, ”Jakobs historier”, udkom i 1933 og fik en ilde medfart af den tyske kritik, der mente, at Mann skulle have brugt sit episke talent på den germanske mytologi i stedet for på de jødiske patriarker.

Men Mann slog til lyd for en humanisme, der kunne forbinde kulturerne i stedet for at polarisere dem. Redaktørerne har medtaget et brev, hvori forfatteren betegner kristendommen som forudsætningen for ”et socialt demokrati”.

Den tyske digter kendte godt den religionskritik, der hævdede, at Gud blot var en projektion af menneskets egne håb. Men Mann blev alligevel ikke ateist. Han forklarer undervejs, at Abrahams mål var at tjene den magt, der er over alle magter. Abraham måtte derfor bag om solen, månen og stjernerne, som andre folkeslag dyrkede.

Det er i ”Josef og hans brødre” en pointe, at Abraham ikke opfinder Gud, men at han opdager ham. Opdagelsen er skelsættende: Den medfører, at Gud må lære sig selv at kende i mennesket, og at mennesket må lære sig selv at kende i Gud. Der er tale om en pagt, som går begge veje. Uden Gud er mennesket for lille, og uden mennesket bliver Gud til et fjernt og ufølsomt princip.

Patriarken Jakobs yndlingssøn er Josef, der mener, at alle må elske ham højere, end de elsker sig selv. Josef bliver af sine misundelige brødre solgt som slave og ført til Egypten. Rejsen hertil er på en gang smuk og strabadserende, hvori den minder om Manns egen skrivestil.

Opholdet i Egypten giver Mann anledning til at levere hib mod nazismen. I Potifars hus virker en ondskabsfuld dværg ved navn Dudu, hvis apparition minder påfaldende om propagandaminister Joseph Goebbels, og Josef må reagere over for egyptisk afgudsdyrkelse, som ikke er uden ligheder med førerkulten i nazismen: ”Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?”.

Læseren erfarer, at Potifar er blevet kastreret af sine forældre, så han ikke skal gøre oprør mod dem. Det betyder, at Potifars hustru seksuelt set er i underskud. Men der går næsten 150 sider, fra hun først fatter interesse for Josef, til hun hektisk opfordrer ham:

”L-lig hos m-mig!”.

Ikke tilfældigt udbrød Manns sekretrær under renskrivningen af manuskriptet:

”Nu ved man da, hvordan det hele gik til i virkeligheden!”.

Takket være sine evner som drømmetyder bliver Josef Faraos betroede landbrugsminister med ansvar for kornkamrene. Og som udgiverne anfører, minder Josef i sin embedsførelse om den præsident Roosevelt, der indførte New Deal-politikken i 1930’erne.

Mod slutningen af romanen har Josef udviklet sig til et storsindet og tilgivende menneske, fordi han kun alt for godt kender fejl og forsømmelser fra sig selv. Fra magtens tinde kan Josef derfor berolige sine ængstelige brødre:

”Skulle jeg bruge Faraos magt, bare fordi den er min, til at hævne mig på jer for tre dages brøndtugt og igen gøre ondt, hvad Gud har gjort godt igen? Det er til at le ad!”.

Med denne opmuntrende replik slutter ”Josef og hans brødre”. Oprindelig var værket en kritik af nazistisk mytologi, men i 75-året for færdiggørelsen af romanen kan den i høj grad også læses som en kritik af identitetspolitikken, hvor den idelige betoning af køn, hudfarve og seksualitet ophæver det alment menneskelige.

Thomas Mann tegner i ”Josef og hans brødre” nemlig konturerne af en bred, tolerant og universel humanisme baseret på Bibelen.