Tyskeren Hermann Kurzke er en af de førende internationale forskere hvad angår Thomas Manns værker, og det er godt, at hans monumentale biografi om den tyske forfatter "Thomas Mann – Livet som kunstværk" nu udkommer på dansk på forlaget Bahnhof.
Og det er interessant og inspirerende læsning: I tematisk og tidsmæssigt afgrænsede kapitler gennemgår Kurzke Thomas Manns liv og værk og tegner et vedkommende portræt af den store tyske forfatters udvikling fra konservativ æstetiker til pligtbevidst, oplyst borger, der forsvarer demokrati og menneskerettigheder.
At Kurzkes biografi er læseværdig, skyldes imidlertid ikke mindst hans forskningsobjekt selv. Thomas Mann tælles i dag, til fulde med rette, som en af de mest betydningsfulde og væsentlige tysksprogede forfattere i det 20. århundrede. Værker som "Buddenbrooks", "Trolddomsbjerget", "Doktor Faustus" og "Døden i Venedig", for blot at nævne nogle af de mest kendte, hører til det fineste og bedste, der er frembragt i tysk litteratur, og indbragte fuldt fortjent forfatteren nobelprisen i litteratur i 1929.
Samtidig hører Thomas Mann – og hele hans familie; broderen Heinrich Mann, børnene Klaus og Erika Mann, for blot at nævne de mest kendte – til de mest fascinerende skikkelser i den tyske og europæiske kulturhistorie.
Kurzkes biografi tegner derfor også et inspirerende portræt af Manns udvikling fra ung konservativ æstetiker, der med påvirkning af Nietzsche og Schopenhauer dyrker en længsel efter døden og det grænseoverskridende, til den overbevidste republikaner, der allerede i 1920?erne bliver en stærk fortaler for Weimarrepublikkens demokratiske styreform, og som under nazitiden bliver samlingspunkt for dele af de emigrerede tyske forfattere i USA. Historien er i sig selv så vedkommende og relevant, at biografien næsten ikke kan undgå overbevise som fængslende lekture.
Alligevel er Kurzkes biografi ikke uden problemer. Især to problemer fortjener at blive fremhævet her. For det første er det forstyrrende, at Kurzke især i begyndelsen af sin biografi konsekvent reducerer nærmest alle udviklinger og problemer hos Mann til strengt intime konflikter: Til hans latente, for det meste undertrykte og ikke udlevede homoseksualitet, og til konflikten med broderen Heinrich.
Der hersker selvfølgelig ingen tvivl om, at en stor del af Thomas Manns eget liv var præget af mandens – mildt sagt – forkvaklede forhold til sin egen seksualitet, som han i modsætning til sønnen Klaus Mann ikke tillod sig at udleve åbent. En del af værkerne afspejler naturligvis længselen, denne undertrykkelse fører med sig. Og naturligvis skal en seriøs biografi gå i dybden med en sådan vigtig problemstilling i forfatterens eget liv.
Det er imidlertid problematisk, at Kurzke ikke mindst i begyndelsen af sin biografi læser nærmest alle udviklinger og konflikter i Manns værk gennem disse seksualiserede briller: Uanset om der er tale om forholdet til broderen, Manns begejstring for Første Verdenskrig eller hans pligtopfyldende borgerideal. Alting handler, i det mindste latent, om forfatterens fortrængte homoseksualitet, og kun i anden række, får man indtrykket, påvirker de åndshistoriske og politiske tendenser og udviklinger, som Mann skriver sig ind i, støtter eller afviser.
Det andet problem, som Kurzkes biografi roder sig ud i, ligger i, at han konsekvent bruger forfatterens litterære værker som direkte belæg for biografiske udviklinger. Det er for en biografi selvsagt vedkommende at undersøge og afdække, måske også at diskutere, om eller hvorvidt Manns egne livsproblemer afspejles i hans litterære værker.
Og netop med Mann er der ikke meget tvivl om, at en del af de konflikter, han beskriver i sine værker, er inspireret af personlige, delvist private erfaringer. Men Kurzke bliver ikke stående der: Han oversætter simpelthen én til én personerne fra de litterære værker til personer fra Manns reale liv. Og når opsætningen ikke passer, ikke synes at gå op, skifter han så længe rundt i persongalleriet, deres køn og position, at det alligevel til slut ser ud til at kunne passe.
Disse problemer er især i begyndelsen af biografien stærkt forstyrrende. Jo længere man kommer ind i bogen, desto mere begynder Kurzke heldigvis at udfolde et større perspektiv, der giver et endda meget overbevisende portræt af Thomas Mann, hans politiske udvikling og den samtid, han levede i. Manns udvikling i Weimarrepublikken, hans rolle under nazitiden og hans forhold til døden bliver behandlet på fremragende vis og hører til de bedste kapitler i biografien.
På trods af alle kritikpunkter må man derfor håbe, at biografien vil finde vej til de danske læsere: Det er et aldeles udmærket sted at få uddybet sin viden om en af de helt store tysksprogede forfattere, der som ikke mange andre repræsenterer udviklingen i det 20. århundredes tyske historie.
Hermann Kurzke: Thomas Mann – Livet som kunstværk. Oversat af Mogens Wenzel Andreasen og Lasse Rask Hoff. 672 sider. 399 kroner. Bahnhof.