Barnet Grigorß brugte 17 dage på en båd i den engelske kanal. Derefter 17 år i et cistercienserkloster. Så 17 år på en sten. Til sidst blev han pave. Den udvalgte. Det kan også opsummeres sådan her, som fortællerstemmen gør det i Thomas Manns opbyggelige roman ”Den udvalgte” fra 1951:
”En stor bodfærdig, som havde tilbragt sytten år på en sten og nu af Gud ophøjet på tronernes trone.”
De første 17 dage plus 34 års sære hændelser skyldtes, at Grigorß var både offer for og skyldig i incest. Hans forældre var søskende i det fiktive hertugdømme Flandern-Artois og var så sart-overspændt selvforelskede, at de kun kunne finde glæde i hinanden.
Det kom der et barn ud af, som man af samme grund satte ud på havet. Fromme engelske munke fandt det, og 17 år senere smed ynglingen Grigorß så i bedste ridderromanstil klosterets kutte, iførte sig ridderens rustning og drog på eventyr.
Da kom han til samme hertugdømme og faldt for sin egen mor. Hendes mand og broder – det vil sige Grigorß’ far og onkel på samme tid – var for længst faldet på en bodsrejse til det hellige land. Og således gentog historien sig. Så at sige.
Et grotesk skyldsprodukt
Yndere af Thomas Manns forfatterskab vil nok kunne genkende den synftige ironi, de lettere morbide temaer og den eventyrprægede stil, der på genial vis også er realistisk og velsammenføjet prosa. Først og fremmest vil man kunne genkende to temaer: den energirige narcissisme og det, forlaget fornuftigt og med en Mann-parafrase kalder ”skæbnens og de hylende drifters triumf over det civiliserede liv”.
Vi kan nøjes med et enkelt elskeligt-elskende eksempel fra undfangelsen af Grigorß. De to søskende Sibylla og Wiligis lægger sig sammen:
”’O Willo, hvilket våben! Ouwê, mais tu me tues! Å, skam dig! Ganske som en hingst, en buk, en hane! Å, væk! Å, væk og væk! Å, engledreng! Å, himmelske ven!’”
Derefter overtager fortælleren:
”De stakkels børn! Hvor er jeg glad for, at jeg intet har at skaffe med kærligheden, denne dansende lygtemand over mosen; den søde djævlemarter.”
Under den skændige akts indledning havde hunden Hanegiff i øvrigt givet sig til at hyle.
Således er drengen Grigorß et grotesk skyldsprodukt, før han overhovedet kommer til verden, og ved hans undfangelse bevidnes bemeldte drifters hylende triumf tydeligvis.
Men dette er ifølge fortælleren et nådeseventyr. Målet var at bevare idéen om synd og nåde.
Derfor udgør anden halvdel Grigorß’ bodsgerning, hvor han i 17 år levede på en sten, fanget i en benbøjle for at sone sin dobbelte skyld. Han var således for længst blevet en ”naturtingest”, da to mægtige mænd i Rom af et lam blev spået, at de skulle rejse ud for at finde den nye pave.
Og således begynder denne roman nok med incest og narcissisme, men ender i kirkens klokkeklang og en slags forsoning.
Den antikke tvillingemyte
Denne legende har andre middelalderlige forlæg på både fransk og tysk, og til tider er den kendt som den kristne udgave af Ødipus-myten. Der er imidlertid også to andre væsentlige og gamle motiver, der ringer med. På den ene side er der den problematiske selvkærlighed: Det kan virke, som om både bror og søster, men også mor og søn, paradoksalt tiltrækkes af hinanden, fordi de genkender sig selv i den anden.
Samtidig synes den antikke tvillingemyte at levere baggrundsmusik: Forestillingen om, at mand og kvinde blev skabt i forening, som paradisiske tvillinger, men siden adskilt og sendt ud i verden for at se, om kærligheden igen kunne lede dem sammen.
Alle disse komplekser er bygget ind i fortællingen, men denne gang ikke som dom over en fortabt menneskehed.
Et af de berømteste træk ved ”Den udvalgte” er rammesætningen, hvor en munk ved navn Clemens Ireren afslører sig selv som fortæller af historien.
Clemens hævder i sit berømte forord, at det hele begynder med klokkeklang, som da Gregorius blev udnævnt:
”Klokkeringen, klokkerungen, supra urbem, over hele byen, i dens af klang overfyldte lufte! Klokker, klokker, de svinger og svajer, gynger og duver i deres bjælker, i deres stole, hundredstemmigt, i babylonsk forvirring.”
Det skal ikke kun læses højt for dets sublime forlæg og overbevisende danske gengivelse. Det skal også læses højt, fordi klokkerne ringer af en ret særlig grund:
”’Klokkerne kimer,’ det betyder: Der kimes med dem, om så husene er nok så tomme. – Hvem er det altså, som kimer med Roms klokker? – Fortællingens ånd.”
Senere hævder den melankolske Clemens, at han selv er inkarnationen af fortællingens ånd. Af samme grund har eksperten Heinrich Detering på et tidspunkt foreslået, at der her er tale om Thomas Manns bud på en litterær analogi til Helligånden. Gennem medforståelsen, sympatien, munterheden i historien får vi et sekulært bud på litterær tilgivelse og nåde.
Kræver optrænet gehør
Der er formentlig ikke mange andre i landet end professor emeritus Per Øhrgaard, der kunne have oversat denne kimende svære tekst til dansk. Mann legede bevidst med middelhøjtysk, oldfransk, latin og engelsk i et slags overnationalt-idyllisk middelalder-Europa. Teksten er, også på dansk, tydeligvis bevidst holdt arkaiserende og fremmed for at være originalen tro.
Det er ikke sikkert, at alle her kan være med, fordi det ganske enkelt er svært og kræver optrænet gehør at lytte til fortællingens ånd.
Oversætteren har Clemens Irerens ord for, at det er sådan, det bør være, arkaiserende, men nyt, fordi menneskelivet alligevel ”forløber efter luvslidte mønstre”. Til gengæld er det ”kun i ord gammelt og overleveret, i og for sig er det altid nyt og ungt, har end fortælleren intet valg end at give det de gamle ord”.
Klokkerne kimer nu, det lyder gammelt, og dog nyt.