Thomas Markmann: Jeg læser med et barns nysgerrighed

Dramatiker Thomas Markmann sætter pris på både Knud Sørensen og Nietzsche

Jeg kan godt sidde med fire-fem forskellige bøger, som jeg bladrer i og læser sporadisk. Egentlig er det ligesom at sætte et stykke musik på for at komme i en bestemt stemning, siger Thomas Markmann.
Jeg kan godt sidde med fire-fem forskellige bøger, som jeg bladrer i og læser sporadisk. Egentlig er det ligesom at sætte et stykke musik på for at komme i en bestemt stemning, siger Thomas Markmann. Foto: Privatfoto.

Jeg har ikke gået i gymnasiet, så hele det litterære bagkatalog, som mange får med sig i forlængelse af deres uddannelse, har jeg ikke. Det er først, efter at jeg selv begyndte at skrive, at jeg fandt ud af at sætte pris på at læse. Og så har jeg på en eller anden måde taget hul på det med et barns nysgerrighed.

Jeg har heller ikke rigtig fundet min smag. Jeg lader mig meget føre i alle mulige retninger. Noget af det er også ud fra min profession som dramatiker. Der er nogle få, som jeg følger lidt mere. Per Olov Enquist har jeg læst en del af.

Han har et sprog, som jeg synes er fantastisk, for eksempel i hans ”Et andet liv” og ”Lignelsesbogen”, som er sådan nogle delvist selvbiografiske romaner.

Jeg læste for en del år siden Nietzsches ”Således talte Zarathustra”. Det er helt vildt, sproget i den, og billederne, der bliver malet. I flere af mine stykker har jeg brugt sådanne korsekvenser, hvor jeg har blandt andet har ladet mig inspirere af bogen og de meget voldsomme billeder, der kan blive manet frem i en korform. Jeg tror, at jeg har svært ved at læse uden på en eller anden måde at relatere det til det, jeg sidder og arbejder med.

Jeg har lige læst nogle meget gamle noveller af Knud Sørensen, fordi jeg sidder og skriver på et filmmanuskript, der foregår ude på landet i Nordjylland. Det er ikke selve historien lige med ham her, men det er den måde, han portrætterer menneskene på. Jeg kan godt lide, qua at jeg også skriver dramatik, at der er nogle karakterer og nogle mennesker.

Det behøver ikke være plotbåret på den måde, men jeg skal kunne mærke, at der er en fortælling, der skal fortælles til mig.

Jeg har aldrig læst en krimi. Det siger mig heller ikke noget på fjernsyn eller i serier. Der er også nogle stilelementer, jeg måske heller ikke er så meget til. Jeg har Virginia Woolfs ”Bølgerne” liggende, og jeg har flere gange prøvet at komme i gang med den, men jeg kan ikke. Jeg har ikke givet op på den, for jeg ved, at noget nogle gange kan yde en modstand, men så er det én selv, der skal igennem en eller anden form for transformation, for at man kan få noget ud af det.

Jeg kan godt sidde med fire-fem forskellige bøger, som jeg bladrer i og læser sporadisk. Egentlig er det ligesom at sætte et stykke musik på for at komme i en bestemt stemning. Man kan ikke bruge det direkte, men man kan bruge den energi, der ligger i materialet eller i det at læse. Det at have en smuk bogreol at gå og kigge på er også dejligt. Jeg kan godt lide at tænke på, at der bare står en hel hob af fortællinger, en helt masse mennesker, der har siddet ned i årevis og skrevet og været frustreret og så endelig fået det ud i en bog.