Thomas Vinterberg dedikerer Oscar-pris til sin døde datter: Ida, det her er et mirakel. Og du er en del af det

Da datteren døde fire dage inde i filmoptagelserne, blev det vigtigt for Thomas Vinterberg, at ”Druk” ikke bare skulle blive en vittig hyldest til alkohol, men være en hyldest til livet. Nu har filmen modtaget en Oscar for bedste internationale film

”Hvis hun havde været her i dag, ville hun klappe. Vi lavede filmen for hende,” sagde Thomas Vinterberg om sin døde datter Ida, da han modtog en Oscar for filmen ”Druk” natten til mandag. – Foto: A.m.p.a.s/Reuters/Ritzau Scanpix.
”Hvis hun havde været her i dag, ville hun klappe. Vi lavede filmen for hende,” sagde Thomas Vinterberg om sin døde datter Ida, da han modtog en Oscar for filmen ”Druk” natten til mandag. – Foto: A.m.p.a.s/Reuters/Ritzau Scanpix.

Øjnene lyste af begejstring hjemme i villaen i Charlottenlund nord for København, da filminstruktøren Thomas Vinterberg en vintermorgen i 2015 – fem et halv år før filmen ”Druk” skulle sikre ham en Oscar-statuette – for første gang fortalte Kristeligt Dagblad om sin drøm om at lave en film om alkohol:

”Alle kender den moraliserende sang om alkohol, men i den første del af en brandert er man jo virkelig til stede. Den norske psykiater Finn Skårderud har faktisk en teori om, at vi er født med en halv promille for lidt alkohol i blodet, for alkohol er et kemikalie, der kan få en samtale til at løfte sig. Og det kommer min næste film også til at handle om,” sagde Thomas Vinterberg dengang, men nåede alligevel at instruere det engelsksprogede ubådsdrama ”Kursk” (2018) først.

På store udenlandske produktioner er der mange, der vil bestemme en films retning. For eksempel skulle det russiske ubådsdrama foregå på engelsk, og ”Kursk” fik en blandet modtagelse af anmelderne herhjemme. Til Kristeligt Dagblad forklarede Vinterberg derfor, at han nu ville hjem til Danmark og lave de film, han ville lave. Det virkede mildt sagt som en god idé. For selvom Thomas Vinterberg har været ombejlet over hele filmverden, siden han blev hjemmevant på den røde løber efter succesen med dogmefilmen ”Festen” (1998), er det som om, at han – lidt ligesom Gasolin – blomstrer allerbedst som kunstner ved at lave film på sit eget sprog og sine egne betingelser.

Han modtog blandt andet Nordisk Råds Filmpris for filmatiseringen af Jonas T. Bengtssons roman ”Submarino” i 2010 og blev Oscarnomineret for ”Jagten” (2013), inden han lavede den amerikanske film ”Far from the Madding Crowd” (2015) og ”Kollektivet” (2016), der søgte tilbage til hans egne rødder i 1970’erne, hvor han voksede op i et kollektiv, hvor flere af de voksne havde en konstant funktionspromille.

Selv føler den norske psykiater Finn Skårderud sig ifølge et interview med DR lidt fejlciteret i de norske artikler, som Thomas Vinterberg har byttet sin spillefilm om alkohol på. Men de to har dog også haft mødtes i forbindelse med filmen, og natten til mandag blev der for alvor noget at skåle for, da Thomas Vinterberg kunne løfte en Oscar for bedste internationale film for ”Druk”, som sidste år blev en kæmpe biografsucces herhjemme og allerede har modtaget en stribe store internationale priser, ligesom Thomas Vinterberg også var Oscarnomineret som bedste instruktør for filmen, der også blev meget mere end en hyldest til alkohol. Den blev en hyldest til livet, efter Thomas Vinterberg blev ramt af en stor sorg fire dage inde i optagelserne, da hans 19-årige datter, Ida, døde i en trafikulykke i 2019.

”Det er meget afgørende for mig, at filmen blev til andet og mere end en vittighed om at drikke. Det startede sådan, men det voksede sig til en ambition om at tale om spiritus på et dybere plan. Og da min datter så dør fire dage inde i optagelserne, blev den ambition en forudsætning for at fortsætte med filmen. Jeg havde en samtale med min kloge filmklipper, som sagde: ’Vi kan jo ikke lave denne her film, hvis den ikke er livsinsisterende, der hvor du står nu.’ Så det er mere blevet en film om at leve end om at drikke,” har Thomas Vinterberg selv forklaret her i avisen og tilføjet:

”Min datters død var et møde med livets ukontrollerbarhed på den mest grufulde måde. Men jeg lavede filmen sammen med mine venner, som har kendt Ida, siden hun blev født. De bar mig igennem og bar hinanden igennem optagelserne, så der var så meget kærlighed i det moment, som måske sidder i filmen. Det er måske det, som folk kan mærke og bliver rørt af. For filmen handler netop om andet og mere end at drikke. Den handler om at gribe sit liv.”

I sin takketale dedikerede Thomas Vinterberg på rørende vis også sin Oscar til datteren, mens han fortalte, hvordan Ida, som skulle have spillet med i filmen, lyste op, da hun læste manuskriptet, fordi hun følte sig set.

”Ida, det her er et mirakel. Og du er en del af det. Måske trak du i nogle snore et sted. Den her er til dig,” sagde Thomas Vinterberg, som selv er vokset op med, at der er mindre mellem himmel og jord, end man skulle tro. Men den holdning er begyndt at ændre sig for ham. Hans kone Helene Reingaard Neumann, der også har en rolle i ”Druk”, er teolog og sognepræst, og selv er han blevet stadig mere åben for troen. I et dobbeltinterview her i avisen fra 2019, hvor Helene Reingaard Neumann også medvirkede, sagde filminstruktøren henvendt til sin præstekone:

”Præster som Mikkel Wold og dig har fået mig til at flirte med kristendommen, fordi I også giver plads til tvivlen. Det kunne mange andre præster i folkekirken godt lære noget af. For en god prædiken er ligesom et godt stykke kunst. Hvis der ikke er plads til fortolkning, bliver det uinteressant” og tilføjede, at han inderst tror på, at kærligheden er evig. Det var få måneder før, han mistede sin datter.

Men selvom 51-årige Thomas Vinterberg fik gråd i stemmen, da han nævnte datteren i sin takketale fra prisfesten i Los Angeles, lyste øjnene alligevel op, da han tilføjede:

”Hvis hun havde været her i dag, ville hun klappe. Vi lavede filmen for hende.”