Thorvaldsen, Willumsen og Jorns spejlkabinetter

Fascinerende og indsigtsfuld udstilling på J. F. Willumsens Museum om de tre kunstneres private samlinger af alt muligt mellem himmel og jord

Udstillingen ”Ekkorum” er fremragende eksponeret og ophængt – det gælder ikke mindst den centrale udstillingssal på museet. –
Udstillingen ”Ekkorum” er fremragende eksponeret og ophængt – det gælder ikke mindst den centrale udstillingssal på museet. – . Foto: J.F. Willumsens Museum.

Kunstnere og andet godtfolk har til alle tider været samlere. Nogle har ligefrem været storsamlere. Det gælder ikke mindst de tre danske kunstnere Bertel Thorvaldsen, J.F. Willumsen og Asger Jorn, der ved siden af deres egne værker skabte omfattende samlinger af andres kunst – og af alt muligt andet! Således rummer de tre kunstneres museer i henholdsvis København, Frederikssund og Silkeborg tusindvis af værker og effekter, hvoraf kun en brøkdel er udstillede.

Hvorfor skabte Thorvaldsen, Willumsen og Jorn deres megalomane og i alle retninger strittende samlinger? Det mest indlysende svar er, at de hver især skabte deres kunstnersamlinger, så de som udøvende kunstnere havde et forrådskammer af motiver at trække på. Alt muligt, der kunne bidrage til deres inspiration og motivverden, havde interesse.

Udstillingen tager fast på Thorvaldsen, Willumsen og Jorns samlinger. Bag skulpturen ses et oliemaleri af Francis Picabia med titlen ”Olyras”, som er fra Jorns samling. –
Udstillingen tager fast på Thorvaldsen, Willumsen og Jorns samlinger. Bag skulpturen ses et oliemaleri af Francis Picabia med titlen ”Olyras”, som er fra Jorns samling. – Foto: Foto: J. F. Willumsens Museum

Som sådan fungerer de tre kunstneres samlinger som en slags resonansrum eller spejlkabinetter, som både de selv og deres værker kan spejles i. Ud over den rent pekuniære værdi af det, som kunstnerne igennem deres liv og virke indsamlede, var der altså frem for alt tale om en værdi, der forankrede dem i en tradition, en historie, men også i en vital nutidig og fremadrettet kunstnerisk praksis. Deres kunst opstod således i spændingsfeltet imellem deres egne og andres arbejder.

Hvordan samlede Thorvaldsen, Willumsen og Jorn så ind? Med polyhistorens sans for sammenligninger, billedmæssige ligheder og talende tilfældigheder i ubevogtede øjeblikke. De tre kunstneres samlinger er på flere tusinde genstande: malerier, skulpturer, ikoner, tegninger, grafik, lertøj, design, fotografier, antikke artefakter, udklip, etnografiske ku-riositeter og private fetich-lignende mærkværdigheder. Der er ikke i nogle af de tre kunstnersamlinger tale om en lineær kunsthistorisk ordnet indsamling af materiale og værker, men om private diskurser inden for et givent interessefelt og dertil fuldkommen idiosynkratiske præferencer.

EEl Grecos ”Hyrdernes tilbedelse” fra omkring 1568-1569. –
EEl Grecos ”Hyrdernes tilbedelse” fra omkring 1568-1569. – Foto: J.F. Willumsens Museum

Det er rent ud svimlende at dykke ned i. Her åbenbarer sig alt muligt mellem det exceptionelle og banale, det uhyre værdifulde og det smagsløse. Willumsen skelnede selv mellem det, han kaldte for ”interessant god kunst” og ”interessant dårlig kunst”. Det vigtigste var selve det interessante.

Samlingernes uoverskuelige og vildtvoksende mærkværdigheder har gjort, at kun meget få prisværdige mennesker op igennem det 19. og 20. århundrede har orket at dykke ned i dem. Samlingerne har – ud over den mindre repræsentation, der er udstillet på de tre enmandsmuseer – været henvist til magasiner og arkiver. De har som skæve, labyrintiske og overfyldte rumligheder været udtryk for en slags freudiansk under-bevidsthed på de tre museer, fortrængt, men styrende og libidinøst fascinerende. Både i tilfældet Thorvaldsen og Willumsen har deres kunstnersamlinger været omgærdet af fordomme.

I Thorvaldsens tilfælde passede samlingen ikke ind i billedet af den verdensberømte klassicists sublime kølighed, beherskede og organiserede formsprog. I Willumsens tilfælde passede samlingen kun alt for godt til hans excentriske og selv-iscenesættende, ja, vildt overdrevne personlighed. Der opstod et krav om moderation, og da Willumsens såkaldte Gamle Samling blev udstillet i 1947 og tilbudt den danske stat, var svaret nej.

I tilfældet Jorn har de samme fordomme ikke gjort sig gældende. Der passer kunstnerens samling perfekt til billedet af den surrealistiske kunstners virke, både bevidst og ubevidst på instituttet for sammenlignende vandalisme. Ja, visse har endog tilladt sig at mene, at Jorns interesse for og indsamling af andres kunst i fortid og nutid, var det mest interessante ved ham!

J.C. Dahl og Raden Salehs fælles portræt af Thorvaldsen fra 1841. –
J.C. Dahl og Raden Salehs fælles portræt af Thorvaldsen fra 1841. – Foto: Thorvaldsens Museum

Med udstillingen ”Ekkorum” på J.F. Willumsens Museum bliver der både for alvor og for sjov taget fat på forskningen af de tre kunstnersamlinger. Selvfølgelig primært Willumsens egen samling, der jo tilhører museet, men med sigende udblik til de to øvrige kunstneres samlinger og virke. Havde man skullet udstille det hele, ville det have krævet en bygning på størrelse med Pentagons og et kunsthistorisk efterretningsvæsen med lige så ubegrænsede ressourcer og subversive praksisser.

Alligevel har arrangørerne foretaget et stykke inciterende billedarkæologi og dykket dybt i de tre samlinger og kunstnernes ustoppelige og maniske lidenskab for at samle og se sammenhænge, ingen andre har set. Læg dertil et stort gennemarbejdet katalog med en række væsentlige og velskrevne bidrag, der kompenserer for de mangler og den tidslighed, som udstillingen i Frederikssund måtte have.

Paul Gaugins ”La Luxure” fra 1890. –
Paul Gaugins ”La Luxure” fra 1890. – Foto: J. F. Willumsens Museum

Udstillingen er fremragende eksponeret og ophængt. Ikke mindst den centrale udstillingssal på museet, der huser Willumsens ”Det store relief” i polykromt marmor, er et sandt wunderkammer, hvor en klassisk galleriophængning i adskillige niveauer, samt montrer og genstande i tre dimensioner på gulvet, blotlægger Willumsens billedmani, billed-fascination og opskrivninger af egne og andres mesterværker.

Iscenesættelsen er Willumsens egen, som man kender den fra fotografier og malerier af hans sidste hustru, Michelle Bourret, af parrets bolig og atelier i Nice. Willumsen levede med, men også i, sin gamle samling, ja, han var omsluttet af den, hans seng stod midt i den (!), og han har formentlig både i vågen og drømmende tilstand skabt krydsbefrugtninger mellem gammelt og nyt, egne og andres værker.

Willumsens samlermani befandt sig et sted mellem manierisme og modernitet. Han var dybt fascineret af sin egen samtids udtryksformer, og efter en rejse til USA omkring 1900 lavede han en række udklipsmapper med alskens mulige billedforlæg og bevægelsesmønstre fra fotografier og magasiner. Hans optagethed af manierismen og barokken tog fart i 1911, hvor han erhvervede et tidligt værk, ”Hyrdernes tilbedelse”, som han siden brugte mange kræfter på at bevise var malet af El Greco.

I dag et alment accepteret faktum og et fast referencepunkt i El Greco-forskningen. I de kommende år opbyggede han en enorm billedbank af antik og klassisk kunst, men også kunst, der tydeligt pegede direkte ind i hans egen samtid, som en række værker af den vildt og pastost ekspressive maler Adolphe Monticelli, en kunstner, der blandt andet fik van Gogh til at svimle og hallucinere endnu mere, end han gjorde i forvejen.

Romersk lampe i brændt ler. –
Romersk lampe i brændt ler. – Foto: Thorvaldsens Museum

Undervejs med denne ophobning af billedmaterialet og dets mulige og umulige tilliggender foretog Willumsen en række tilskrivninger af de erhvervede arbejder til klassiske mestre, herunder Raphael, Leonardo da Vinci, Rembrandt og Courbet. Dem har både samtiden og eftertiden grinet meget ad. For Willumsen har det været en måde at forbinde sig med kunstens historie på og skabe sammenhæng i sit livsværk som helhed. Præcis som for Thorvaldsen og Jorn. Willumsen arbejdede eklektisk – altså udvælgende og sammensættende – når han skabte egne værker.

De er baseret på og skabt over andres. Ja, han malede – i lighed med Jorn – i bogstaveligste forstand oven på andres værker. Men det betyder ikke, at Willumsen er uoriginal. Tværtimod, han kan ikke sætte så meget som en streg på et stykke papir – heller ikke når han tegner andre kunstnere af – uden at være original og egensindig. Udstillingen viser generelt, at de tre kunstneres billed- og materiale- ophobninger giver en dybdedimension til deres værker og særlige dannelse som kunstnere. Samlingerne lægger alen, ikke alene til omfanget af museernes magasiner, men til kunstnerne visuelle og erkendelsesmæssige originalitet.

Af samme og af mange andre grunde kan man, som forfatteren og billedkunstneren Christian Vind skriver i kataloget, kun være taknemmelig og forundres over, at man på disse særegne enkeltmandsmuseer i det danske landskab kan finde værker af nærmest ufattelig værdi, økonomisk, men også kunstnerisk. Afgørende, radikalt interessevækkende værker i den internationale kunsts historie.

Takket være en uudtømmelig lidenskab hos tre danske kunstnere blev der bragt kunst og antikker og meget andet godt til landet. Kunst og genstande, der bryder med kunsthistoriens kronologi og hang til god smag, ligesom dette at udstille samlingerne bryder med det 20. århundredes hang til den renfærdige ophængning i den hvide kube.

Materiale fra J.F. Willum-sens noter til Gamle Sam-ling. –
Materiale fra J.F. Willum-sens noter til Gamle Sam-ling. – Foto: Thorvaldsens Museum

Kunstnersamlingerne forurener og forvirrer blikket på de tre kunstnere, deres samlede oeuvre bliver endnu mere rodet, end det muligvis var i forvejen, det flyder ind med ufordøjede og usublimerede slagger fra kunstens og menneskehedens historie. Der er i alle tre kunstneres tilfælde tale om en menneskeliggørelse, ja en alt-for-menneskeliggørelse, der er interessant, fordi den minder os om det levede liv, som vi alle er en del af med vore samlinger af dette og hint. Vi stabler op, fylder på, river ned og smider ud. Det gjorde disse tre kunstnere ikke. Kunstnere, der jo hører til de største danske overhovedet, samlede en ballast, der blev alt andet end en dødvægt. Den blev livgivende og skabende.

For J.F. Willumsens Museums vedkommende kunne man ønske sig, at kunstnerens ”Gamle Samling” fremover blev udstillet permanent, gerne i kaotisk udveksling med Willumsens egne originalværker.

Det ville kræve et museum, der er mindst dobbelt så stort som det nuværende. Egentlig er det bare om at komme i gang! Kom så, Frederikssund! For Willumsens ”Gamle Samling” er en væsensbestanddel af hans kunstneriske identitet og signatur.