Det var en campingferie, der åbnede Thure Lindhardts øjne for Shakespeare.
”Det var dengang, man kørte i bil til Italien med tre børn på bagsædet, mens forældrene godt måtte ryge foran i bilen. Det tror jeg nu ikke, mine forældre gjorde. Men jeg husker stadig turen, hvor vi boede på forskellige campingpladser undervejs og også kom til Verona, hvor vi så det, der blev kaldt ’Julies balkon’, der selvfølgelig var fup og fidus. Men selvom jeg kun var en lille dreng, gjorde det et uforglemmeligt indtryk på mig at høre min mor fortælle historien om Romeo og Julie,” siger Thure Lindhardt, der nu spiller selveste William Shakespeare i forestillingen ”Shakespeare in Love” på Østre Gasværk Teater.
Forestillingen handler netop om skabelsen af Romeo og Julie, men også om skabelse i det hele taget med udgangspunkt i den engelske dramatiker, som Thure Lindhardt nu også har klippet sit skæg efter, så han også ligner sin rolle lidt, når han afleverer sin datter i vuggestue om morgenen. Men med eller uden skæg har Shakespeare fulgt ham gennem hele hans karriere.
”Shakespeare er en væsentlig del af enhver skuespilleridentitet. For man kan ikke blive trænet klassisk skuespiller uden at forholde sig til Shakespeare. Han er pensum på teaterskolerne, og hvis man skal tegne et teater, kan man enten tegne en scene med et par masker eller en mand med et kranium, der selvfølgelig peger på Hamlet og dermed Shakespeare,” siger Thure Lindhardt og lyser op i et smil:
”Det interessante er, at jeg altid kan huske hans tekster. Som skuespiller lærer man en tekst udenad, men jeg glemmer ellers altid mine replikker efter et stykke tid. Men Shakespeare husker jeg. Måske er det storheden i hans tekster; musikaliteten, blankversene og rytmen. Han er i stand til at beskrive det mest lave, platte og sjofle, men også det største og mest lidenskabelige. Han er i stand til at sætte ord på det ordløse som sorg, kærlighed og andre begreber, som ellers ikke har ord i sig.”
I lighed med H.C. Andersen hentede Shakespeare også sin inspiration i en endnu større fortælling, påpeger Thure Lindhardt.
”Som stor dramatiker eller historiefortæller kan man ikke undgå at forholde sig til et så stort religiøst værk som Bibelen. Det kan ikke lade sig gøre. Og Shakespeare kendte sin bibelhistorie, ligesom han også refererer til andre store fortællinger fra blandt andre Æsop og Ovid. Han stjal med arme og ben. For han levede lykkeligt, før der var noget, der hed copyright. Men især Bibelens fortællinger og menneskeklogskab ligger dybt begravet i hans egne tekster,” siger han og fortsætter som en dreven dramatikprofessor:
”Shakespeare var et barn af mysteriespillet. Han var født i grænselandet mellem middelalderen og renæssancen, hvor man stadigvæk rejste rundt og opførte lidelsesspil, der kredsede om korsfæstelsen, men naturligvis også om fødslen. Det må han have set og kendt til, mens der samtidig opstod et teologisk oprør i form af Reformationen, som han også forholdt sig til.”
”Det er ikke tilfældigt, at Hamlet studerer i Wittenberg. Hamlet er skrevet omkring 60 år efter Reformationen, så det er ikke mere end to generationer efter. Og han havde også blik for sin egen tids farisæere og hyklere, ligesom hans stykker emmer af gammeltestamentlig sans for voldsomme kvindeskikkelser, uregerlige mænd, de troløse, løgnerne og kynikerne. Og han beskrev dem alle sammen med latter og kærlighed. Han har stor kærlighed til de mennesker, han beskriver – høj som lav.”
Bibelens fortællinger er som uudtømmelige brønde, som Shakespeare tydeligvis også tapper frit og flittigt fra, mener Thure Lindhardt.
”Man kan blive ved med at tappe af den kilde. Skabelsesberetningen og påskefortællingen bliver for eksempel ved med at afgive nye betydninger, når man læser dem. Det er levende fortællinger, der ikke kan fastlåses, men de er altid bevægelige, ligesom Paulus skriver, at vi endnu ser i en gåde, i et spejl, så der er hele tiden mere at komme efter, indtil vi en dag skal ses ansigt til ansigt, men indtil da kan troen ikke fastlåses, fordi vi hele tiden erkender stykvist, ligesom den store kunst heller ikke kan fastholdes. Hverken stor kunst eller livet kan fastholdes. Det viser forestillingen her også. Dem, der ønsker magt og position og dermed stilstand og fastholdelse af, hvordan tingene bør være, ender med at gå galt af livet.”
Troen og kunsten kan til gengæld give tilværelsen nyt liv, mener skuespilleren:
”Troen er en portal, hvorigennem ånden kan sive ned. Den amerikanske litteraturprofessor Joseph Campbell skrev, at myter er den portal, hvorigennem de utrættelige kosmiske energier kan sive ned over menneskets manifestationer – det være sig i kunsten, filosofien, troen, religionen, lærergerningen eller fortidsmenneskets evne til at fortælle hinanden historier.”
”Det synes jeg er fint sagt. For vi har brug for de åndehuller, som man kan finde i kunsten eller troen for at blive åndfulde. Det skal have en form for højtidelighed i sig, men det kan også være morsomt. Latteren kan også have en åndfuldhed over sig. Og alvoren og latteren er dybt forbundne hos Shakespeare. Han er en af dem, der har mestret det allerbedst,” siger Thure Lindhardt og fortsætter:
”Alle Shakespeares komedier og tragedier indeholder elementer af det modsatte. Sådan er al god dramatik. Allerede de gamle grækere talte om vigtigheden af peripeti, altså dramatiske vendepunkter, så enhver scene skal arbejde mod sin modsætning og gå fra lys til mørke eller sol til skyer. Og Shakespeare gør det konsekvent. Der er for eksempel en scene i ’Hamlet’, hvor han ser det berømte kranium og væmmes over det at se det. Det har tilhørt hofnarren, der var en slags faderfigur for ham, men sekundet efter at han mindes, hvor vidunderlig han var, begynder han at fabulere over, hvor morsomt det er, at vi alle sammen bliver ædt af orme, så selv Alexander den Store måtte ende som et ormegilde, efter at han ville erobre alting på Jorden. Sådan flytter Shakespeare sig fra det gruopvækkende til det makabre til det morsomme på halvandet minut. Og det er så menneskeligt,” siger skuespilleren, der også kender behovet for at blande det svære med latter fra sig selv.
”Jeg var nede at se Auschwitz-lejren for 10 år siden. I tre timer gik jeg rundt med en veninde i tavshed. Det var en voldsom og gruopvækkende oplevelse. Da vi kørte derfra, var der ikke nogen af os, der talte om det, vi havde set, men i stedet begyndte vi at pjatte. Vi fortalte den ene platte vittighed efter den anden. Vi fnisede i en time, og vi grinede endnu mere over det forbudte i, at vi lige havde været i Auschwitz, men nu var usandsynligt platte. Men jeg tror, at vi havde et behov for latteren. Vi har et menneskeligt behov for at grine, fordi latteren lindrer det uforståelige og fødes af det groteske. Jeg har også oplevet ved gravøl til begravelser, at der kan grines som aldrig før.”
Mens Shakespeare er latterens mester, kan han også pege på livets alvor og troens kerne, mener Thure Lindhardt:
”En af replikkerne i forestillingen er: ’Kærlighed kan slå gnister mellem en dronning og den vagabond, der spiller kongen, og de bør begge passe godt på deres kærlighed. For afvist kærlighed skæmmer den sjæl, vi skylder Gud’.”
”Det er jo smukt. Kærligheden skal passes på. Hvis vi afviser den, skæmmer vi den sjæl, vi skylder Gud, altså hele grunden til, at vi er her. Størst af alt er kærligheden, og den skal vi kæmpe for. Og det indfanger Shakespeare her i en replik. Her taler vi ikke om prinsessen eller prinsen på den hvide hest, men om en dyb kærlighed i os selv og vores medmennesker. Til vores børn, naturen og den jord, vi betræder,” siger han og tilføjer:
”Det er jo et kærlighedsbudskab, der læner sig op ad det budskab, der især bliver prædiket i Det Nye Testamente. Men det er så svært at efterleve. Man kan bare tænke over, hvordan vi er i stand til at tage så klare ord og lave dem om til noget, der passer til egen vinding. I dag kan man korse sig over, hvordan en inkvisition kunne lade sig gøre i kristendommens navn. Men vi har nok ikke helt lært det endnu som moderne mennesker. For der er stadig mange, der prøver at tage patent på kristendommen. Men Shakespeare viser os, hvor sammensatte vi er. Og i den forstand peger han både på livets alvor og giver os samtidig et åndehul, hvor vi kan blive underholdt og grine ad os selv og hinanden. For i latteren findes der også lindring.”