”Ellefolk er så begærlige, æder de nyfødte børn, og er vi ikke årvågne, indtil de er blevet døbt, så er der fare for, at de bliver forbyttet af ellekonerne”.
Ordene tilhører fortællestemmen i Vibeke Brylds ”Thyland”, og havde Thisted Kommune og Thy Turistforening set frem til en film, som kunne trække flere gæster til, ja, så bliver de skuffede. For her er ikke tale om skønmalerier af naturen nord for Limfjorden, af blåt hav, vidtstrakt hede og milde bakkedrag, men derimod om et sælsomt og urovækkende billeddigt, som forsøger at trække fortiden frem og vise, at djævelskab stadig findes. At ”de usynlige beboere” også færdes i nutiden.
Det sidste kan nogle lokale bevidne. En fortæller således om en skikkelse, der indimellem sad i nærheden af hans barndomshjem. Han var godt bygget, bredskuldret, men havde ikke noget ansigt. Han virkede ikke bange, forstår man, kun for farfaren, der var stærkt troende.
Et ældre ægtepar beretter også om, hvordan de gennem livet har set glimt af 42-43 forskellige ”sjæle”. De er overalt på gården. ”Men det er også et fint sted,” som manden tørt bemærker.
Forestillingen om disse væsener er, vil rationalister sige, opstået i en tid, hvor mørket om vinteren var altomsluttende, og hvor livet var skrøbeligere end nu. Hvor fiskere druknede, hvor bønder døde af en banal blodforgiftning, hvor babyer kunne dø uden påviselig grund, og hvor der – længe før fjernsynets indtog – blev fortalt rædselsvækkende historier om aftenen. Som underholdning, javel, men også for at skærpe forsigtigheden blandt børn og voksne. For for eksempel at sørge for, at fiskere virkelig passede på ikke at falde overbord. Når havet ikke bare består af vand, men også af lunefulde havmænd, er det alt andet lige lettere at bevare respekten for det.
I ”Thyland” fremstilles væsenerne som uhåndgribelige, men virkelige. I kraft af fortællestemmen og fotograf Lis Dyres suggestive optagelser af tomme gader, urolige får og heste og vinden over lyngen og marehalmen. Her er farveholdningen oftest grå og mørk, og komponist Signe Lykke har skabt en flot, meddigtende lydkulisse, hvor det skurrer, klaprer, knager.
”Thyland” er lige så sælsom som sit emne, hverken ren dokumentar eller rent digt, og derfor også – hvilket tjener den til ære – svær at rubricere. Men Robert Eggers’ sublime horror-film ”The Witch” fra 2015 besidder nogle af de samme karakteristika. Her huserer Djævelen også mellem træerne og i mørket, og her skabes autenticiteten også gennem dialekt og urovækkende naturbilleder.
Men ”Thyland” er ikke en horrorfilm. Her er ingen regulære chok, men en mere stilfærdig fremmaning af det overnaturlige, det onde, og af almuens forestillingsverden. Men sammentrængningen af fortid og nutid, der er filmens store sats, virker postuleret, og det er svært at tro på, at thyboerne i 2021 – ud over nogle ganske få – stadig tror på ellekoner, havmænd, højfolk og landløbere.
”Thyland” skal i stedet nydes for sin æstetik. For stemningsfuldheden og sanseligheden i naturoptagelserne, for lydarbejdet og for thybomålet, jeg knap nok forstår, og som helt efter hensigten føjer noget både fortidigt og troværdigt til billederne. Og instruktør Bryld har utvivlsomt det, der skal til for at skabe en gyser om folketroens væsener. Ren fiktion. Den ville utvivlsomt blive en stor, skræmmende oplevelse.