Prøv avisen
Eftertanken

Det danske sprogs fordrivelse fra universiteterne er en dårlig idé

På universiteterne er produktionen af kandidatdimittender i tysk uhyggeligt lav. På landsplan uddannes der omkring en snes tyskkandidater om året, og hvis der ikke rettes op på det, bliver der inden længe mangel på tysklærere i gymnasieskolen. Så ender tysk med at blive lige så svækket som fransk, som der på grund af gymnasiereformen fra 2005 undervises langt mindre i end før. Foto: MIRIAM DALSGAARD/Ritzau

I dag indser selv den globaliseringsorienterede engelskfløj, at det danske sprogs fordrivelse fra universiteterne er en dårlig idé

I december 2016 indsendte den såkaldte referencegruppe for en national sprogstrategi sin rapport til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Hvor langt man der er kommet videre med sagen, ved jeg ikke, men hvis man vil undgå, at dansk visner som universitetssprog, og at store europæiske sprog som tysk og fransk bliver ukendte i Danmark, haster det voldsomt med at få gennemført en national sprogpolitik.

Jeg var selv medlem at det udvalg, hvis rapport lå til grund for regeringens sprogpolitiske redegørelse fra 2004. I den kunne man blandt andet læse, at det er ”regeringen magtpåliggende at dansk også i fremtiden skal være et komplet og samfundsbærende sprog”, samt at dansk skal fastholdes som undervisningssprog på universiteterne. Jeg var også med i det udvalg, der i 2008 skrev rapporten Sprog til tiden, der skulle følge op på regeringens sprogpolitiske redegørelse. I den skulle vi blandt andet vurdere, om der var brug for en lovmæssig regulering.

Det mente halvdelen af udvalget, at der var, og den dag ”Sprog til tiden blev offentliggjort” (i april 2008), havde professor Peter Harder – som også deltog i arbejdet i regeringens sprogudvalg – og jeg en kronik i Berlingske med titlen ”Bindende sprogbestemmelser på universiteterne”. Heri var vores påstand, at uden sproglig lovgivning går det ikke.

Når regeringen i 2004 alligevel foretrak ikke at operere med bindende bestemmelser, skyldtes det velsagtens, at den anså anbefalinger for tilstrækkelige.

Det viste de sig dog hurtigt ikke at være. En række uddannelser holdt inden længe helt eller delvis op med at bruge dansk som undervisningssprog. For eksempel vedtog den tidligere Landbohøjskole – nu det biovidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet – og Danmarks Tekniske Universitet, at al undervisning efter bachelorniveau (dyrlæge- og civilingeniørkandidater) skulle være på engelsk. Også på CBS foregår undervisningen nu i overvejende grad på engelsk.

Og hvad er der så galt med det? Tja, en stor omkostning må da være, at det faglige niveau i undervisningen ikke kan undgå at synke. Det kan man næsten sige sig selv. Vi er langtfra så gode til engelsk som til vores modersmål, og når man som dansker skal udtrykke sig på engelsk, er man ofte henvist til at sige det, man er i stand til, snarere end det, man ønsker. En anden og beslægtet omkostning er, at der i undervisningen er langt mindre livlig diskussion på engelsk end på dansk.

Når man på det politiske niveau ikke fulgte op på forslaget om, at engelsk og dansk skulle bruges side om side på universiteterne, skyldes det nok, at den daværende minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander (V), med henvisning til international rekruttering var betænkelig over for bestemmelser, der sikrer brug af dansk på alle trin. Men i dag indser vel selv den globaliseringsorienterede engelskfløj, at det danske sprogs fordrivelse fra universiteterne er en dårlig idé.

En anden uheldig udvikling er, at store europæiske sprog som tysk og fransk er blevet kraftigt svækket i det danske undervisningsvæsen.

Min første reaktion på det er, at der derved foregår et kolossalt dannelsestab, og det har jeg hørt, at uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) ikke er ligeglad med.

Fransk er et af Europas vigtigste sprog. På globalt plan er det meget stort, især i Afrika, hvor det endda lader til at brede sig. I alt regner man med, at der er mellem 200 og 250 millioner fransktalende. På den baggrund virker det helt idiotisk, at vi i Danmark nærmest har relegeret fransk til kategorien af eksotiske småsprog.

Tyskland er vores største samhandelspartner og vel det land, vi gennem tiden har modtaget størst kulturpåvirkning fra. Alligevel er også interessen for tysk beskeden.

På universiteterne er produktionen af kandidatdimittender i tysk uhyggeligt lav. På landsplan uddannes der omkring en snes tyskkandidater om året, og hvis der ikke rettes op på det, bliver der inden længe mangel på tysklærere i gymnasieskolen. Så ender tysk med at blive lige så svækket som fransk, som der på grund af gymnasiereformen fra 2005 undervises langt mindre i end før.

Her i avisen var der den 18. maj en artikel med overskriften ’Dårlige sprogkundskaber koster Danmark ordrer’. Heri nævnes blandt andet, at danske markedsfremstød i store lande som Frankrig og Tyskland hæmmes af, at firmaernes udsendte kun kan begå sig på engelsk. En sådan omkostning kan enhver forstå, men der er altså meget andet på spil end kolde kontanter. Denne gang bør en rekvireret sprogpolitisk rapport ikke blot udløse anbefalinger, men virkelig flytte grænser.

Lovgivning, tak! Og politisk handling!