Prøv avisen

Ti ting, vi kan lære af forfatternes brændte breve

Der kom et brev – og alt blev forandret: Det er et yndet motiv i kunst- og kulturhistorien at vise personer, der modtager et brev, der rummer potentielt altomvæltende oplysninger. Her ses værket ”Reading the Letter” af Marguerite Gérard (1761-1837). Foto: Bridgeman Art Library/Scanpix

Det personlige brev er en genre, som forfattere gennem tiden har brugt til at skaffe sig alliancer og kærester. Eller bare til at lette hjertet med. Men der er også breve så prekære, at de er blevet brændt. Lektor emeritus og dr. phil. John Chr. Jørgensen guider her til brevets etik – belært af litteraturhistorien

Det er en scene, som er gået igen i utallige bøger, film og tv-serier: brevet, der efter endt læsning krølles sammen og kyles ind i den åbne pejs.

I løbet af få sekunder har mørke skygger ædt papiret, der til sidst selv flammer op og falder ned i bålet. Ord fortæres ét efter ét, bliver til gnister, der forsvinder op i skorstenen og ud i nattemørket. Beviserne er væk for altid, men problemerne kun alt for sjældent løst.

Det var sådan forfatterinden Karin Michaëlis (1872-1950) forestillede sig, at hendes forlægger hos Gyldendal ville behandle de glohede kærlighedsbreve, hun sendte ham i starten af 1900-tallet (på trods af, at han var en gift mand og, hvad der ikke gør korrespondancen mindre prekær, hendes chef).

”Jeg kysser dig, hvor du vil,” skrev hun til forlæggeren, Peter Nansen, og tilføjede:

”Værsaagod at bruge mine breve som Fidibus – de er for private.”

Korrespondancen er et godt eksempel på, at breve spiller en stor rolle, hvis man virkelig vil under huden på forfatterne, mener John Chr. Jørgensen, der er dr. phil. på en afhandling om litteraturkritik og forfatter til bogen ”Brænd mine breve. Brevkunstnere og -pyromaner”, der for nylig er udkommet på forlaget Spring.

I bogen gennemgår han det forhold, en række danske forfattere gennem tiden har haft til brevskrivning, både i det biografiske og litterære liv.

”Breve er et meget væsentligt vidnesbyrd og indeholder mange af de informationer, vi har brug for, hvis vi skal skrive litteraturhistorien,” siger han.

”Men det allermest spændende, jeg har opdaget, er, at dem, der samlede deres breve sammen og holdt arkiv, også var dem, der brændte breve. Så bliver brevet pludselig en måde at skaffe sig kontrol på. Brevet bliver en form for magtudøvelse, som også kræver sin etik,” siger han.

Sådan var det også med Karin Michaëlis og hendes forlægger, et forhold, der i brevform udfolder sig nærmest masochistisk, mener John Chr. Jørgensen. Det vender vi tilbage til. Men først vil vi bede John Chr. Jørgensen give sit bud på en guide til brev-etik, fortalt gennem litteraturhistorien. Den begynder her:

1. Man må gerne læse breve, som blev sendt eller modtaget af en person, der er død.

Enhver kan søge om adgang til utallige korrespondancer, som mere eller mindre kendte kulturpersoner har haft med hinanden gennem tiden. Brevene, som John Chr. Jørgensen har undersøgt, ligger mestendels på Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet. Dog er mange korrespondancer klausuleret, så de først kan læses et givent antal år efter modtagerens død.

”Det er ganske almindeligt, at når en forfatter dør, så overdrager de efterladte brevene,” siger John Chr. Jørgensen.

”Mange forfattere har været klar over, at deres korrespondancer ville blive læst af andre. For eksempel skrev Klaus Rifbjerg (1931-2015) og Leif Panduro (1923-1977) breve til hinanden, og i et af dem står: ’Hov, nu væltede jeg teen. Hvad vil de ikke tænke på Det Kongelige Bibliotek?’.”

Det bringer os videre til næste punkt:

2. Med et brev kan man selv være med til at skrive sit eftermæle.

På tysk findes et ord, der på dansk bedst kan oversættes til ”eftermælebevidsthed”. Og det kan man roligt sige, at forfattere gennem tiden har haft. Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) for eksempel. Og den tyske digter Goethe (1749-1832). Før deres død destruerede de breve fra deres egen samling, Goethe ansatte ligefrem en bibliotekar til det ene formål at rydde op, så han selv kunne fremstå bedst muligt efter sin død.

”Et forsøg på at række ind i evigheden,” kalder John Chr. Jørgensen det.

”Det er forfattere, som ikke vil have andre til at tænke dårligt om sig, også efter at de selv er væk. Det var kontrol og evighedslængsel på én gang.”

Det lyder jo godt. Og juridisk er man i sin fulde ret til at destruere det, man selv ejer. Men så er der så bare lige alle de breve, man har fået sendt af sted…

3. Modtageren af brevet har en særlig kontrol.

Mange kender følelsen af at have sendt en sms eller en e-mail, man ikke skulle have sendt. Som lige var lidt for kærlig eller modsat for perfid. Eller hvor man fik skrevet noget, der ikke var rigtigt. ”Spol tilbage internet, spol,” jamrer man, men lige lidt hjælper det.

Følelsen er dog ikke ny. For når forfatterne gennem tiden har sluppet et brev og hørt det lande på bunden af postkassen, har de heller ikke haft mulighed for at trække ordene tilbage. Med breve går begivenhederne deres ubønhørlige gang og man må sætte sin lid til modtageren.

Forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955) er en af de danske forfattere, der gennem tiden har reflekteret dybest over det forhold og den etik, det medfører, mener John Chr. Jørgensen.

”Dagbogen er kun til én selv, bogen er til alle. Men i brevet er der en kontrolinstans i forhold til det skrevne, nemlig modtageren. Modtageren kan læse brevet og kontrollere rigtigheden af det, der står.”

Det gør brevet til en særlig etisk genre, mener Martin A. Hansen. Man kan stadig føre folk bag lyset med breve, jovist.

”Men brevet er funderet i en reel samtalesituation mellem to mennesker, som har mulighed for at udøve kontrol over hinanden.”

Men hvad så, hvis modtageren går over stregen?

4. Man må ikke viderekopiere et brev, man har fået.

Den danske litteraturkritiker Peder Hjort (1793-1871) offentliggjorde i 1800-tallet en række breve, han selv havde modtaget fra personer i kulturlivet. Han fik dem simpelthen trykt op.

”Der stod for eksempel, at H.C. Andersen gik og slikkede spyt hos fine familier i København,” fortæller John Chr. Jørgensen.

Det gjorde, forståeligt nok, afsenderne af brevene ganske sure. Peder Hjort ville ikke kunne lave samme nummer i dag, mener John. Chr. Jørgensen, i dag har den, der har skrevet brevet, rettighederne til det. Ophavsretten kommer dog først ind i billedet omkring århundredskiftet, hvor Danmark underskriver Bernerkonventionen.

”Hvis en forfatter sender et brev til en anden i dag, kan han faktisk forhindre, at det trykkes op.”

Til gengæld kan afsenderen af et brev ikke sikre sig mod, ja, lad os sige et lille branduheld…

5. Man er juridisk i sin fulde ret til at destruere et brev, man har modtaget.

Det gjorde for eksempel forfatteren Henrik Pontoppidans (1857-1943) barnebarn, der havde nogle breve i sin varetægt, som hun ikke mente kom eftertiden ved. Ærgerligt som bare pokker, mener John Chr. Jørgensen.

”Hun var i sin fulde ret til det. Men det føltes som et stort tab for de litteraturstuderende, at nogen her skulle gøre sig til dommer over rigtigt og forkert,” siger han.

Det drejer sig om kærlighedsbreve. Den del af Pontoppidans liv er nu et puslespil med forsvundne brikker. Og så er der breve fra Tom Kristensen, der også er røget i kakkelovnen et sted, som John Chr. Jørgensen ville ønske, han kunne have fisket ud.

”I det hele taget ville jeg sådan ønske, at man lod være med at destruere breve og klausulerede dem i stedet. For jo længere tid der går, jo længere man kommer på afstand af det skete og skrevne, jo mindre betændt bliver det.”

Han næver Herman Bangs (1857-1912) kærlighedsbreve til sin unge skuespillerven Fritz som et eksempel på breve, der meget let kunne være blevet brændt, men som heldigvis ikke er blevet det.

”De siger jo noget om, hvordan det var at leve i et homoseksuelt kærlighedsforhold på den tid. De er pinagtige og fulde af sladder. Men de siger altså noget om Bangs måde at forelske sig på. Der er nok mange, der synes, de skulle være brændt, men jeg ville nødig være dem foruden,” siger John Chr. Jørgensen.

Der er også eksempler på, at dele af breve er blevet manipuleret væk med henblik på at skabe et bestemt billede af en person. Det gjorde Edvard Brandes sig til mester i, da han som den første udgav I.P. Jacobsens breve, og fjernede de steder, hvor I.P. Jacobsen signalerede, at han godt vidste, brevene engang ville blive udgivet: Brandes’ helt måtte jo nødigt fremstå forfængelig!

6. Det er værd at vide, at man kan skabe indtil flere billeder af én selv i en brevveksling.

”Faktisk hele seks,” siger John Chr. Jørgensen.

Brevet giver, som ingen anden genre, mulighed for at lege med personaer og forføre sit publikum, mener litteraturhistorikeren. Og før i tiden, da man ikke nødvendigvis kendte dem, man skrev breve til, så var der faktisk seks personer til stede i en brevveksling:

”Der er to virkelige skribenter i en brevveksling. Så er der idealbillederne – sådan som man forestiller sig modtageren. Og så er der det billede, hver især godt vil have, modtageren får, når vedkommende læser brevet.

Og synes man ikke, flokken er stor nok, så lad os bare udvide. De to brevskrivere er nemlig langtfra de eneste, der påvirkes af et brev…

7. Tredjepersoner er mest udsatte.

En af grundene til, at breve kan klausuleres i 40-50 år, er, at så vil de fleste af de nævnte i brevene selv være døde, siger John Chr. Jørgensen.

”Dem, der i virkeligheden skal beskyttes, er ofte hverken afsender eller modtager, men tredjepersoner, der nævnes i brevet,” siger han.

Litteraturhistorikeren har selv indleveret en række breve fra forfatteren Leif Panduro, der døde i 1977.

”Og der er altså en del navne, han kommer af med sin irritation over,” siger John Chr. Jørgensen.

Ligesom den stakkels H.C. Andersen heller ikke kan have været lykkelig over at blive kaldt spytslikker i førnævnte Peder Hjorts breve. Men genoprejsningen kom senere. Apropos sladder…

8. Man må ikke bryde et brev op, der ikke er til én selv.

Mange har gennem tiden nok været fristede til at åbne breve, der ikke var til dem. Men lad os slå det fast én gang for alle:

”I Grundloven findes reglen om brevhemmelighed. Man kan blive dømt til fængsel og bøde. Men der er ingen regler om, at man ikke må vise et brev til andre, og det kan man også se, at forfattere gennem tiden har gjort,” siger John Chr. Jørgensen.

Og det leder os tilbage til Karin Michaëlis og hendes glohede pen.

9. Breve er magt, som kan misbruges.

Karin Michaëlis’ forfatterkarriere var godt i gang, da hun forelskede sig i sin forlægger, Peter Nansen. Både Michaëlis og Nansen var gift, han med teaterdirektøren Betty Nansen. Men Karin Michaëlis havde et es i ærmet:

”I ly af forretningsbreve skriver hun kærlighedsbreve til ham. Og det bringer ham jo i en yderst penibel situation. Det eneste, han kunne have gjort for at komme ud af situationen, var ved at sige: Jeg vil ikke være din forlægger mere.”

Karin Michaëlis beder forlæggeren om at brænde brevene, hun har sendt. Men hun vidste udmærket, at det kunne han ikke, for brevene var stilet til forlaget og indeholdt som regel informationer vedrørende samarbejdet.

”Hun prøver hele tiden at binde ham i et masochistisk forhold ved at underkaste sig og ydmyge sig for ham, men der ligger også en reel magtudøvelse fra hendes side. Han slipper aldrig fri.”

Af brevene, som Nansen sendte tilbage, kan man ane, at han forsøger at holde forfatterinden ud i strakt arm, mener John Chr. Jørgensen. Flere af disse breve blev i øvrigt brændt af Michaëlis’ egen ægtemand.

Korrespondancen viser, at det er moralsk interessant, hvad vi kan gøre ved hinanden i brevform, mener John Chr. Jørgensen. Og det er relevant i e-mailens tidsalder.

”I begyndelsen, da e-mailen kom, sagde man, at den kun var til korte tekster og muntre ting. Men det passer jo slet ikke i dag, hvor der kan stå dybt alvorlige ting i en e-mail. Alt, hvad der før stod i papirbrevet er overført hertil. Den eneste forskel er, at e-mailen kan svare hurtigere, så der kommer en ping-pong-effekt, der får det til at minde om en rigtig samtale.”

10. Så til sidst: Tjek lige, hvad du selv har på lageret.

Hvor Karin Michaëlis ønskede sig, at hendes breve blev brændt, eller i hvert fald godt kunne lide at se sceneriet med brændeovnen for sig, så er nutidens ”breve” nærmest umulige at komme af med. Og det er både sjovt og skræmmende at tænke på, mener John Chr. Jørgensen.

”De ligger et sted i skyen eller på harddisken. De fleste kender det der sug i maven ved at finde et gammelt brev og tænke: ’Har jeg virkelig skrevet det engang?’. Der skulle man nok prøve at gå lidt tilbage i sin mailboks og se, hvad der ligger og gemmer sig der. Det, der ikke er håndgribeligt, eller som vi ikke taler om, synker ned i bevidstheden. Men reelt forsvinder nærmest ingenting i dag.”

Den tyske digter Goethe var en flittig brevskriver, men også en forfængelig en, der ansatte en bibliotekar til at rydde kompromitterende breve af vejen, før han døde. Foto: Mary Evans Picture Library
Med glohede kærlighedsbreve sendt til forlaget holdt den københavnske forfatterinde og kvinderettighedsforkæmper Karin Michaëlis sin forlægger, Peter Nansen, i et jerngreb, hvor han hverken kunne afvise eller hengive sig til hende. Foto: Mary Evans Picture Library