Her i klummen går vi ud fra, at man ikke kan få litteratur nok. Vi tager det som en selvfølge, at man bør læse og gerne i rigelige mængder. Vi opfordrer vores børn og børnebørn til at læse så meget som muligt, så de ikke hænger foran en eller anden skærm dagen lang. Og så de kan blive gode læsere og klare sig i konkurrencen i uddannelsessystemet.
Med læsning er det ligesom med grøntsager. Jo mere, jo bedre.
LÆS OGSÅ: Selvfølgelig har klassikerne relevans også i dag
Sådan har det ikke altid været. Vi skal ikke langt tilbage i historien for at nå til en tid, hvor man advarede ungdommen mod at hænge for meget over bøgerne. Man bliver hurtigt doven og slap i kroppen, og fantasien løber løbsk. Børn og unge måtte snige sig til at læse, fordi de voksne mente, at for megen læsning var usundt der var jo også så meget fysisk arbejde at tage sig til.
I dag er det næppe problemet. Hvis de unge sniger sig til noget, så er det at være online døgnet rundt og spille på nettet.
Der var engang, hvor det i princippet var nok at læse i Bibelen. Men selv i den kan man finde advarsler mod at læse for meget. I Prædikerens Bog lyder denne formaning: Min søn, var dig! Der er ingen ende på, som der skrives bøger, og megen gransken trætter legemet.
Skønlitteraturen fortæller endda selv til skræk og advarsel om, at alt for meget læsning er af det onde.
Tænk blot på Cervantes Don Quixote (1605), der handler om fantasten, som har forlæst sig på ridderfortællinger. Han drager ud på sin gamle krikke, Rosinante, med sin væbner, Sancho Panza, for at vinde og gøre sig fortjent til sin elskede Dulcineas kærlighed. Men han kæmper som bekendt mod vindmøller og ikke regulære hære og uhyrer.
For megen læsning kan fordærve sin læser. Læseren bør dog læse både Prædikerens Bog og Don Quixote for at blive bevidst om, hvor farligt det kan være.
Skulle disse to værker ikke være nok til at mane til eftertanke, kan man også læse Gustave Flauberts roman Madame Bovary, der viser, hvor galt det går for kvindelige læsere, når de læser sig fordærvet i romantisk lekture. Flaubert fortæller historien om Madame Bovary, som ikke kan få sine lidenskabelige kærlighedslængsler indfriet, fordi den borgerlige virkelighed er så radikalt forskellig fra de romantiske forestillinger.
Litteratur gør os langtfra til lykkelige mennesker, for den fodrer os mere med forestillinger om, hvor slem verden er, og hvor fantastisk dejlig den kunne være, hvis bare Hvis den på nogen måde gør os lykkelige, er det, fordi vi glædes ved dens sprog, henføres af dens handling og forsikres om, at verden rummer en uendelig rigdom og en jublende overflod, som litteraturen selv kan være et eksempel på.
Litteraturen gør os heller ikke til bedre mennesker. Det er tankevækkende, at netop den forestilling dukker op, når man diskuterer klassikerlæsning.
For et par uger siden hævdede Berlingskes litteraturredaktør, at klassikere ikke nødvendigvis gør os til bedre mennesker underforstået, at vi derfor heller ikke nødvendigvis behøver at læse dem. Men nu om dage læser vi vel hverken klassikere eller Jussi Adler Olsen for at blive bedre mennesker. Ja, vi læser vel overhovedet ikke med den hensigt. Og vi dømmer ikke vores nabo på, hvor mange bøger hun har læst i hvert fald ikke i moralsk henseende.
Vi læser for at blive beriget med den slags oplevelser og tanker, som ikke lige kan gøres op i penge og i spørgsmål, om det nu kan betale sig, eller om man spilder sin tid. Hvis alt skulle gøres op i nytteværdi, ville vi for alvor leve i en fattig verden.
Hva skal det nytte?, spørger den evige skeptiker. Jamen det skal ikke nytte noget, og det er det gode ved at læse litteratur. At den så også kan have en nytteværdi, skal mere opfattes som en slags ekstra bonus.
Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt, siger Prædikeren. Der er en tid til at læse og en tid til at handle, kunne man tilføje. Sammen med litteraturen er der en tid til at græde og en tid til at le, tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred. At have tid til at læse bøger er et privilegium, som ikke er alle forundt i verden, så det gælder bare om at udnytte det, mens man har det, og mens tid er.
I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og
Lars Handesten hver lørdag på skift om bøger og eksistens både historisk og aktuelt