Tid til sødsuppenostalgi

Lidt for sød og lidt for meget. Sådan skal ”Nøddebo Præstegård” nok være

De to søstre i præstegården spilles af Josefine Tvermoes (til venstre) og Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet. Her ses de sammen med Mathias Sprogøe Fletting i rollen som Nicolai – en rolle, som også hans farfar, Ove Sprogøe, har spillet. –
De to søstre i præstegården spilles af Josefine Tvermoes (til venstre) og Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet. Her ses de sammen med Mathias Sprogøe Fletting i rollen som Nicolai – en rolle, som også hans farfar, Ove Sprogøe, har spillet. – . Foto: Thomas Petri.

Julen, den vokser man aldrig fra. Og åbenbart vokser det danske teaterpublikum heller ikke fra ”Nøddebo Præstegård”, der er det mest spillede stykke på de danske teatre nogensinde. Det kan undre de af os, der ikke er vokset op med den som en indgroet juletradition. Stykkets dramatiske kvaliteter er ikke prangende, og karaktererne er flade karikaturer fanget i nogle skrækkeligt bedagede kønsroller. Men her op til jul hæver vi tærsklen for, hvor meget sukker og fløde vi kan indtage.

Folketeatret har i år allieret sig med Odense Teater i en genopsætning af deres jubilæumsudgave fra 2013. Replikkerne og sangene har fået et lille løft, og en masse rumpetunge Klarborgnisser flankerer præstegården, hvor de to præstedøtre, Emmy og Andrea Margrethe, regerer.

De tre studenterbrødre – Frederik ”Corpus Juris”, Christoffer ”Gamle” og lillebror Nicolai, der endnu ikke har optjent merit til et øgenavn – dropper lektierne til fordel for jul på Nøddebo. Her laver Nicolai og nisserne rav i den, mens brødrene gør kur til søstrene til pastor Blicher og hustrus store forfærdelse og fornøjelse. Nisser i en præstegård? Ja, i Nøddebo er den kirkelige og verdslige jul i skøn forening.

Ove Sprogøe spillede Nicolai i over 13 sæsoner, og her er rollen givet til hans barnebarn, Mathias Sprogøe Fletting. Han har et fabelagtigt gummiansigt, ikke ulig sin farfar, og kan sende varme og fjolleri helt ned på bagerste række med sin leddeløse gummikrop. Skønt det er forbandet, skal han være dannet – og alligevel må han nøjes med klaverskamlen for bordenden. Hans kamp mod lillebror-rollen er forståeligt frustrerende.

Klaus T. Søndergaard er en gæv nissefar, der blander sig i løjerne både på og foran scenen, også i pausen, til alle børnenes højlydte begejstring. Han gnægger, og han smiler, og han er så glad – og havde det ikke været for ham og nissemor, Natalí Vallespir Sand, og deres finurlige tryllerier, ville ”Nøddebo Præstegård” sandsynligvis kede et moderne børnepublikum til døde med sine statiske dialoger.

Christian Tom-Petersens nationalromantiske scenografi og kostumer har ingen skarpe kanter og lutter bløde former og farver. Koreografien er overstyret og samspillet urealistisk høfligt og ulideligt hjerteligt. Især de to søstre, spillet af Josefine Tvermoes og Charlotte Amalie Kirke- gaard Kehlet, kvidrer og bimler i et væk. Men under Kasper Wiltons instruktion lykkes det heldigvis det store ensemble at undgå det værste dilettanteri, der ofte er fælden i denne type lystspil.

Takten og tonen i Nøddebo Præstegård repræsenterer et uopnåeligt ideal og et velopdragent modstykke til nutidens taktløse Twitter-krige og distancerede familieliv. Salen denne aften emmede af en kollektiv længsel efter en klassisk, rigtig og ægte jul. Og for mange familier er ”Nøddebo Præstegård” et middel mod målet, som en indstifter af ægte decemberhygge.

Men hvad ville der ske, hvis man udsatte historien og udtrykket for en gennemgribende opdatering? Nej, jeg tør slet ikke tænke tanken til ende. Det ville jo være helligbrøde. Til jul må nostalgi og juleskærsromantik godt være succeskriterier i sig selv.

Med ”Nøddebo Præstegård” sender Folketeatret og Odense Teater altså endnu en gang fløden i cirkulation. Den er alt for sød, alt for meget og faktisk også lidt for kedelig. Men er man fan, vil man sikkert elske den. Sådan er det jo med traditioner.