”Tiden er gået mig forbi”: Stort essay af Søren Ulrik Thomsen

”Jeg frygter personlighedens såvel som sansernes udklingen,” skriver digter og essayist Søren Ulrik Thomsen i dette uddrag af erindringsessayet ”Store Kongensgade 23”, der udkommer på Gyldendal den 26. august

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Hvad jeg først og fremmest forbinder med Store Kongensgade 23, er den susende følelse af, at nu begynder fremtiden, og hver gang jeg besøger adressen, fylder synet af huset mig med intens, berusende forventning til en kommende tid, som om dette hus, som det snart er halvtreds år siden, jeg boede i, på hemmelighedsfuld vis udgør selve stedet, hvorfra al fremtid for altid vil udstråle, selvom det selv tilhører fortiden.

Uden forventning til det kommende må det være umuligt at leve, og i de senere år har jeg erfaret, hvordan hver eneste af vores handlinger, tanker og følelser, samtidig med at de så absolut udfolder sig i en tindrende præsens og er utænkelige uden deres forudsætninger i fortiden, er drømmeagtigt vendt imod fremtiden, som et blad imod solen. Da jeg som tresårig blev skilt fra min kone, var en af de største sorger, at vores fælles fremtid nu var fortid, for glæden ved at gå med hinanden i hånden ned ad Willemoesgade en støvregnende tirsdag eftermiddag i oktober var også glæden ved tanken om, at det skulle vi gøre igen, nydelsen af muslinger i safransovs og bistecca med citronskive på den lillebitte restaurant i den grå baggade, der i en mærkelig L-form skærer sig ind i kvarteret bag Odeon-biografen et sted i Europa, forøgedes ved bevidstheden om, at vi engang ville vende tilbage til denne adresse, som vi i mellemtiden ville holde for os selv, så den, ligesom kærligheden, altid stod klar til at genopstå kun for os.

Hver bog, jeg læser, inspirerer mig til at læse en ny, og hvert ord, jeg i dette øjeblik sidder og skriver, skrives i begæret efter det næste, det uskrevne, som opstår af skriften selv. Hvad der sker, når denne forventning ikke kan mobiliseres, oplevede jeg, da jeg for et års tid siden efter orgasmen så den blodige sæd på det hvide lagen. Fuld af rædsel ringede jeg næste morgen og fik en akuttid hos lægen, der af urin- og blodprøver ikke kunne konstatere noget bekymrende og henviste mig til yderligere urologisk udredning, som på grund af jul og lange ventelister måtte vente en hel måned, i hvilken jeg absolut intet andet foretog mig end at ligge på sengen og stirre ind i væggen, for selvom jeg ingen symptomer havde længere, gav det ingen mening at fortabe mig i et stykke musik, at spise middag med en god ven, at skrive eller læse så meget som en linje, for så længe jeg ikke vidste, om jeg snart skulle dø, ville jeg jo heller ikke kunne mødes med min ven i glæden over, at vi skulle ses igen, og hverken læse eller skrive i forventningen om, at der efter hver linje fulgte en ny. Men så snart man på baggrund af den ydmygende prostataundersøgelse og den smertefulde cystoskopi kunne afvise, at blodet i sæden skyldtes noget alvorligt, men måtte stamme fra en bristet åre, gik den standsede film i gang igen med et ryk.

Ikke bare visheden om, at der efter i dag vil komme en ny, men desuden forventningen til, at denne anden dag også vil være ny i betydningen bedre end den foregående, ja, måske oven i købet vidunderlig, tror jeg simpelthen er det, som holder os i live. ”Se, jeg gør alting nyt,” siger Kristus ifølge Johannes’ Åbenbaring, og når jeg mister modet, og intet giver mening for mig, tænker jeg på historien om brylluppet i Kana, hvor Kristus har gemt den gode vin til sidst, så jeg måske selv på min dødsdag kan se frem til det bedste, ligesom jeg efter at være vokset op på Stevns en augustdag i 1972 kunne læne mig ud ad vinduet på fjerde sal i Store Kongensgade 23 og med jublende hjerte se solen lyne i bilernes krom, mens trafikken strømmede endeløst gennem gaden, hvor mit nye liv begyndte.

Ole Sarvig, hvis digte har betydet umådeligt meget for mig, lærte jeg aldrig at kende, for en uge efter sin 60-års fødselsdag i november 1981 begik han selvmord ved at springe ud fra et vindue, hvad der altid har virket meget gådefuldt på mig. Mennesker, der kendte Sarvig, og som jeg har spurgt, har alle fortalt forskelligt og troværdigt om hans sidste, ulykkelige år, som man kan få et gribende indtryk af i hans i mere end én forstand håbløse salmer, men ingen har alligevel rigtig kunnet svare, så da jeg for nylig til en fest mødte hans gamle redaktør, uefterligneligt stilfulde Erik C. Lindgren, spurgte jeg også ham, om han vidste hvorfor.

”Jeg tror,” sagde han, ”at Sarvig følte, at tiden gik ham forbi.”

Og selvom tiden i 1981 på en måde var mere på højde med Ole Sarvig, end den havde været i mange år (fordi min generation virkelig tog hans poesi til sig, kongenial som den pludselig var med det nye årtis stemning og æstetik, hvad han desværre nok ikke rigtig nåede at erfare), var han selv ikke længere på højde med dette mærkelige fænomen, Tiden, som han så mesterligt havde indfanget næsten fyrre år tidligere, da han stod på ”timernes bro”.

Lindgrens diagnose virkede så meget des mere overbevisende, som jeg følte mig ubehageligt truffet. For også jeg oplever, at tiden er gået mig forbi. Når jeg om morgenen ligger og skvulper et sted mellem vågen og søvn, mærker jeg, hvordan jeg er i færd med at forlade en velkendt – men ikke af den grund konfliktløs – datid, der omsluttede mig i drømme, og hvordan små kolde bølger i hastig rækkefølge kaster mig ind i en fremmedartet nutid, som jeg efterhånden er så meget ude af sync med, at jeg til tider føler mig som et kuriosum. Stort set forstår jeg da udmærket avisernes omtaler og anmeldelser af nye bøger, udstillinger og koncerter, men stadigt flere af referencerne er mig ukendte, og omvendt kommer det hver gang bag på mig, når intelligente og velorienterede mennesker, som måske kun er 15 år yngre end jeg, keder sig gudsjammerligt over Hitchcocks ”Vertigo”, fordi den, mesterværk eller ej, går alt for langsomt, og aldrig har hørt om hverken Lyndon B. Johnson, kommissær Maigret eller Dusty Springfield, der alle er uudslukkelige stjerner i mit sol-system.

Da Ole Sarvig sprang ud ad vinduet, var han lige fyldt tres, Tove Ditlevsen tog sit liv som syvoghalvtredsårig, mens Frank Jæger kun var enoghalvtreds, da han døde af druk. Tiden var gået dem forbi, og som femogtresårig har jeg nu levet længere end nogen af dem og ser hver morgen mig selv i spejlet som et genfærd. Nå, nå, og det skulle komme fra mig, som altid afviser voksne mænds klynken over at fylde halvtreds og miste deres ungdom med, at jeg ikke modtager klager over, at de har fået lov til at leve så længe, for kigger jeg tilbage, ser jeg alt for mange, som døde alt for unge: Min ungdomskæreste Annemette, så lysende smuk, bøjet over sine uroligt ornamenterede blyantstegninger, som hun slap af syne, efterhånden som hun forstenedes af rædsel over sin langsomme sygdom, Michael, som jeg løb ind i på Classensgade og talte kunstigt med om alt muligt andet end den kemoterapi, som, jeg jo ellers udmærket så, kun havde efterladt nogle få dun på hans hoved, Majken, der ringede fra Aarhus og fortalte, at hun pludselig var blevet gul over hele kroppen og bad mig om at læse digte op til sit bryllup, som hun lige nøjagtigt nåede. Og lattermilde, kridhvidhårede Svend fra landsbyskolen, der sammen med sin mor gik ud som tjener og ikke kunne udleve sin homoseksualitet i den landlige lilleverden, men tog en vis virus med sig hjem fra charterrejsen.

Og kigger jeg frem, ser jeg, hvor tappert plagede af såvel akutte som midlertidigt nedkæmpede sygdomme de er, de fleste af dém, som er bare ti år ældre end jeg, og eftersom det ikke er sandsynligt, at det skulle gå mig anderledes, lever jeg altså i denne spøgelseszone som en taknemmelig benådet, der frygter al den sure vin, som skal drikkes før den gode.

Jeg frygter pludselig at synke sammen på S-togssædet en fredag eftermiddag på en af de højtliggende stationer syd for København, mens lyset fra et nærliggende industrikøkken brænder gennem novembermørket.

Men jeg frygter også alderdommen.

Jeg frygter sygdommene, særhederne og loftsbelysningen over linoleumsgangene på de institutioner, der hvert tiår får et nyt navn af skam over lugten af afføring og kemi, som klæber til det forrige: alderdomshjem, plejehjem, rehabiliteringscenter, botilbud.

Jeg frygter de små symptomer, som i deres tvetydighed enten kan være harmløse eller fatale, den lille kortåndethed, som nok bare skyldes, at man jo ikke ligefrem er idrætsmand, og ikke nødvendigvis er et forvarsel om kvælningsdøden, den jagende smerte, som kunne udstråle fra noget, der lurede i knoglerne eller gærede i tarmene, men også kan stamme fra en muskelinfiltration eller en nerve i klemme (findes det?), tasterne, man lidt for tit ikke rigtig rammer, og køkkensagerne, der af og til falder ud af hænderne, og som jo ikke straks behøver at lede tankerne hen på familiesygdommen parkinson, men alligevel gør det.

Jeg frygter selv dén forholdsvis milde tilstand, hvor man ganske vist stadig kan klare sig selv – købe ind, betale husleje og prikke på mobilen – selvom en vis mængde af de tusinder af tråde, der gennem et langt liv møjsommeligt er spundet mellem den indre verdens akvarium og den kølige realitet, er bristet, så man samtidig med sin rationelle ageren udstråler en ubestemmelig besynderlighed, som får andre til lige at kigge en ekstra gang, før de hastigt trækker øjnene til sig.

Som jeg gør, da jeg efter femogfyrre år pludselig ser ham på gaden og ikke er i tvivl – det er den selvsamme mand, som jeg som ganske ung henvendte mig til, fortvivlet over de voldsomme angstanfald, der gjorde det umuligt for mig at leve et bare nogenlunde sammenhængende liv, fordi anfaldene indfandt sig helt uforudsigeligt og kun kunne stilnes ved, at jeg tog mit tøj af og med ansigtet nedad lagde mig på et koldt gulv, så forskellen mellem hudens varme og gulvets kulde løsrev min krop fra alt andet og for en stund etablerede mig som en selvstændig planet i universet. Men den konstante forventning om, at angsten snart igen ville slå ned, kombineret med uvisheden om, hvornår, ødelagde fuldstændigt mine muligheder for selv at bestemme over mit liv nu og her såvel som bare en uge frem. Hvad skyldtes denne gådefulde, invaliderende, sprogløse angst? Det må jeg have ment, at denne mand kunne give mig svaret på, men hvordan jeg fandt frem til ham, husker jeg ikke – sikkert via en annonce, hvor han har kaldt sig psykoanalytiker, hvad der desværre heller ikke dengang var en beskyttet titel, så enhver, der godt kunne tænke sig at være psykoanalytiker, også bare kan kalde sig det. Og det er da også netop sådan, jeg husker ham, nemlig som ”en, der godt kunne tænke sig at være psykoanalytiker”, som han, foran reolen med den blå Standard Edition af Freuds Complete Works, sad dér på stolen bag briksen med et mærkeligt alvidende, overbærende buddhistisk smil, der i hvert fald ingen hjælp eller indsigt bibragte mig. Og det er på dette smil, jeg straks genkender ham, skønt han i mellemtiden er blevet en gammel mand, påfaldende klædt, i poset genbrugstøj og med en tophue smølfeagtigt gledet ned over venstre øre, mens det evige smil umotiveret svæver foran hans ansigt og vidner om en mand, der på sine gamle dage, ikke rigtig tosset, men heller ikke rigtig klog og så langtfra hen ad vejen at være blevet korrigeret af tilværelsen, nu helt synes at hengive sig til en fordrømt forestilling om, hvem han selv er.

Jeg frygter personlighedens såvel som sansernes udklingen. At jeg ikke selv skal bemærke lejlighedens hengemte lugt, når jeg åbner døren for gæsterne, undertrøjens nussede udskæring, hvorfra den magre hals stikker op, de slidte vitser og måske ikke helt rene kagetallerkner, nej tak, vi har faktisk lige spist, det var ellers sødt af dig (men der vokser hår på væggene).

Jeg frygter til sidst ikke at kunne holde den balance, som hidtil så nogenlunde er lykkedes, mellem hverken at fornægte sin bitterhed eller lade sig styre af den, for ingen når en vis alder, uden at de ved noget bittert, som de ville ønske, at de ikke vidste, men som de nu ikke kan ikkevide igen. Så jeg frygter af frygt for den farlige indebrændthed at indbilde mig, at jeg næsten ikke kan huske, at jeg er blevet demonstrativt pisset på af fjender og diskret svigtet af venner, ligesom jeg frygter omvendt at blive så besat af min vrede imod mennesker, som har krænket mig, at de dermed får lov at tyrannisere også den dyrebare tid, jeg måtte have foran mig. På et tidspunkt vil der i enhver udsigt stå et sort tårn, som det gælder om hverken at kigge forbi, så landskabet forsimples til en pastoral idyl, eller blive så hypnotiseret af, at man mister blikket for hele udsigten.

Jeg frygter udviskningen af de sekundære kønskarakteristika, hvor de blødgjorte ansigtstræk og fedtet om hofterne gør mænd om ikke kvindelige, så dog fratager dem meget af deres maskulinitet, mens den grove hud i ansigtet og hændernes fremstående årer nedsætter ældre kvinders kvindelighed, så det bliver helt afgørende, at beklædningen markerer kønsforskellen: Hvad kan en skarp blazer og en smukt skåret nederdel dog ikke gøre for at bevare vores værdighed som mænd og kvinder, og hvor trist som fanden er det ikke at se et ældre ægtepar, som iført ens vindjakker og selvlysende kondisko helt har kapituleret til det praktisk behagelige og nu ligner to leverplettede melboller hældt ned i uformelige stofposer?

Men omvendt frygter jeg også at møde kvinder, jeg begærede som ung, og som nu i sammenbidt protest imod aldringen har farvet deres hår, åbenbart helt uvidende om det myrekryb, som synet af de knaldsorte hårstrå, der borer sig ned i den ligblege hovedbund, fremkalder, ligesom jeg frygter selv at blive grebet af den gamlingens fortvivlelse over at miste sin potens, der giver sig udslag i en obskøn verbal ekshibitionisme, som andre vanskeligt kan røbe deres utilpashed over uden at blive anset for kropsforskrækkede, aldersdiskriminerende snerper.

”’Slå mig ihjel! Slå mig ihjel!’ skreg hun, når jeg kneppede hende,” fortæller den afpillede gamle mand, der sidder med et drop og højre ben i en monstrøs ortopædisk støvle af grå plastik.

Min første indskydelse efter telefonbeskeden i morges om en gammel vens død var at ringe til Pia Juul, så vi sammen kunne sørge og mindes vores fælles ven, men sekundet efter slog det mig, at Pia jo heller ikke er her længere. Og skønt jeg ganske vist frygter hver dag det skal være at synke sammen på S-togssædet, frygter jeg også at leve så længe, at jeg til sidst sidder alene tilbage på Solhjemmet og stirrer ned i en adressebog, hvor alle de kære navne er streget ud, mens de afskyeligste røvhuller stadig går lyslevende rundt og griner lige op i ansigtet på Guds uforståelige dispositioner.

Og da jeg senere i dag begav mig over til min mors grav på Holmens Kirkegård og huskede, at min kones og min aftale om at skulle begraves sammen jo bortfaldt ved skilsmissen, ramtes jeg af en irrationel rædsel ved tanken om at skulle tilbringe evigheden alene.