Tiden er løbet fra ”Klovn”

”Klovn The Final” er det uigenkaldeligt sidste, men ikke specielt morsomme eller pinagtige møde med kronisk brunstige Casper, evigt uheldige Frank og passivt-aggressive Mia

Tiden er løbet fra ”Klovn”

Frank ser ved et tilfælde ned i vasketøjskurven. Der ligger Mias trusser. Med et bredt bremsespor i. Han tager dem op for at vise hende, at han åbenbart ikke er den eneste med kløen ”dernede”. Da han triumferende træder ind i stuen med de beskidte trusser, sidder Mia ved bordet med alle sine nye venner fra koret.

Scenen er fra den tredje og sidste ”Klovn”-film, men kunne lige så godt have været fra en de to foregående eller fra en af de syv sæsoner af serien, som har kørt på tv. Her vrimler det nemlig også med situationer og optrin, som får publikum til at krumme tæerne helt op i fodsålerne eller se væk.

Det er dén, rendyrkelsen af pinligheden, der har gjort såvel filmene som serien til et kærkomment alternativ til den lune og tilstræbt platte danske folkekomedie, der har vist sig ganske sejlivet, og som Rasmus Heide med sine populære, men ulidelige film – for eksempel ”Blå Mænd”, ”Julefrokosten” og ”Alle for én” – har været eksponent for i det nye årtusinde.

I sin fortælleform har ”Klovn” også været velgørende anderledes, og som i det sidste tiårs litteratur, hvor autofiktionen har blandet virkelighed og selvudlevering med digt og fortælling, har Casper Christensen og Frank Hvam spillet sig selv i lidet flatterende versioner, og det samme har en række kendte fra underholdnings- og forretningsverdenen gjort.

Christensen og Hvam, der også har skrevet manuskripterne, har nu nok skelet mindre til norske Karl Ove Knausgård end til amerikanske Larry David og hans HBO-serie ”Curb Your Enthusiasm”, som ”Klovn” er blevet beskyldt for at plagiere.

Men ”Klovn” har først og fremmest været sin egen, dansk i stil, tone og humor, og det er den tredje film, ”Klovn The Final”, sådan set også. Efter så mange tv-sæsoner og film er det bare, som om Christensen og Hvam er løbet tør for rigtig gode idéer, selvom den overordnende historie sådan set er helt okay.

Til sin 50-årsfødselsdagsfest finder Frank ud af, at Mia overvejer en skilsmisse. Casper mener bare, hun skal ”lægges på is”, og derfor er hans gave perfekt timet. Han har givet Frank en rejse til Island, og så kan Mia rigtig savne ham og tro, han laksefisker i elvene, mens de reelt vælter sig i ludere fra hele verden på det interimistiske luksusbordel, Bent Fabricius-Bjerre har etableret i Reykjavik. Men af uheldige årsager kommer de ikke med flyet, og for at Mia kan forblive på is og Casper slippe for sin frygtelige svigermor, der er på besøg hos hans gravide kone, så gemmer de sig i Lars Hjortshøjs tomme villa, der ligger lige over for Mia og Franks hus. Da en askesky siden lukker lufthavnen på Island, tvinges de til at blive i villaen i uge efter uge. Med 200 forårsruller og et fyldt sprutskab.

Det er igen løgnen, der udvikler sig, kommer ud af kontrol og fører til det ene absurde og pinlige optrin efter det andet, og det er igen den endelige og uafvendelige afsløring foran familie og kærester: Det store ansigtstab.

Problemet er bare, at det sjældent er pinligt nok eller sjovt nok. Lige meget hvor mange dværge, billeder af gamle kvinders kønsbehåring og sextilbud fra svigermor, der bringes i spil.

Måske skyldes det bare, at Christensen og Hvam gennem 15 år har hærdet os seere, så der i dag skal urimeligt meget til, før det virker. Før tæerne for alvor krøller. Og når det ikke sker, når der er fuldstændig ro i skoene, er det altså svært at fastholde interessen for Frank, der altid siger det forkerte på det forkerte tidspunkt, Casper, der gang på gang svigter sin ven og er kronisk utro, og Mia, der tusser rundt i sin søvnige, passivt-aggressive småborgerlighed.

Men når situationerne stedvist løfter sig, så orker man dem lidt igen. Som da Casper har fundet ud af, at man kan komme til at kilde kvinder i nakken – og dermed indlede en flirt – ved at påstå, at deres vaskemærke stikker op af trøjen. Og Frank ser så et vaskemærke stikke op af en kvindes bukser og tænker, at logikken må være den samme.

Situationskomik er afhængig af hver situations komiske power, det siger sig selv, og der er for få strømførende situationer i ”Klovn The Final”, hvor vi altså siger farvel til velklædte Casper og Frank i JBS-undertrøje og bedstefar-underbukser. Men det er også et farvel til to mandetyper, der er blevet mindre og mindre morsomme i en tid med en stadig mere intens MeToo-diskussion og en klimakrise, der trækker alvoren ind overalt.

Der er i hvert fald noget, der gør, at Caspers altfortærende brunstighed og manipulation af kvinder og Frank og Mias lilleverden ikke virker så oplagt længere. Ikke for denne anmelder.

De to forudgående ”Klovn”-film har samlet solgt flere end 1,3 millioner billetter, og ”Klovn The Final” skal nok også komme op på et lignende og for danske biografer uhørt højt salgstal. Gammelt venskab ruster ikke uden videre. Men at det derefter er slut, er der altså ingen grund til at begræde. Vi har fået så rigeligt med rasende sjove og ætsende pinlige optrin. Og intet tyder jo på, at d’herrer Christensen og Hvam brænder inde med flere af dem.