Tiden må igen være moden til Martin A. Hansen

Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, har netop modtaget Martin A. Hansen Prisen. Forfatterskabet har fulgt ham hele livet – også i de senere år, hvor tidens alvor og religiøse åbning også har givet Martin A. Hansen fornyet relevans

Et billede af Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør
Siden Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, i 1965 modtog Martin A. Hansens novellesamling ”Høstgildet” har forfatterskabet fulgt ham. . Foto: Leif Tuxen.

Johannes Riis har mindst én ting tilfælles med Martin A. Hansen, der også tilbragte sin barndom i et bondemiljø, mens han drømte sig ind i bogens verden.

”På dét punkt kan jeg sagtens spejle mig i Martin A. Hansen,” siger Johannes Riis og smiler i overskægget, da han tager imod på sit traditionsrige direktørkontor i Klareboderne midt i København.

”Vi fik begge to en god solid bondeopdragelse, der lærte os, at man er sat i verden for at bestille noget, gøre sig umage, opføre sig ordentligt og være over for andre, som man også gerne vil behandles. Sådan en opdragelse ligger dybt i en. Men jeg har også gennemgået nogle af de samme stadier som Martin A. Hansen, som også tidligt vidste, at han gerne ville væk fra landbruget.”

    Som den ældste af seks sønner vidste Johannes Riis godt, at det lå i kortene, at han en dag skulle overtage sin fars gård på Mors, men den førstefødte havde andre planer.

    ”Det var jo ikke, fordi jeg havde en ulykkelig barndom på landet, men jeg drømte om noget andet. Jeg passede mit arbejde på gården i det omfang, det ikke kunne undgås, men jeg glædede mig hele tiden til at komme ind at læse igen. Og sådan tror jeg også, at Martin A. Hansen havde det i sin barndom; jeg kan i hvert fald nikke genkendende til den blanding af fortabelse og eufori, drengen Mattis i novellen ’Bogen’ oplever, da han får en ny bog i hænderne.

    Forsiden til Løgneren, en af Martin A. Hansens mest populære værker.
    Forsiden til Løgneren, en af Martin A. Hansens mest populære værker. Foto: Gyldendal

    Selv blev Gyldendals litterære direktør Johannes Riis dog først født i 1950, hvor ”Løgneren” i øvrigt udkom – med en anden Johannes i fortællerrollen, mens Martin A. Hansen samtidig fik afgørende betydning for Gyldendals skæbne. For den store forfatter var med til at bekræfte stormæcenen Knud W. Jensen i hans beslutning om at overtage det dengang kriseramte forlag.

    Hansens Heretica-ven Ole Wivel blev indsat som ny dynamisk direktør for Gyldendal i 1954, mens Martin A. Hansen var med til at sørge for læsere til forlaget, da hans bøger dengang udkom i svimlende store oplag.

    Johannes Riis har blandt andet arvet Martin A. Hansens Mindeudgave i 10 bind fra 1961. ”Sjette oplag. Nu trykt i 35.000 eksemplarer”, står der i kolofonen. Men det var ”Høstgildet”, en tranebog med nogle af hans bedste noveller, udvalgt af Ole Wivel, som blev Johannes Riis’ egentlige vej ind i Martin A. Hansens forfatterskab. Den novellesamling fik han som gave i 1965 af en kvinde, som den dengang store dreng havde lært af kende gennem et frimodigt brev året før.

    ”Dengang var jeg af en eller anden grund meget optaget af Gustav Wied. Det havde nu nok at gøre med, at han skrev så satirisk og – i hvert fald på overfladen – muntert om det hele. Men jeg læste alt af Wied, både hans romaner, hans noveller, hans satyrspil og hans skuespil. Det vidste min mors kusine Inge, der boede i København og cirka hver måned sendte mig udklip fra Politiken, og en dag var en artikel med om Gustav Wied.”

    Det var et interview med modellen til Lille Ellen i Gustav Wieds enakter ”Skærmydsler”, som den flittige unge læser selvfølgelig havde læst og syntes vældig godt om, så Johannes Riis dristede sig til at skrive til kvinden, som hed Andrea Teglbjærg og nu var en ældre dame i Roskilde. Hun skrev tilbage og inviterede ham til at komme og besøge sig, når han skulle til København. Det gjorde han så med succes, og året efter blev den ældre dame til gengæld inviteret på genvisit på Mors.

    ”Det var den dag, Aksel Sandemose døde, kan jeg huske. Det var noget, man talte meget om på Mors i de dage. Men fru Teglbjærg havde en gave med til mig af en anden forfatter, og det var tranebogsudgaven af ’Høstgildet’. Og siden har Martin A. Hansens forfatterskab faktisk fulgt mig hele livet, selvom jeg aldrig er blevet nogen specialist i hans forfatterskab,” siger den ydmyge modtager af Martin A. Hansen Prisen.

    ”Høstgildet”, en tranebog med nogle af Martin A. Hansens bedste noveller, 
blev Johannes Riis’ vej ind i hans forfatterskab.
    ”Høstgildet”, en tranebog med nogle af Martin A. Hansens bedste noveller,
    blev Johannes Riis’ vej ind i hans forfatterskab. Foto: Leif Tuxen

    Johannes Riis har stadigvæk den gamle tranebog, og på titelbladet står der skrevet med fyldepen: ”Fået af Fru Teglbjærg. 6.8.1965. Johs. Riis”.

    ”Jeg blev straks meget glad for novellerne, som jeg stadig synes er den bedste del af Martin A. Hansens forfatterskab, som sine steder kan være lidt vel påtrængende og spekulativt. Men de bedste noveller er umiddelbare og mesterlige, og jeg mener, at der går en ret linje fra Blicher og Johannes V. Jensen til Martin A. Hansen.”

    Året efter – i 1966 – købte han ”Paradisæblerne”, en samling noveller, som Martin A. Hansen selv udvalgte til det brede publikum på Fremads Folkebibliotek.

    ”Jeg synes, at det er interessant, at samlingen i så høj grad koncentrerer sig om de helt enkle historier, de mindst abstrakte og spekulative, lige præcis dem, jeg selv sætter størst pris på,” siger Johannes Riis, der dog også både har oplevet Martin A. Hansens op- og nedvurdering i samfundet. For da Johannes Riis blev student, begyndte Martin A. Hansens popularitet at falde drastisk.

    ”Da jeg læste litteraturhistorie på Aarhus Universitet i 1970’erne, var han helt til grin. Ingen tog ham alvorligt. Han var blevet prygelknabe for modernisterne. Det var ikke kun, fordi han var kristen, det var også på grund af hans alvor og tvivl og tunge anfægtelser, der stødte an i de kulturradikale kredse. Han var virkelig en rød klud og et skældsord for de kulturradikale dengang,” siger Johannes Riis og tilføjer, at han dog netop lærte modernismen at kende ved at læse ”Midsommerfesten” af Martin A. Hansen:

    ”’Midsommerfesten’ tematiserer i praksis alt det, man kan læse sig til om modernismen: Den fortæller og afbryder sig selv og går i dialog med sig selv med en afstand og ironi til både sig selv og alt andet på en måde, man ikke kan andet end blive optaget af.”

    ”Midsommerfesten” minder ikke meget om ”Høstgildet” og ”Agerhønen”, det var en helt anden side af Martin A. Hansen, der her kom frem, mener Johannes Riis.

    ”Han skrev som bekendt ikke fiktion efter ’Løgneren’, og det kunne tænkes at hænge sammen med den konflikt mellem alvoren og den ironi, der spilles så muntert ud i ’Midsommerfesten’.”

    Til gengæld brugte Johannes Riis alligevel Martin A. Hansen i sit speciale om Jørgen Nielsen, som Martin A. Hansen var en af dem, der ”havde skrevet klogest om”. Men for læsere i dag er især novellerne igen blevet aktuelle, mener Johannes Riis.

    ”Martin A. Hansens bedste noveller viger ikke tilbage for at vove sig ind på det, der er allersværest for os mennesker at have med at gøre. Og det gør han på en meget overbevisende måde. ’Høstgildet’ er for eksempel en både meget nøgtern og meget bevægende beretning om en dreng, der bliver drukket fuld og dør på grund af nogle afstumpede bønderkarles fremfærd. Den lokale præst bliver tilkaldt og opsøger drengens forældre i deres fattige husmandshjem og skal prøve at gøre eller sige noget til trøst. Dér ligger den døde dreng i faderens alt for store hvide skjorte i dobbeltsengen, og præsten står der og vil så gerne, og forældrene spørger: ’Kan du gøre ham levende, præst?’. Det kan præsten jo ikke, og sådan handler novellen også om den afmagt, præsten føler: Hvad kan han stille op med sin tro i sådan en situation – og har han overhovedet en tro? Og han står der, og så får han alligevel løst op for noget hos forældrene, og novellen slutter med en meget lille sprække af trøst og håb. Det er en novelle, som stadigvæk tager fat i én, for vi har jo alle sammen vores egne erfaringer med den forbandede død. Og sådan afspejler Martin A. Hansen både livets kampe og troskampe.”

    Hvordan spejler din egen tro sig i hans trosfremstilling?

    ”Det er en privatsag,” siger Johannes Riis og tilføjer:

    ”Men jeg ved, at jeg har mere sans for Martin A. Hansen nu end for 25 år siden. I hvert fald hvis man har læst hans breve og dagbøger, er det svært at skille personen Martin A. Hansen fra forfatteren Martin A. Hansen. Her ser man, hvordan han kastede sig ind i sin tid, tog del i den, tog stilling til den og bidrog med alt, hvad han kunne overkomme. Han tog ikke let på tingene, hverken livet eller litteraturen, og han snød aldrig på vægten, han udkæmpede de kampe, ikke mindst med sig selv, som han anså for vigtige. Jeg har fået mere sans for hans måde at fortælle på, for hans trosfremstilling og menneskesyn. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at man selv ændrer sig. Men det har også noget at gøre med, hvordan tiden er,” siger forlagsdirektøren og tilføjer:

    ”Jeg tror, at tiden er mere åben over for Martin A. Hansen nu, end den var for 25 år siden. Der er sket noget med religionen i de seneste år. Den har vist sig at være meget mere livskraftig, end man gik og troede, den er ikke til sådan uden videre at få ud af det offentlige rum og slippe for at tage stilling til, den er kommet tilbage og er her nu i mangfoldige former og farver og variationer, og i den situation kan Martin A. Hansen og hans forfatterskab meget vel vise sig at få fornyet aktualitet.”

     

    FEM GODE

    Novellerne er den stærkeste del af Martin A. Hansens forfatterskab, mener Johannes Riis, der her anbefaler fem mesterlige noveller af Martin A. Hansen:

    • Høstgildet
    • Soldaten og pigen
    • Dobbeltportræt i karvskåren ramme
    • Arme Rita
    • Paradisæblerne

    Det kan Gyldendal allerede mærke. For da forlaget udgav ”Løgneren” som klassiker med forord af Jens Albinus, blev den straks en af de mest solgte titler i Gyldendals nye klassikerserie. Og efter planen udkommer der i løbet af det næste år både en ny klassiker i form af en samling af Martin A. Hansens bedste noveller og en helt ny bog, hvor blandt andre Per Stig Møller, Anders Thyrring Andersen og Peter Øvig Knudsen skriver om Martin A. Hansens artikler fra besættelsestiden og om de tanker, han gjorde sig om det velfærdssamfund, der dengang begyndte at tegne sig i horisonten. Også her er der stof til eftertanke, og det ville glæde Johannes Riis, hvis det kunne være med til at få Martin A. Hansen længere frem i billedet:

    ”Martin A. Hansen beskriver nok et miljø, der ligger unge læsere, der ikke som jeg er vokset op i en bondekultur, fjernt. Men han er den fødte fortæller, arvtager til både Johannes V. Jensen med hans stærke sprog og Kierkegaard med hans alvor og kamp for at komme til rette med kristendommen. I alt, hvad han har skrevet, kan man mærke alvoren og hans følelse af forpligtelse over for verden – og samtidig kan han være næsten overstadigt munter, som når han for eksempel slår sig løs i nogle af novellerne i ’Paradisæblerne’,” siger Johannes Riis og tilføjer:

    ”Jeg tror, at han opfattede sit forfatterskab som et kald, som Vorherre havde givet ham. Det er noget, der forpligter. Og han døde sørgeligt ung, kun 45 år gammel, han sled sig selv op, røg som en skorsten, sloges i sine sidste år med et dårligt helbred og fyldte sig med stimulanser for at holde sig selv oppe og for at få sagt det, han mente skulle siges. Han sad og klaprede på skrivemaskinen til langt ud på natten, skrev romaner og noveller og artikler, samtidig med at han underviste uregerlige børn i sit job som lærer. Han sled og slæbte for at tjene til det daglige brød og forsørge sin familie og meddele sig til omverdenen om den brydningstid, han levede i, spændt ud mellem tradition og modernitet, akkurat som vi i udpræget grad gør nu. Også det bidrager til hans fornyede aktualitet.”