Tidens alvor præger forlagenes bøger til efteråret

Det gode og det onde undersøges i nogle af efterårets vigtigste bogudgivelser, der også giver plads til krig, kongehuset og Gud

Ritt Bjerregaard er aktuel i flere bogudgivelser til efteråret.
Ritt Bjerregaard er aktuel i flere bogudgivelser til efteråret. . Foto: Petra Theibel Jacobsen. .

I begyndelsen blæste Gud sin ånd ind i mennesket, og nu puster Hella Joof – ifølge Lindhardt og Ringhof – nyt liv i de gamle fortællinger fra Bibelen, når hun fortolker og digter og trækker paralleller til i dag i ”Båven om Gud”, der også skulle svinge forbi armhulehår og historien om, hvordan badminton opstod.

Bogen, der udkommer i oktober, er samtidig en af Lindhardt og Ringhofs store efterårshåb, men allerede i næste uge udsender forlaget også Steffen Jacobsens historiske spændingsroman om atombombens tilblivelse ”Da blev jeg døden”. Desuden satser man også på Sissel-Jo Gazans Aarhus-roman ”Blækhat” og den norske forfatter Herbjørg Wassmos nye roman ”Den der ser”. Forlaget har blandt andet også Steffen Heibergs bog om Christian IV og nye erindringer fra Uffe Ellemann-Jensen på vej, mens Ritt Bjerregaard også er klar med nye erindringer på Politikens Forlag.

Gyldendal har også et spækket efterårsprogram.

Jens Andersen har skrevet portrætbogen ”Under bjælken” om kronprins Frederik. Lotus Maria Turèll fortæller i selvbiografien ”Hemmeligheder for pige” om en opvækst i skyggen af faderens alkoholmisbrug, mens Michael Falch i ”Til grænsen” deler sine egne ungdomserindringer fra Tønder.

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver i essaysamlingen ”Det som er os givet” om sit forhold til Gud, mens hun samtidig udøver en ”troværdig og overbevisende” samfundskritik.

Esben Schjørring og Michael Jannerup har skrevet ”Værdikæmperne – slaget om danskernes sjæl” om værdikampens og værdikæmpernes historie i den borgerlige blok 2001-2011, mens Svend Brinkmann nu snart er aktuel med debatbogen ”Giv slip”, der fuldender bestsellertrilogien, der tidligere har bestået af ”Stå fast” og ”Ståsteder”. Og på det skønlitterære områder udgiver Gyldendal blandt andet digteren Ursula Andkjær Olsens debutroman ”Krisehæfterne”, mens forlaget også er på vej med den danske oversættelse af den israelske forfatter Amos Oz’ roste roman ”Judas” og Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman ”Sorgens grundstof”.

Sidstnævnte titel referer til ”gudens” tårer over menneskenes lidelse. Og ”Sorgens grundstof” er ifølge forlaget ”fortællingen om menneskets sorg og længsel, om folkevandringer og politiske magtkampe, om glemsel og erindring. Og om den krig, medfølelse og kærlighed, der aldrig hører op”.

Mange vil sikkert også læse Ken Folletts nye historiske roman ”Den evige ild”, der snart udkommer på Cicero og omhandler den protestantiske dronning Elizabeth af England.

Kristeligt Dagblads Forlags efterår starter dystert ud med Sørine Gotfredsens nye bog ”Fri os fra det onde”.

”Lige så længe jeg kan huske, har jeg gjort mig tanker om det onde,” indleder teologen og debattøren bogen, der – ikke mindst med brug af Luther – gør op med tanken om, at mennesket kun skulle være et godt væsen.

Bogen ”En ny rytme i livet” handler – både på godt og ondt – om at blive ældre og om overgangen fra arbejdsliv til den tredje alder. Det fortæller 16 kendte danskere – heriblandt Ghita Nørby, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og Ritt Bjerregaard – om til journalist her ved avisen, Nanna Schelde.

Senere på efteråret er der såmænd også gode råd til de yngre i ”Taler til ungdommen”, hvor 30 markante danskere deler ud af deres livserfaringer, mens romanforfatter og klummeskribent ved Kristeligt Dagblad Jens Smærup Sørensen i ”Refleksioner” reflekterer over det enkelte menneskes plads i livet, historien og de store fællesskaber. Og forlaget har også flere efterårsudgivelser, der kigger ud i verden.

Journalisten og den mangeårige korrespondent Samuel Rachlin skriver om populisme og den nye verdensorden i ”Folket og magten”, mens journalisten Adam Holm skriver om scener og skæbner i Damaskus i reportagebogen ”En by i krig”.

Samar Yazbek, der er kendt for sin internationalt roste reportagebog ”Over grænsen”, udkommer også senere på efteråret med romanen ”Du må ikke dø” om borgerkrigen i Syrien og om menneskets overlevelses- og skaberkraft midt i kaos og krig.

People’s Press genudgiver blandt andet både Finn Abrahamowitzs biografi om Grundtvig og Jesus, mens Tor Nørretranders har sit eget ”frygt ikke”-budskab i bogen ”Verdens ansigt – fra opløsningstid til oplysningstid”, der argumenterer for, at en ny oplysningstid er på vej.