Få ting i denne verden er så irriterende som en ung klavervirtuos. Jamen er det ikke rigtigt? Barnestjernen ved tangenterne er en af de mest udtrådte klicheer i den klassiske musiks verden, og sjældent har det hyperbolske sprog, der omkranser fænomenet, gjort noget godt for oplevelsen af musikken.
Det kan simpelthen være svært at føle en forbindelse til de toner, der spilles, hvis man ikke blot skal lytte, men også skal lytte forbi al virakken.
Den forbandelse hviler over den 31-årige Daniil Trifonov, som mange i flere år har kaldt sin generations fremmeste pianist. Onsdag aften spillede han tre værker af Tjajkovskij, Debussy og Brahms på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Og noget føltes ikke helt rigtigt.
For jo, den russiske pianist, der er bosat i New York, foldede sit talent ud med stor kraft i Debussys først hektisk bølgende, siden impressionistisk mystiske forbløffelsessuite ”Pour le piano” fra 1901. Trifonov formåede at give værkets virtuose passager den letflydende bund og tindrende klang, der gør Debussy til lige dele bastant natur og skønhedssøgende kunst.
Han indlejrede også den voldsomme bryskhed i Brahms’ femsatsede sonate nr. 3 i f-mol, der skal til for at gøre musikken til et meget tysk skænderi mellem lys og mørke. Intet blev forceret i den apollinske andensats, som Trifonov forelæste med rank ryg og rolige bevægelser. Forsoningen indtraf i slutningen af værket med en storladen syntese af adskillige temaer.
Men følte man en personlighed i udlægningen? Ikke for alvor, den stadig unge stjerne virkede ikke helt til stede i fraseringen af den musikalske arkitektur. Ekvilibrismen forsvandt aldrig, men både Debussy og Brahms kunne være undersøgt dybere. Det var, som om han ikke rigtig kunne gennembryde sin fyndige teknik og i stedet forlod sig på at imponere.
Længtes Trifonov mod en enklere tid, hvor han ikke skulle leve op til sin titel som stjernevirtuos? Var det derfor, han virkede overgjort dedikeret, da han spillede de 24 etuder i Tjajkovskijs ellers undseelige ”Children’s Album”?
Her var musikken en blanding af russisk folketone og Schumann-romantik a la ”Kinderszenen”. En samling ligefrem enkelhed, som både formidlede tungsind og pjank. Det var måske et overraskende programvalg for en pianist af Trifonovs rang, og egentlig viste hans udlægning af etuderne, at der stadig er plads til mere levet liv i betoningen af musikken.
Men vi forstod også, at det er det, der må være næste skridt i karrieren: at gøre op med det åg, der følger af hans stjernestatus, og lade pianisten modnes. Først da giver det mening at sammenligne Daniil Trifonov med musikalske dybdeprofeter som den ældre Grigorij Sokolov, der spiller på Louisiana i næste måned. Virtuoseri er ikke alt.
Daniil Trifonov: Musik af Tjajkovskij, Debussy, Brahms. Louisiana, Humlebæk, 31. august.