I den litterære verden har 2017 været et år med ”halvhjertede ’hybrider’, tynde processuelle ’projekter’, udisponerede arbejdspapirer og mere eller mindre kaotiske ’collager’”.
Sådan lød det i dagbladet Information, da avisens anmelder, litteraturhistoriker og lektor ved Københavns Universitet Erik Skyum-Nielsen, forleden gjorde status over årets litterære tendenser. Her fremhævede han de ”kaotiske collager” som en af i alt fire tendenser fra litteraturåret.
Over for Kristeligt Dagblad peger Erik Skyum-Nielsen på en række udgivelser, der i større eller mindre grad, og med et mere eller mindre vellykket resultat, repræsenterer collage-tendensen.
Det gælder Ursula Andkjær Olsens ”Krisehæfterne”, Amalie Smiths ”Et hjerte i alt”, Martin Larsens ”Parasitsonetterne”, Cecilie Linds ”Til en engels forsvar”, Josefine Graakjær Nielsens ”Johannes” og Simon Glinvads ”Medskyldig”.
Fælles er, at hver af disse udgivelser ikke fremstår som et traditionelt, samlet værk, og ifølge Erik Skyum-Nielsen kan årsagen være, at forfatterne og deres værker er et produkt af en ny teknologisk virkelighed.
”Mit bud er, at folk, som i højere grad er vokset op med internettet og er blevet mere drevne it-navigatører, end jeg nogensinde selv kan blive og drømmer om at blive, simpelthen har en anden bevidsthedsform, en anden oplevelses- og perceptionsstruktur, og derfor er meget mere villige til at acceptere flerdimensionalitet,” siger Erik Skyum-Nielsen.
”Man kan sige, at folk i dag tænker i felter og netværk frem for stringente forløb, de tænker i website-strukturer eller Facebook-universer, hvor ting, som i vores dagligdag ellers tilhører forskellige kategorier, står klos op ad hinanden, og på den måde er de yngre forfattere vant til hele tiden, og tilsyneladende helt uden problemer, at skifte niveau, kategori eller diskurs,” siger Erik Skyum- Nielsen.
Og det er altså med til at drive en litteratur frem, hvor forfatterne også uden problemer skifter genre, tid, rum eller fortællemåde, mener han. Formen stemmer måske overens med den måde, de yngre læsere tænker på, mens den 65-årige litteraturelsker kan savne det gennemarbejdede store romanværk med en handling, der fører fra A til B, mens viden opbygges undervejs.
”Jeg respekterer, hvad forfatterne gør, men konstaterer også, at jeg har svært ved at læse den slags litteratur. Når bøger er bygget op på en collageagtig måde med fragmenter, som ofte også er gentagelser, så blokeres den bearbejdelsesproces, der gør det muligt at konkludere, få overblik og danne helheder. Jeg har en lumsk mistanke om, at jeg er for gammel til den her nye litteratur, der dukker op fra forfattere, som uproblematisk agerer og bevæger sig flerdimensionelt. Mens jeg forventer helhed og struktur, så får jeg for eksempel hos Ursula Andkjær Olsen, der ellers skriver fabelagtigt godt i sine digtsamlinger, nu en labyrint af løse notater,” siger Erik Skyum-Nielsen.
Og selvom det langtfra er første gang i litteraturhistorien, at den tendens ses, mener Erik Skyum-Nielsen, der selv husker tilbage på lignende strømninger i slutningen af 1960’erne, 1970’erne og senere 1990’erne, alligevel, at det har gjort sig særligt gældende i 2017.
”Selvom det er længe siden, at pennen blev afløst af skrivemaskinen, som igen blev afløst af skærmen, er det min hypotese, at skriftmediets betingelser er blevet afgørende ændret de seneste år, og at man kan se det i litteraturen,” siger Erik Skyum-Nielsen, der dog også peger på, at det seneste år også har budt på mere klassiske romaner, blandt andet Jesper Wung-Sungs ”En anden gren” og Hanne-Vibeke Holsts ”Med pesten”.
Fra Tore Rye Andersen, der er lektor ved Aarhus Universitet og forsker i medieudviklingens betydning for litteraturen, lyder det også, at nutidens forfattere kan lade sig inspirere af den fragmenterede digitale virkelighed.
”Vi lever i dag mellem et hidtil uset antal af forskellige medier, vi skal forholde os til, og det er en udbredt forestilling, at det medfører en fragmentering af vores bevidsthed og tidsopfattelse. De mange fragmenterede litterære værker, vi ser i disse år, kan nok i en vis udstrækning betragtes som forfatternes forsøg på at afspejle den situation,” siger han.
Men man skal dog være skeptisk over for, om sammenhængen mellem den litterære tendens og den nye digitale virkelighed er så entydig, lyder det fra Tore Rye Andersen. For det er langtfra første gang, at litteraturen har været fragmenteret, og langtfra første gang, man har talt om betydningen af ”den nye litteratur”.
Han fremhæver føljetonromaner, der kom frem i midten af 1800-tallet. Oprindeligt blev de bragt som føljetoner i aviser eller magasiner med den bagtanke, at folk skulle blive grebet af handlingen og derfor ville købe mediet igen og igen for at kunne følge med, mens de først senere udkom i bogform.
”Jeg har læst en avisartikel fra en engelsk avis fra midten af 1800-tallet, hvor det om føljetonromanerne står beskrevet, at de er gearet perfekt til tidens forjagede, fragmenterede virkelighed,” siger Tore Rye Andersen og påpeger dermed, at forestillingen om nye medieformer som en trussel mod den lange, sammenhængende og gennem- arbejdede fortælling optræder langt tilbage i historien.
At mange af datidens avisføljetoner efterfølgende udkom i bogform, har også et sidestykke i dag:
”Man kan sammenligne føljetonerne med de værker, der i dag først eksisterer på internettet som blogs og senere kommer i bogform,” siger Tore Rye Andersen.
Af nyere eksempler kan her nævnes Jennifer Egans ”Black box”, der bygger på Twitter-opslag, ”Ai Weiwei’s Blog”, hvor flere års blogindlæg af den kinesiske kunstner er blevet samlet, og senest Politiken-journalisten Anders Legarth Schmidts blog om at løbe, som udkommer i bogform i januar 2018.
At bøger først opstår i et digitalt univers, er dog ikke ensbetydende med, at de som bøger ikke er gennemtænkte værker, lyder det fra Tore Rye Andersen.
”Selvom Jennifer Egans ’Black Box’ først udkom på Twitter, og på den måde viste den fragmenterede virkelighed, var der nu ikke noget som helst tilfældigt, sjusket eller noteagtigt over det. Hun har selv fortalt, at hun brugte et helt år på at komponere dens fortælling. Derfor er der i den fragmenterede litteratur ikke nødvendigvis tale om, at stoffet ikke er gennemarbejdet, men ofte om en tilsigtet effekt, der skal afspejle oplevelsen af en spaltet og forvirrende virkelighed,” siger Tore Rye Andersen.
Det er altså ikke bare et produkt af nutidens teknologiske virkelighed, men også en kommentar til den og et forsøg på at skildre samtiden på en realistisk måde, lyder det fra lektoren.
Også tidligere i litteraturhistorien har man set, hvordan nye medier og opfindelser har påvirket tidens litteratur.
”Opfindelsen af lyd- og billedmedier og udbredelsen af dem i anden halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet havde stor indflydelse på, at forfatterne også begyndte at skrive meget beskrivende og mere visuelt. Der var både tale om, at man blev inspireret af andre mediers måde at kunne levere levende fortællinger på, og at man skulle konkurrere med dem,” siger Tore Rye Andersen.
Flere litteraturkritikere har også løbende undret sig over, at især amerikanske romaner i nyere tid er blevet voluminøse, og lidt grinende kædet det sammen med, at romaner i dag skrives på computeren, da det har gjort det nemmere at skrive langt og fjernet den naturlige stopknap for skrivningen: en træt hånd.8