Tidligere vinder af ”Alene i vildmarken”: Sluk for nyhederne og kom ud i det fri

”Falkemanden” Flemming Sanggard vandt i 2019 tv-programmet ”Alene i vildmarken”. Læren fra fjeldene har han taget med sig under nedlukningen

Den 47-årige falkoner Flemming Sanggaard, kendt som Falkemanden, står her med sin Andes Kondor, som er verdens største rovfugl. Man kan opleve Falkemanden ved Silkeborg Ørnereservat og bisonfarm i Midtjylland, hvor han laver rovfugleshow. – Foto: Nils Risgaard-Petersen.
Den 47-årige falkoner Flemming Sanggaard, kendt som Falkemanden, står her med sin Andes Kondor, som er verdens største rovfugl. Man kan opleve Falkemanden ved Silkeborg Ørnereservat og bisonfarm i Midtjylland, hvor han laver rovfugleshow. – Foto: Nils Risgaard-Petersen.

Hvad er det værste ved denne tid?

Min far og bedste ven gennem hele livet var terminal kræftpatient og døde i november, og på grund af covid blev afskeden med ham meget mærkelig. Han døde hjemme hos sig selv, men i hele forløbet op til hans død måtte vi holde os på afstand for sikkerhedens skyld. Jeg kunne knap nok give min mor et kram. Det står som det allerværste, der er sket for mig i denne tid. Jeg har selvfølgelig også været ramt økonomisk, da alle mine foredrag om mine oplevelser med DR-programmet ”Alene i vildmarken” blev aflyst.

Hvad er det bedste ved denne tid?

Masser af danskere har fået øjnene op for alle de gode ting, man kan opleve her hjemme i Danmark. I stedet for at sidde klistret op ad en skærm er mange unge mennesker søgt ud i naturen og taget på shelterture. Det er også på tide, de får slukket deres iPhones, for jeg tror, det er usundt at bruge al sin tid på at kigge på en skærm.

Nævn en bog, film eller anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig under pandemien.

Jeg har aldrig slidt nogen sofa op, for jeg bruger stort set al min tid udenfor og ser næsten aldrig fjernsyn. Men jeg så den der ”Druk” for noget tid siden. Den var egentlig meget sjov. Deres liv var blevet lidt for trivielt, og sådan er der måske mange, der har det for tiden, hvor der ikke sker så meget. Men deres måde at flygte fra deres kedelige liv på er måske ikke den rigtige vej at gå. Jeg tror, man skal tage ud i naturen frem for at hæve promillen.

Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter coronaen?

Jeg er måske lidt af en gammeldags tosk, men jeg synes, at folk var begyndt at kramme lidt for meget. Skal man hænge om halsen på hinanden, bare fordi man kender nogen, der kender nogen? Det er egentlig meget rart, at man ikke har skullet kramme alle mulige fremmede i den her tid, så det håber jeg bliver ved efter coronaen.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre til at komme igennem coronatiden?

Da jeg var med i ”Alene i vildmarken” holdt jeg modet oppe ved ikke at lade noget negativt fylde. Jeg vendte alt til noget positivt. Da der på et tidspunkt gik hul i min ene støvle, holdt jeg en fest, hvor jeg fejrede, at det kun var den ene støvle, der var hul i. Jeg ser heller ikke nyheder – og så kunne man sige: Jamen, er du ligeglad? Nej, jeg bliver bare ikke lykkelig af at høre om en ny mutation, der kan dræbe os alle. Jeg er selvfølgelig obs på retningslinjerne, men mit råd til andre er: Lad være med at fylde din hjerne op med informationer, der ikke gør noget som helst godt. Kom ud i naturen og få nogle andre indtryk – det er jo bevist, hvor givende for ens mentale helbred det er at komme udenfor.