Flere minutters larmende, ubekvem stilhed. Så rammer han scenen som en knytnæve. ”Hvad er et menneske, hvis al dets gavn/ af tiden er at sove og at æde?/ Et dyr og intet mer’…”
Det Kongelige Teaters opsætning af alletiders tragedie, ”Hamlet”, åbnes in medias res med stykkets mest centrale monolog, som også byder på det nok så velkendte: ”At være eller ikke. Det er dét.”
Egentlig hører monologen til i fjerde akt, men her har man skubbet den helt frem som prolog, der slår en faretruende stemning an fra begyndelsen. Det handler jo om Hamlets smuldrende sind og sjæleliv, martret af ætsende selvhad og fremmedgørelse, om splittelsen mellem den gamle verdens rigide regler og en ny optændt idealisme. Menneskets kvaler til alle tider. Er jordelivet overhovedet værd at leve? Hvordan bevarer man et rent hjerte i en smudsig verden?
Det er den eksistentielle tolkning, der dominerer Morten Kirkskovs glimrende opsætning. Hans Hamlet er i Esben Smeds sublime gestaltning et gammelt barn; ham, der ved for meget, men som endnu ikke har lært sig livsnødvendig forstillelse og skinmanøvrer. Alt for ung og en slidt gammel sjæl på samme tid. Idealistisk oprører, ædel melankoliker, tikkende selvmordsbombe. Det hele på én gang. Intenst spilles hele Hamlets svimlende følelsesrepertoire; den selvretfærdige afsky ved omgivelserne, det rasende oprør, hævntørsten, klynkende selvynk som i næste nu afløses af et bedrevidende dæmonisk smil og under det hele; en altfortærende, afgrundsdyb sorg. Esben Smeds Hamlet har det hele, og hvor er det lykkeligt at være vidne til filmheltens scenefødsel som ægte Shakespeare-spiller.
Nok er denne Hamlet ikke lige så vanvittig, ikke lige så radikal, som tidligere udgaver af samme. Han er ikke Nicolas Bros rasende psykose i plettede armybukser fra Skuespilhusets åbning tilbage i 2008. Og heldigvis for det, har man lyst til at sige. For her får han lov til at være et fintfølende, tvivlende, til tider næsten porøst kulturmenneske, der med Smeds mesterlige bevægelsesynde kan formidle hele figurens, hele fortællingens vaklende kompleksitet: Er han kynisk strateg eller den mest ulykkelige af alle? Man har endda sødet rollen ved at vise Hamlet i hengiven forelskelsesrus og dedikeret en hel indledende scene til ømme omfavnelser med Ofelia i klog forståelse af, at det dæmoniske må have en modvægt.
I det hele taget er Kirkskovs ”Hamlet” for de forudsætningsløse. Man behøver ikke at kunne sin Shakespeare i søvne for instinktivt at forstå det dilemma, den unge kongesøn sættes i, da faderens ånd åbenbarer sig som en himmelsk røst fra oven med krav om at hævne brodermordet på ham. Man forstår også, hvorfor Hamlet på kynisk vis må ofre sin kærlighed til den skønne Ofelia, som spilles så fint, så musikalsk og alfepoetisk af Sara Viktoria Bjerregaard, for at forfølge hævnens blinde dødsrute. Der er ikke plads til ømme ord i Hamlets iturevne, nihilistiske univers.
Mindre godt forstår man så Kong Claudius’ bevæggrunde og svigagtige forhold til Gertrud, Hamlets mor, som spilles af en hændervridende, kronisk bekymret Iben Hjejle. Det er ikke rigtigt til at mærke de sønderrivende kræfters rasen i Jacob Lohmanns Claudius, når han i sin store angrende monologscene falder på knæ i erkendelse af at have myrdet sin egen bror af griskhed og koldt magtbegær. Begge, både Gertrud og Claudius, fremstår underligt blege og fortoner sig ligesom i scenografien. Som en vellykket detalje derimod er Hamlet hele tiden til stede på scenen. Snart som lidende Kristus på korset, snart som dødningemalet snigmorder og ”usynligt” vidne. For vi oplever hele dette kvalmende theatrum mundi af rænkespil, skjulte dagsordener, medløberi og maskerade med hans blik, så vi som Hamlet selv bestandigt er i tvivl om, hvad der er skin, og hvad der er sandt. Er det hele bare en overophedet hjernes løbske spin?
Tyske Philipp Fürhofer har skabt en storslået, meddigtende scenografi. Et abstrakt, psykologisk landskab. Et gotisk slot, med gigantiske spejle, der sekunderer som ruder og fængselsgitre. Undertiden blændes der op for lyset i salen, så man i spejlene ser, at vi – publikum – jo selv er del af det rådne rige. Spejlkabinettets betagende scenebilleder bidrager, men forstyrrer ikke. Og sådan er det med iscenesættelsen i det hele taget. Man har ikke truffet voldsomt radikale valg, for derved barnagtigt at bevise, hvor langt man tør strække en klassiker af led. Historien får lykkeligvis lov til at bære sig selv. Det eneste for alvor nye er kongens giftige hofsnog, Polonius, Ofelia og Laertes’ far, der her lidt poppet er blevet til en Fru Polonius – spillet af Stine Schrøder Jensen, som et grinagtigt revyindslag. Et underligt uforklaret og unødvendigt tvist, som ikke rigtigt gør hverken til eller fra. Vi mangler også en Fortinbras, den norske hærfører, der kommer ind til sidst og angriber Danmark. Heller ikke åbningsscenens nattevagters gysende møde med Hamlets fars ånd får vi. Sådan har man skåret tragedien til, skåret fedtet fra, så det kun er det dirrende indre drama, der står tilbage.
Den sande gevinst for denne visuelt flotte, psykologisk komplekse og tidløse ”Hamlet” er først som sidst Esben Smed. Han samler stykket med sin gribende ensomme, tragisk fortabte sjæl, der anråber os fra scenekanten, som et forladt barn i mørket. Der findes ikke ord for hans lysende talent. Så resten må være tavshed.