Tidløs og intim udstilling om tro og eksistens

”Rejsen” på Moesgaard Museum i Aarhus er en udstilling, som forplanter sig som en fornemmelse af at være omgivet af menneskelige mirakler

Sekvensen om kærlighed er filmet i en landsby i Afrika, hvor vi følger to drenges nære liv. –
Sekvensen om kærlighed er filmet i en landsby i Afrika, hvor vi følger to drenges nære liv. – . Foto: Jacob Møller.

Siden Moesgaard Museum genopstod som arkitektonisk imponerende udstillingshal i 2014, har museet fokuseret på at fortælle om mennesker. Nu tager det modige museum skridtet fuldt ud med en udstilling helt uden genstande for at give kulturhistorien kunstnerisk kant.

Visionen bag udstillingen er at vise syv grundlæggende vilkår for det at være menneske. Væk med det, der splitter og graver skel. Fokus på det, der med tidligere direktør Jan Skamby Madsens ord er ”gældende for alle mennesker uanset klima, natur, religion m.m.”.

Moesgaard har valgt at bede Christoffer Boe (instruktøren bag den ambitiøse ”Allegro” og den folkelige ”Spies og Glistrup”) om ar lave en 15 minutter lang dokumentarfilm, hvor syv sekvenser på syv verdensdele udforsker syv valgte grundvilkår. Menneskelivet er blevet kogt ned til fødsel, kærlighed, frygt, tab, tro, rationalitet og død.

Den bærende idé bag ”Rejsen” er porøs og slet ikke spektakulær, som tilfældet var med Moesgaards seneste særudstilling ”Gladiator – Colosseums helte”. Det slår igennem i udstillingsdesignets nedtonede plancher og den sparsomme scenografi.

Man træder ind i udstillingen på et lidt vaklende huleagtigt stenunderlag, der binder trådene tilbage i tiden og ud i andre verdensdele. Selve filmen vises på et stort lærred i et amfiteater. Foran lærredet er der et vandspejl. Det forstørrer filmen, men tydeliggør også, at ”Rejsen” spejler den enkelte beskuers indre verden og ståsted.

Verden opleves selvfølgelig altid ud fra et personligt perspektiv. Men her bliver det ekstra tydeligt, at jeg ser udstillingsfilmen som ung mor med to ældre forældre, og min fornemmelse af min plads i generationernes endeløse kæde former min oplevelse.

Den første del af filmen foregår i et fødekar i København, hvor en babybylt med næsten intakt fosterhinde fødes. Moderens primale skrig dæmpes af vand, mens barnets hjertelyd og evighedens susen mikses i et fornemt lyddesign, der er talende for resten af værket.

Det er smukt og rørende og peger frem mod næste sekvens, kærlighed, der er filmet i en landsby i Afrika. Vi følger to drenges nære liv. Boe forstår at forevige de blikke og begivenheder, der fanger det fineste ved at være en familie. En storebrors kærlige blik i det skjulte på sin lillesøster og en fars hånd på barnets skulder. Det er umanerligt enkelt, men samtidig også uendeligt stort.

Næste sekvens om frygt foregår i Papua Ny Guinea og følger en ung mands barske manddomsritual. Riten minder om alt det, vi mangler i vores egen rationelle hverdag, hvor vildskaben, sammenhængen med det åndelige og naturen er ofret på rationalitetens alter.

Den fjerde sekvens er igen utrolig rørende uden at være patetisk eller melodramatisk. Det sobre kamera følger en ung kvinde i USA, der har mistet sin datter og drager til neo-hippie-festivalen Burning Man.

Næste del er foran Iguazú-vandfaldene, hvor en præst toner frem i det frodige grønne foran Guds prægtige skaberværk. Derefter går turen fra troen til rationaliteten og en forskerbase på Antarktis for at slutte med døden og ligbrænding i Kathmandu.

Udstillingens enkelte rum med plancher udvander ved første øjekast de valgte grundvilkår med udsagn som: ”Alle har oplevet tab. Livet bliver aldrig det samme, men det fortsætter”. Men i al sin enkelthed er udsagnet jo sandt og understreger livsvilkårenes banalitet i al deres storslåethed.

Udstillingen slutter med muligheden for igennem virtual reality-briller at gå på opdagelse i de syv verdensdele, hvor filmen er optaget. Ellers er udstillingen herligt fri for interaktion, apps og den nogle gange lidt for påtrængende ”medskabelse”.

Der er en velkommen vildskab ved et kulturhistorisk museum, der tør lade kunstnerisk fortolkning blande sig så tydeligt i formidlingen. Men jeg savner et dybere indblik i den museale forskning bag. Hvorfor er det netop disse syv grundvilkår, der er valgt? Anken understøttes af et lidt vaklende katalog, hvor Christoffer Boes bidrag mest handler om, hvor svært det hele har været produktionsmæssigt. Tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holms afsluttende essay giver dog udstillingen idéhistorisk fylde.

”Rejsen” minder os om alt det, vi har glemt eller retoucherer væk: den naturlige fødsel, den døde krop, den påtrængende sorg, overgangsriter, vores tilhør til naturen og troen på den voldsomme skaberkraft.

Moesgaard lykkes med at gøre menneskelivet både tidløst og intimt. Udstillingen forløses som ikke bare at være en repræsentation af mennesket – den forplanter sig som fornemmelsen af at være omgivet af menneskelige mirakler.

Læs interview med Christoffer Boe på