Den begynder virkelig godt, tyske Juli Zehs nye samtidsroman med titlen ”Udkanten”. Den venstreorienterede sociolog Gerhard er med sin noget yngre kone Jule – en tidligere studerende – flyttet fra Berlin til landsbyen Unterleuten, hvor ånden fra DDR-tiden stadig trives. Her er miljøhensyn noget, man fniser ad, skoven et sted, man henter brænde og ellers holder sig fra (det er kun dem inde i byerne, der mener, at en skov er rekreativt område), og demokratiske processer noget, som byens to-tre mest magtfulde mænd tager sig af nede på kroen over schnitzel og pilsner.
Ikke nemt at være urbaniseret sociolog med en nyopdukket interesse for brushaners ynglevilkår herude på heden, men det er udgangspunktet for Gerhard, der slår sig ned i Unterleuten som ornitolog. Eller Piphans, som de lokaler kalder ham. Han har fået nok af Berlin og bylivet med dets konstante vejarbejde, larmende naboer, reklamer, der håner hans intelligens, myldretidstrafik og ”mennesker, der gloede på deres smartphones fra morgen til aften for ikke at mærke den blanding af panik og kedsomhed, som var typisk for den fremherskende tidsånd”, som Juli Zeh fermt formulerer det.
Gerhard er dog ikke kommet til udkanten for at blive til grin, for han mener af et sympatisk hjerte, at der herude på landet findes et korrektiv til bylivets tidsånd, hvor alt skal være nyt, i proces og konstant udvikling. Optimering og forandring er tidens sesam-ord, og ”udover Gerhard var der åbenbart ikke længere nogen, der troede, at lykken bestod i en fælles kamp for en god sag. I stedet prøvede alle at finde forløsning ved at træne krop og sjæl. Gerhard følte sig omgivet af atleter. Videns-atleter, job-atleter, sex-atleter, livs-atleter.”
Gerhard vil stå fast, og med åbne øjne og nej-hatten trukket godt ned om ørerne tager han fat på sit og Jules nye liv. Inden længe vælter besværlighederne imidlertid ind over parret. Først flytter en ny nabo ind på ejendommen overfor og etablerer skrothandel med løbende dækafbrænding, og dernæst begynder investorer bag firmaet Vento Direct at opkøbe landsbyboernes jorde for at etablere heftigt EU-subsidieret vindmøllepark. Gerhards nogle og 20 brushaner, der fra en ornitologs perspektiv gør Unterleuten unik, er i fare. Ligesom hele hans eksistens hurtigt bliver udfordret.
På tysk betyder Unterleuten det at være blandt andre folk, men også ”underfolk”, så man skal ikke forvente en idylliserende skildring af livet på landet hos Zeh. Hun har snarere skrevet en kaleidoskopisk kollektivfortælling i stil med de kikkerter, man som barn kunne kigge i og dreje på, hvorefter mønstrene ændrede sig; et legetøj, der direkte nævnes til sidst som en model for romanens struktur.
Synsvinklen i hvert kapitel er lagt hos en af beboerne i Unterleuten: den socialistiske kværulant, den miljøhadende autoophugger, den foretagsomme landmand, den onde venturekapitalist fra Vesttyskland, den isolerede skuespilforfatter og flere andre fra bybilledet får på skift lov at fortælle deres versioner af det fremadskridende forløb med vindmølleprojektet.
Det er sjovt til en start, og man bliver mindet om, hvor forskelligt en situation kan tage sig ud alt efter synsvinkel. Men det bliver også for statisk med de mange genkommende stemmer, der desværre alle lyder ens. Zeh kunne sagtens have arbejdet mere med stilistiske særpræg, men hun scorer til gengæld højt på satirebarometeret. Hverken gamle kommunister, nye kapitalister eller økoflippere fra Berlin går ram forbi, når Zeh hvæsser satirepennen.
”Man sku’ altid bo på landet,” lyder det i den gamle børnesang, og Zeh fastholder i satiren også de gode sider – fællesskab, nedsat tempo – ved livet i Unterleuten. Det er i hvert fald ikke mindre forløjet end de progressives liv i Berlin, og som sådan medvirker hendes roman til at bygge bro over kløften mellem by og land, der er blevet så potent en politisk faktor.
Må romanen blive læst på både caféerne og i krostuerne – uden at blive taget for mere, end den er: En sjov roman til tiden.