Den tyske nonne, forfatter, mystiker, læge og komponist Hildegard af Bingen, der levede fra 1098 til 1179, og som derved opnåede den imponerende alder af 81 år, er en af de få kvinder, der blev berømte i middelalderen, og som den dag i dag fremstår som en fascinerende personlighed.
På trods af sin tavse klostertilværelse fik hun en stemme, og hun havde en vilje til at blive hørt og en tro på, at hendes evner skulle række ud over klosterets lukkede mure.
Sådan har forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen valgt at tolke Hildegards mål med livet i bogen: Hildegard, der netop ikke er en biografi, men af forfatteren selv genrebenævnes som en litterær fantasi. Men det er et yderst plausibelt bud på en dansk biografi om Hildegard.
Fra første side fænger denne bog. Der indledes med et citat af den canadiske sangskriver Leonard Cohen, der elegant beskriver underkastelsen, hvad enten det drejer sig om at tale eller tie. Et flot valg af citat, der virker som en bouillonterning på hele bogen.
Vi begynder i Bermersheim i Tyskland, hvor det tiende barn i en fornem familie fødes under stor vånde og smerter. Barnet er svageligt og overlever kun med nød og næppe, og i taknemmelighed herover lover moderen, Mechthild, at barnet, når tidens fylde indtræffer, skal gives til kirken. Det var i middelalderen tilmed en tradition, at det tiende barn fik sig en lignende skæbne.
Det viser sig allerede ved barnets, Hildegards, tredje år, at hun har usædvanlige evner. Hun får syner, hun har en særegen modtagelighed for farver, lyde, syn en evne, der i dag diagnosticeres som synæstesi, hvor et sanseudtryk udløser et andet og tredje. Når syn og hørelse og farver er knyttet sammen. Sådan er Hildegards indre liv.
Som otteårig bliver hun sendt bort fra hjemmet til Jutta, en slægtning, der selv har truffet en beslutning om at gå i frivillig, indemuret askese, kun få år ældre end Hildegard. Som tiårig bliver hun sammen med Jutta sat i klosteret Disibodenberg. Jutta indemures med kun et gitter ud til Hildegard, der oplæres i at være tavs og tugtet, men dog lærer om urters helbredende kraft, om skriftens magt og ikke mindst om musikkens dragende virkning.
Den ene kvinde går frivilligt i fanatisk askese og tugter sig selv med kæder og gedehårsskjorte og indespærring, den anden kvinde lover sig selv til Jesus og Gud, men er også spirende bevidst om, at tavsheden ikke bør forblive undertrykket. Hun formår gennem mange, mange års selvkontrol at nå frem til en anden erkendelse, nemlig at kommunikere sine syner og tanker ud til den verdslige verden. Hun opnår at blive Rhinens Sibylle og ret så berømt. Hun opnår endda at få selveste paven i tale. Og her slutter bogen. Kan man få større anerkendelse som nonne i 1100-tallet?
Forfatteren har valgt ikke kun at fokusere på Hilde-gards indre liv, men også på moderens moralske overvejelser med hensyn til at give et elsket og skrøbeligt barn til en barsk klostertilværelse og på andre romanfigurers betænkeligheder og tvivl om det rette valg.I denne litterære fantasi optræder en lang række historiske personer i en nutidig tolkning: De to modsatrettede figurer, Jutta og Hildegard, asketen overfor den kristent sanselige, indeholder en klar og positiv holdning til at hengive sig til en større sandhed, og den tiltaler en læser i 2009. Men som tidligere sagt virker det troværdigt, det er velskrevet, og det er ikke indsmurt i salvelsesfuld ordflom. Et virkelig hæderligt arbejde fra Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard. 400 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.