Til aftenstjernen

Haydn som symfoniens fader. Udtrykket vakte munterhed i min studietid, da professor Knud Jeppesen, verdensberømt forsker i den klassiske vokalpolyfoni, fik udsagnet stukket i hovedet af en pige til musikhistorisk eksamen. Men sådan har det altså nu engang alligevel været kutyme at betegne papa Haydn. Klicheen er nok falmet med tiden, for også inden for musikkens historieforskning kommer man videre nu og da. Men på ét område er Haydn utvivlsomt en første mand, nemlig på strygekvartettens. Denne på hin tid så populære form var nok mere formuleret i retning af et divertimento, altså en genre med undertone af underholdning. For det var overvejende fyrster ved deres hof, der ønskede sig denne spæde og sprøde musik til enten taffel eller almindelig konversation. Om Beethoven hedder det, at han ved et fyrsteligt hof med sin kvartet pludseligt holdt inde med underholdningen, fordi d'herrer konverserede, og på et spørgsmål fra den høje svarede Beethoven, at der blev jo talt, ja, ja, men spil De bare videre, det forstyrrer ikke! lød svaret! Og så spillede Beethovens kvartet videre. Men altså Haydn og strygekvartetten. Et stykke formidabel musikhistorie, i sig selv fra de første tiltag over modne værker til den fuldt udviklede form som et klassisk højdepunkt. Senere dyrket med lidenskab også af Mozart og Beethoven, sidstnævnte med de sidste såkaldte »gale kvartetter«, hvor formentlig døvhed allerede havde gjort sig gældende. Dens videre historie er ikke mindre spændende, for Bela Bartok gjorde dem alle kunsten efter med i alt seks mesterlige kvartetter, hvor man kunne fristes til at påstå, at en okse er blevet presset sammen til en bouillonterning. Ingen har herefter på samme måde ytret sig så suverænt, skønt danske Vagn Holmboe efterlod sig adskillige værker i denne genre. Forresten temmelig stærkt påvirket af netop Bartok, men endda med udsigt til også Haydn. En mand, Holmboe beundrede grænseløst. Men nu Haydns strygekvartetter som et samlet hele på i alt 21 cd'er, det er da nok til at blive svimmel af, og hvem der køber en sådan samling, ved jeg knap nok. Men de, der gør, må vide, hvad og hvorfor de gør. Og det er ingenlunde nogen kedelig foreteelse, skønt jeg blankt indrømmer, at 21 cd'er har jeg altså ikke haft under observation. Men det er en pragtfuld samling, her med The Angeles String Quartet, og alle de, der vil videre i sagen, kan i hvert fald med min anbefaling forlade sig på foretagendet. Men man skal være Haydn-høj for at gå i gang, og jeg tør ikke stå inde for tilstanden bagefter. Haydn: The Complete String Quartets, Philips 464 650-2, 21 cd. »Salmerne præsenteres i en enestående kombination af symfonisk orkester og kor. Paul Terracini har arrangeret salmerne, og indspilningen er i højeste digitale kvalitet.« Så kunne man jo lade det være ved det, når nu Refleks' ny cd med titlen »Kron Ham« med Prags Symfoniorkester og det danske Ars Nova kor under ledelse af Paul Terracini selv medgiver pladen sin helt egen og personlige bedømmelse. Der er nu ikke så forfærdelig meget at bedømme, for salmerne her er bortset fra »Dejlig er jorden« ikke just de alment kendte på dansk jord, og så er den orkestrale virksomhed lige lovlig bastant med tonelejets forskubninger, som man kender det fra pop-verdenens trick for at pynte på gentagelse af stroferne. I det hele taget ikke noget særligt, hverken for korets eller for orkestrets endsige dirigentens vedkommende. Det er et produkt af den slags, det er såre almindeligt med i tiden op omkring jul, og hvor det faktisk vrimler med mere eller mindre smagfulde ting med relation til højtiden. Men så lad de indledende linjer da gælde, når det nu står noteret i teksten, men så hold i det mindste mig udenfor. Kron Ham, Kirkens store salmer, Refleks 11290022. Hvad Klostermarkskirkens Kor og Korskole angår, er der i hvert fald ingen »orientering« på forhånd om, hvad vi skal vente os. Sange og salmer til dagen og året, sådan siges det pænt og uhøjtideligt, og man fristes til selv at tilføje: ja, og jævnthen på go' gammeldavs husmandmaner. For nægte kan man ikke, at der de mange gode bestræbelser til trods alligevel lusker sig småting ind undervejs, som ikke burde være der. Det er jo unægtelig en dyd i det mindste at kunne synge rent som et gennemgående træk ved alle former for sang, uden at det af den grund behøver at være skønsang, man taler om. Det må man med rette forvente, når talen falder på en cd-indspilning med - som man siger nogle steder - sang og musik. Det er ikke altid tilfældet her i de udvalgte salmer og sange, hvor Thomas Kristian Nielsen dirigerer, spiller piano og orgel. Men initiativet som sådan er al påskønnelse værd, for der ligger dyrkelse af sang, som vidner om stor glæde, og anstrengelserne for at gøre det optimalt er absolut følelige. Men dermed ophører arbejdet ikke, og måske skulle man vente lidt med endnu en indspilning, indtil en afslibning og finpudsning kan godtgøre en sådan. Men er det nu også så vigtigt at udkomme på cd, hvor efterhånden skidt og kanel knap nok kan skelnes fra hinanden? Morgensolen titter gennem ruden, Tidens Tern 1100. Så fjernt herfra er sang, når den præsenteres af en alenesanger som den tyske baryton Matthias Goerne, der på en Decca-plade synger arier af Mozart, Richard Strauss, Schumann og Alban Berg med Sveriges Radios Symfoniorkester under ledelse af Manfred Honeck. Jeg kan ganske enkelt ikke mindes en sanger, der med en stemme som hans har bjergtaget mig i den grad, at det har været nødvendigt med gentagelse efter gentagelse blot for at høre fænomenet endnu en gang. Med sit tætte vibrato, veltimbrerede klang og sin udtryksfulde artikulation er jeg ikke i stand til med den bedste vilje at erindre noget lignende inden for det, man med et dårligt ordvalg kalder skønsang. Jo, for et par år siden, endda herhjemme, men det var såmænd den samme sanger i en af Bachs store passioner hen imod påske, og da stod det klart for mig, at denne mand ville man høre mere til. Og så er han her, med operaarier, som trods deres adskillelse fra den sceniske sammenhæng nærmest annullerer denne som vedkommende for sagen. Sagen er nemlig Matthias Goerne og ham alene, for personificeret ved ham bliver alt omkring det, han vækker af associationer, nemlig skinbarlig virkelighed også hørt i en større sammenhæng, som altså ikke findes her. Det mest slående eksempel herpå er hans følsomme og billedskabende fremførelse af »Wolframs sang til aftenstjernen«, fra Wagners »Tannhäuser«. Her ser man ham for sig i forestillingen, med blikket vendt mod nattehimlen, prisende stjernens guddommelige lys, som var dette forstærkende for hans måde at fremstille scenen på. Så aldeles beherskende øjeblikkets karakter af ømhed, forenet med en gudgiven gave at meddele den på, hævet over tid og sted. Og selve øjeblikket er nogle få minutter plus sekunder, men jeg tager ikke i betænkning at udhæve disse minutter til denne plades absolutte højdepunkt. Så kan en ellers ikke-inficeret lytter af en sådan musik ikke andet end bøje sig. For Wagner og for Matthias Goerne. Matthias Goerne, Arias, Decca 467 263-2.