Denne bog behandler byen Roms fire store epoker: oldtidens Rom, pavernes Rom, Rom som Italiens hovedstad fra 1871 og fascisternes Rom (1922-1943).
I præsentationen af bogen læser man, at den ”er henvendt til den historieinteresserede læser og til den kulturrejsende, som gerne vil nogle spadestik dybere, end hvad en almindelig rejseguide kan tilbyde”. Det løfte holder bogen, men dens afsnit er af uens kvalitet.
Afsnittet om oldtidens Rom er langt og detaljeret, og i virkeligheden må man kalde det en traditionel sammenskrivning af romersk historie fra kejser Augustus og fremefter. Det er ikke til stor hjælp for Rom-rejsende. Udvalget af kilder tyder sammen med forkerte gengivelser og henvisninger til den romerske litteratur på, at forfatterne ikke selvstændigt kan læse latin, og udeladelsen af oplagte pointer tyder også på, at forfatterne ikke kender det arkæologiske materiale. For eksempel er det underligt at skrive om de to vandledninger Aqua Claudia og Aqua Anio Novus uden at nævne, at vi stadig kan se deres indløb i byen ved Porta Maggiore. Altså nu, hvor bogen også vil være en guide.
Historikere, der ikke behersker kildernes sprog, klarer sig så sommetider med at anlægge nogle mere overordnede synsvinkler, som også er vigtige og spændende. For eksempel må man i tilfældet antikkens Rom undre sig over alt det, der er i en moderne by, og som ikke var i Rom: rådhus, administrationsbygninger for byplan, miljø og teknik, sygehuse, skoler, offentlig transport, politistationer, fængsler og så videre. Men disse betragtninger mangler også i bogen.
De næste afsnit er bedre og giver et godt indtryk af, hvordan middelalderen ændrede byens orientering. I oldtiden var hovedaksen i Rom nord-syd, men da kirken havde Vatikanet i vest og Lateran-komplekset i øst som sine to hovedsæder, ændredes Roms trafikale hovedakse til til øst-vest. Den var den rute, pavens processioner gik ad. De afgørende byfornyelser, specielt under pave Sixtus V, er godt gennemgået, men igen spiller sproget og de arkæologiske detaljer forfatterne et puds. De skriver om Porta di Ripetta, men der er ikke sådan en port i Rom. De må mene Porto di Ripetta, Tiber-havnen tæt ved Augustus’ gravmæle.
Pavestaten var ikke i længden god for byen Rom. Den kunne ikke følge med, da europæiske byer blev moderniseret i det 19. århundrede. Rom fremstod rodet og uhumsk, og i 1820 skrev den skotske Charlotte Eaton, at hvis paverne havde bygget flere bade og færre kirker og ladet være med at spilde så meget vand i fontænerne, ville deres undersåtter ”have haft renere kroppe, uden at det var gået ud over deres sjæle”.
Det var en kamp for det nye borgerlige og demokratiske Italien at fravriste paverne deres hovedstad, for paverne allierede sig med reaktionære besættere som franskmændene. Og da det lykkedes at gøre Rom til hovedstad, fulgte der lange konflikter og drillerier. Et af drille-midlerne var at opfinde traditioner og at opstille monumenter, og bogens gennemgang af disse monumenter, der fejrede den nye demokratiske og verdslige stats idealer, er rigtig god. Denne del giver også et fint indtryk af byens forandring efter pavernes tid: byens kaotiske vækst og forandringen af Tiberen; før havde den været integreret i byens liv med vandmøller, som drikkevandsforsyning og modtager af affald, og tit oversvømmede den byen. Det stoppede alt sammen, da den blev pakket væk under de høje mure, vi kender i dag.
Fascisterne under Mussolinis ledelse sad på Rom i perioden 1922-1943. Mussolini opfattede byplanlægning som en pædagogisk aktivitet, og med den ville han lære de dumme masser, hvad ”romerskhed” var. Han ændrede byen iøjnefaldende, tog tidligere byplaner, tilføjede nye og fór frem med en hovedløs voldsomhed, som ødelagde kulturhistoriske værdier og levende miljøer.
Store områder som kejsertorvene mellem Colosseum og Piazza Venezia blev nødtørftigt udgravet og derpå overplastret med asfalt, for at Mussolini kunne få en paradevej. Store boligkvarterer ved Peterskirken og på Marsmarken blev fjernet, ofte røg værdifulde middelalderbygninger med, og beboerne blev anbragt langt ude på landet i triste boligkarréer uden bymiljø. I virkeligheden var hans byfornyelse anti-urbanistisk set fra borgernes synspunkt, men den efterlod et Rom, hvor vi i dag – som bogen så træffende bemærker – ser tidligere perioders monumenter og bygninger i en fascistisk ramme. Dele af denne ramme kan også have sin egen æstetik, og denne sidste del af bogen vil hjælpe Rom-rejsende til at se andre steder som det olympiske anlæg, universitetet eller bydelen EUR. Bogen er derfor vellykket, selvom nogle vil undre sig over, at den er så positiv over for gennembruddet op til Peterskirken, altså Via della Conciliazione tegnet af Marcello Piacentini. Han var Mussolinis foretrukne arkitekt og en af arkitekturhistoriens største slyngler.
Første del af bogen er til tre stjerner, så vokser den og ender på fem, det vil sige i gennemsnit fire stjerner.