”Snart, meget snart, skal jeg beslutte mig,” mener jegfortælleren S i begyndelsen af ”Syv nætter”. Forfatteren Simon Strauss’ (født 1988) jævnaldrende hovedperson ved nok, at alle valg er relateret til en erfaring af det skæbnesvangre, men det handler ikke om afgørelser i den høje stil. S skal hverken beslutte sig for Gud eller for civilisationens overlevelse, men ”for et liv, et arbejde, en kvinde”.
Han er nemlig sådan én, der ”beder for synets skyld, uden virkelig at være troende”. Én, der brokker sig, når han ikke når toget. Værst af alt véd han, at han snart bliver en af dem, der udelukkende fører samtaler, ”som starter med ’stresset’ og slutter med ’meget at lave’”.
Kort sagt et solidt, men ikke opsigtsvækkende eksempel på sterilitet: medie- og universitetssvæklingen, der tror sig en del af kultureliten, men i virkeligheden ikke kan noget og, langt værre: ikke har villet noget.
Spørgsmålet er, hvordan en mand på tærsklen til sine 30’ere kommer ud over denne småtskårne frygt for mindre beslutninger uden at miste fornemmelsen for livets storhed og tragik. Hvordan kan skæbnen igen blive svanger med ægte følelse?
Med denne personlige krise blev ”Syv nætter” ved sin udgivelse i 2017 i Tyskland omgående både udnævnt til generationsroman og udset til valplads for åndsslag om fascistoide tendenser blandt yngre intellektuelle.
Grebet i ”Syv nætter” er en ærkeromantisk djævlepagt, der tilsyneladende også har fundet sted i virkeligheden: En forlægger har bedt S(imon) om at skrive en tekst i løbet af syv nætter, der skal handle om de syv dødssynder. Vi skal ud over kalkulen, kynismen, forsigtigheden: ”Den eneste længsel, der holder, er længslen efter et bankende hjerte.”
Det begynder med hovmod og består af en fantasi, hvor S har opgivet sit eget medløberi i den selvindbildte kulturelites eksistentielle middelmådighed. Jeget har endelig vundet en ægte afsky for folk, der ”helt sikkert har en rubrik med samfundsmæssigt engagement på deres cv, hvor der står: ’På rulletrappen (og kun der) står jeg altid helt til højre’”.
Det er drømmen om at blive diktator, så man kan bygge nye pladser, hvorfra man selv kan holde taler, ”som andre dirigerer Bruckners 9. symfoni”. Alligevel ender dette mentale højhusspring i en blid mavelanding, for som den dannede tøsedreng tænker: I teaterstykket ”Syg ungdom” må Desiree jo også konkludere, at ”enten bliver man borgerlig, eller også begår man selvmord”.
Men sådan burde det ikke være. Blandingen af villet vildskab og borgerdyrets konformitet skal repræsentere forskellen mellem ironiens ugidelighed og romantikkens løfte om mere. Derfor er kapitlerne hensat til steder som den moderne bestjernede restaurant, det sterile universitetsbibliotek og den forfladigede travbane. Steder, der engang var skønne meningscentre for fælles- og lidenskaber, men nu er kommercialiseret identitetspjank for mennesker uden drømme.
Det er bare ikke særlig vilde udskejelser. Det er de pænes triumf og romanens kulturkritiske pointe, der desværre er svært omsættelig til romankunst. Hvor tappert kan man synde, når man spiser oksekød på en dyr restaurant?
Det problem ser man også i form af en generelt skadelig hældning mod det ufarlige: ”I aften vil jeg vende fortegnene, være vovet og excentrisk,” lyder det ikke særlig excentrisk. Dermed får bogen et vist dengset udtryk, selv når den skulle være mørkest: ”Ingen ønsker sig krig, men chancen for en ny begyndelse, en Gründerzeit med vidunderbørn, må man vel gerne drømme om.”
Forbehold er ufarlige. Man indgår pagter med Djævelen for at købe sig modet til at frigøre sig fra dem.
”Syv nætter” er dog også dragende i sine essayistiske passager. At dele af den pinligt hysteriske tyske offentlighed også ser brunt, når talen falder på Strauss, der er søn af den skandaliserede dramatiker Botho Strauss, gør den kun væsentligere.
Det lykkes at placere generationslængslen i et pænhedshelvede af en tysk storby midt i det ensomt-succesrige medieliv: ”Denne tomme, vemodige følelse af at være født for sent, at leve i en tid uden arier og ekstase.”
Målet er et alternativ, og det opstår faktisk indimellem. Som her under begærets fortegn til et maskebal. S spørger en fremmed kvinde, hvad begær er: ”Den fjedrende gang ned til søen (…) Begær er at springe ud i det mørke vand, den første berøring under vandoverfladen.” S svarer, at begær er ”Rodin og bronzeskulpturen i Paris af den nøgne pige, som samler sit hår i nakken. (…) Hun drømmer om en tæt, varm omfavnelse, som kommer ud af intet og forsvinder ud i intet”.
Strauss’ alternativ viser sig som en flerdimensionering af tiden selv. Bogen er nok en Novalis-inspireret ode til natten og en higen efter de store sammenhænge, men det er også længslen efter et sandere nu og håbet om en anden fremtid. Fortid og fremtid skal igen gennemstrømme nuet. Det er et storladent projekt, og ”Syv nætter” er punktuelt velfungerende essayistisk. Det er en optakt, et optræk til oplysningskritik. Fortidens ånder kan fryde sig, og nutidens venstreliberale dæmoner græmme sig. De kan næppe lide tysk længsel efter, at verden skal være dybere, end tiden tror, som salig Nietzsche ville have sagt. Strauss’ natteode er i hvert fald en begyndelse.