Prøv avisen
Festival

Til festival for den levende kulturarv i Kraków

Publikum plejer at være med under koncerterne, som foregår i nogle af Krakóws syv synagoger. Her er det Tempel-synagogen, bygget i 1840’erne og byens yngste. – Fotos: Michael Winograd & The Honorable Mentshn.

På de netop afholdte The Jewish Culture Festival i Kraków i Polen kunne man dyrke jiddische slagere, bage kugel og høre kantorsang og dj’s fra Tel Aviv. Over 33.000 deltog i årets festival, hvor ambitionen var at skildre jødisk liv både før i tiden og anno 2019

En mand i 80’erne med kippah på hovedet vrikker med skuldrene foran orkesteret. Hans ven prøver at få ham ned at sidde; men den modne fan prøver at få alle med i dansen.

Tempel-synagogen koger. The Trans-Moldavian Express fra Tel Aviv spiller skramlet klezmer med en klarinet, der glider fra klagende mol til ekstase. På harmonika er en mester.

”Klezmer er ikke koncertmusik. Tanz! Vi har intet andet end at være lykkelige – so let’s practice,” siger forsangeren i orange shorts. Discolyset tændes, og en kvinde vifter en kompliceret moldavisk rytme med sit VIP-skilt.

Der er varmt som i en ørken.

”Rejs jer op. Hvis I ikke danser, er der to muligheder. Enten bliver I gift, eller også bliver I skilt.”

Den 29. version af The Jewish Culture Festival er i gang. Karpe i gelé med rosiner fås mange steder i Kraków, og boghandlerne bugner med Holocaust-litteratur. Men 10 dage om året skrues der op for det jødiske i byen, som engang var jødernes europæiske centrum.

Siden Janusz Makuch, en polak og ikke-jøde, arrangerede den første festival i 1988, er der sket en opblomstring af jødisk liv i Polen.

Årets tema er ”Earth”. Festivalen, som foregår i Krakóws jødiske kvarter Kazimierz, er blevet kaldt Det jødiske Woodstock. Over 33.000 gæster, mange fra udlandet, deltager.

”Let’s try from the beginning.” Kantor Jeff Warschauers Brooklyn-accent fylder i teltet, hvor en gruppe unge synger på jiddisch: ”Folkesange betyder, at man gerne må synge i en helt anden stil end hende ved siden af.” Han opfordrer til at optage melodien på telefonen til senere brug.

”Kh’volt gevolt vernb a rov, ken ikh nit keyn Toyre” (Jeg ville gerne være en rabbiner, men jeg er en ringe Tora-lærer).

Bagefter er en ny gruppe i gang med violiner og harmonika i en klezmer-workshop. Klezmermusik er blevet beskrevet som ”et ægteskab mellem himlen og jorden”. Men der er mere end det i programmet. Find dine jødiske rødder, eller lær jødiske bogbindingsteknikker. For uanset hvor jøder har levet, har de skabt deres hjem i deres tekster. Det er folket med de mange bøger.

Her kan man skabe sit eget kapitel jødisk kultur.

Overalt møder man folk, som virker stedkendte og ved, hvor man kan nå at spise en zapiekanka (langbrød) mellem arrangementerne.

”Denne synagoge blev engang brugt som stald,” fortæller en mand på svensk på vej ind i Tempel-synagogen. Den er bygget i 1840’erne – Krakóws yngste – og én af syv synagoger, som Börje Hællstrøm og Lilian Ohlsson ser på en guidet tur.

De to venner kender Kraków godt og ved, at Tempel-synagogen med de mauriske ornamenter under Anden Verdenskrig også fungerede som militærhospital, og at hasidiske, ortodokse og progressive jøder i de følgende år bad sammen her. Det sker ikke ofte.

De to svenskere er ”kulturarvsturister” og har i over 20 år lavet guidede ture for svenske børn. ”Tomheden er også noget, de unge kan mærke i Kazimierz.”

De finder det vigtigt, at festivalen også appellerer til teenagere, der kan lave animerede film med sand og lys inspireret af Isaac Bashevis Singers historier. Eller at dinosaurer og leg med plastik-menorah’er kan få fire-otte-årige til at lytte til historier om Moses.

Under omvisningen gør især historien om Wolf Poppers Synagoge indtryk. Den rige købmand, der i 1640 byggede et bedehus og var kendt for at stille sig på ét ben, når han skulle træffe en beslutning. Popper betyder stork på polsk.

Temperaturen rasler lidt ned fra de 35. Men der er temmelig ”Tel Aviv-hot”, bemærker en spansk kvinde med bøllehat. Hun overvejer endnu en omvisning.

”Lyset falder perfekt fra øst i dag. Se den svungne kalligrafi og kronen – en fysisk manifestation af Toraen,” siger guiden på begravelsespladsen ved Remuh-synagogen. Vi besøger berømte rabbinere og kabbalisters grave. ”Her er indgraveret et dådyr, for efternavnet Hersh betyder dådyr. Bjørne er sjældne. Hyppige er fugle, der er symboler på menneskets sjæl.”

Polske synagoger er ofte dekoreret med dyr, men de optræder også på gravsten. I barokken var også frugt populært. Jo ældre gravsten, jo flottere skrift og mønster. På en sten er afbildet en saks – ud over slangen, som symboliserer medicin – er det det eneste sekulære symbol. Den afdøde var skrædder.

Gravpladsen, der er fra 1551, blev genopdaget efter Anden verdenskrig. Det var umuligt at spore, hvor de enkelte gravsten havde stået, så det er en rekonstruktion. Men det er stadig den kunstnerisk mest unikke jødiske gravplads i Polen.

Remuh-synagogen var i det 16. århundrede det vigtigste jødiske centrum i verden. Som den eneste synagoge fungerede den uafbrudt under kommunismen.

Senere på dagen fortæller rabbi Boaz Pash Talmud-historier. Han taler som en standupper: om tv-serier, New Age, Whatsapp-beskeder og yndlingsrabbinere, som søgte ud i ørkenen, hvor dimensionerne er væk, og hvor man selv vælger, om det er mandag eller tirsdag.

”På den første dag skabte Gud lyset. Resten er Made in China,” siger Pash i et foredrag om jøden som den evige vandrer, der opsøger en tilstand af usikkerhed og tvivl. For længsel er godt:

”Rejs væk hjemmefra, mød mennesker – mirakler sker aldrig hjemme, de findes kun på vejen. Jøder elsker at vende tilbage og jubler, når flyet lander i Tel Aviv. Hjemme. Omsider. Hvor skønt!”.

På den anden side af floden øjnes Podgórze-kvarteret. Her lå én af Europas største jødiske ghettoer. Sporene er der – trods omfattende gentrificering og urbant ansigtsløft. Men dengang var der ingen træer. Børn så ingen natur. Mødre tog blade ind i ghettoen, så børnene kunne se og mærke.

”I huset her boede Stella Müller-Madej, den lille pige i rødt i Steven Spielbergs film,” fortæller guiden. For hun var på den liste, som Oskar Schindler, lavede for at redde jøder. Den berømte forretningsmands fabrik ligger få hundrede meter derfra og er nu et Holocaust-museum.

Tre sporvognsstop videre ligger Plaszów, en arbejdslejr for 40.000 fanger. Her ville nazisterne også bygge gaskamre. I dag er her en offentlig park – næsten alle spor blev slettet.

”Føler I det? Føler I det?” På klubben Alchemia spiller den israelske sanger Uzi Navon & The Experiences en blanding af psychrock og indie med blød Motown-bas og orgel, så man kan høre palmerne svaje i en bekymringsløs brise fra 70’erne. Også vuggevisen ”Hush Little Baby, Don’t Say a Word” er på hebraisk. ”Føler I det?”, spørger Uzi Navon på polsk.

Om morgenen har festivaldirektør Janusz Makuch indviet publikum i hemmeligheden bag kaffebrygning i bronzekander fra kong Davids tid. Ved langbordet sidder nu festivalgæster og river kartofler og snitter løg til kugel (gryderet). En mand hælder makaroni i en skål. Kameraet hænger om halsen, for han er lige så optaget af at dokumentere det, der snart skal blive til et måltid.

I løbet af ugen kan man lære klassikerne inden for jødisk cuisine, i tre versioner: ashkenazi, sefardisk og moderne israelsk.

De unge holder til i Krakóws nye Jewish Community Center, som åbnede i 2008. I caféen ved eventteltet drikker folk krydret Jerusalem-kaffe.

Et fransk tv-hold filmer løs. Efter Kraków skal de videre til Berlin og Cordoba for at lave optagelser til en dokumentar om judaisme i Europa i dag, med fokus på tredje generation.

”Før vi kom hertil, sagde alle, det hele er ’fake’. Men du kan se, hvordan her vrimler med folk. Unge fra hele verden er frivillige på festivalen. Og ved bordet dér er lokale polakker, newyorkere og skandinaver i gang med at lave en typisk polsk-jødisk sabbat. Her er kun lidt sikkerhed, det ville ikke være muligt i Paris,” siger den franske kameramand Rudy, som har boet otte år i Tel Aviv.

”Man kan ikke splitte polakker og jøder ad. De har gennemlevet de samme dramaer.”

Som antropologen Erica Lehrer skriver i bogen ”Jewish Poland Revisited” er Polen – epicentret for mordet på Europas jøder – i dag et nøgle-site for regenereringen, re-artikulationen og redefineringen af ikke bare det lokale jødiske samfund, men af nye krydsninger og forestillinger om post-Holocaust-jødedom i sig selv.

Den jødiske kulturfestival i Kraków er et mikrokosmos af jødisk liv. Måske var det vildere før. Måske er atmosfæren forandret, festivalen er blevet rar og hip-stervenlig. Engang kunne man selv på en mandag danse til klezmer til den lyse morgen – sammen med kantorer fra New York. Men selv kritikerne agter stadig at dukke op for at høre dj’s fra Tel Aviv og den jødisk-marrokanske sangerinde Raymonde El Bidaouia og bandet The Europeans.

Festivalen kulminerer med det, som arrangørerne kalder verdens største koncert med jødisk musik. I syv timer spiller forskellige orkestre foran Den Gamle Synagoge ved Szeroka-pladsen med alle de jødiske restauranter. Janusz Makuch taler om aldrig at lukke dørene for nogen: ”I dag lever vi på jorden; i morgen må vi måske flytte teltet.” Vi skal ikke tale om dødens land, men livets land; ikke danne rekonstruktioner, men nye kompositioner.

Men han ved, at ord er ord. 15 musikere og sangere fra det israelske The Piyut Ensemble demonstrerer – i praksis – festivalens ønske om at føre en dialog med hele verden.

Er det toner fra Marokko? Eller er det længere mod øst? Irak? Indien? Er melodien 200 eller 50 år gammel? Andre hører noget ashkenazi. Tel Aviv. Sufi.

Er dette jødisk musik?

Måske er det hele verdens musik. Kulturer blandes i en galaktisk fusion. Toner vandrer fra generation til generation. Krydser besværlige grænser. For musik er – har altid været – en sjælens rejse.

Isralske The Piyut Ensemble med 15 musikere og sangere spillede både i Tempel-synagogen og under ”Shalom på Szeroka-gaden”, som kaldes verdens største koncert med jødisk musik.
På festivalen kan man både smage Jerusalem-kaffe brygget i bronzekander fra kong Davids tid og lære at lave kugel (gryderet). Klassikerne inden for jødisk cuisine laves i tre versioner: ashkenazi, sefardisk og moderne israelsk.