Til forsvar for en nuanceret kulturdebat

Knud Lyne Rahbek var som ung så teatertosset, at han spillede kort fra den årle morgen for at vinde penge ...

Knud Lyne Rahbek var som ung så teatertosset, at han spillede kort fra den årle morgen for at vinde penge nok til at gå i teatret for om aftenen. Pastel af Christian Horneman fra 1814 på Bakkehusmuseet. -- Foto: Stuart McIntyre.

Knud Lyne Rahbek kunne andet end at ryste drikkeviser ud af ærmet. Hans oplysningstanker er et godt korrektiv i dagens værdidebat, siger manden bag ny bog om den produktive forfatter, udgiver og redaktør

Hvornår har De sidst, kære læser, sunget en raffineret drikkevise i et lystigt lag? Sådan en med vittige åndfuldheder, spredte referencer til den klassiske oldtid og adskillige vers til vinens pris?

Nej vel? Det er ikke just en genre, der er meget oppe i tiden. Men skulle De have lyst til at synge, før De skåler til julefrokosten, er der masser af inspiration at hente hos et af den sene oplysningstids mest selskabelige mennesker, Knud Lyne Rahbek, der skrev drikkeviser, som vi andre skriver indkøbssedler, og i disse dage fylder 250 år.

Han var dus med det halve København, medlem af alle de selskaber, klubber og foreninger, man kunne støve op, og sammen med sin kone, Kamma, gjorde han deres hjem, Bakkehuset, på Frederiksberg til et af guldalderens vigtigste samlingssteder.

Når man tænker på al den selskabelighed, kan det være svært at forestille sig, at han oven i købet var en af sin tids mest produktive forfattere, redaktører, oversættere – ja, der er nærmest ikke den titel inden for kultur- og særlig teaterlivet, han ikke kunne skrive på sit visitkort. Men den er god nok. I løbet af sit liv, der begyndte den 18. december 1760 og sluttede 70 år senere i 1830, fik professor Rahbek trykt mellem 80.000 og 100.000 sider. Det svarer sådan cirka til 350 bind på hver 250 sider eller fem sider om dagen i 50 år.

Den helt store post i den overvældende produktion udgøres af to tidsskrifter – og det var også dem, der for alvor gjorde ham til en af sin samtids kendteste danskere.

Tidsskriftet var oplysningstidens yndlingsmedie, og Rahbek kløede på som redaktør af både "Minerva", der udkom en gang om måneden, og det ugentlige "Den danske tilskuer". Her skrev alle tidens toneangivende forfattere, og tidsskrifterne skulle ligge på ethvert læsebord med respekt for sig selv i lærde hjem ud over det ganske land. Den rødhårede Rahbek var en af tidens mest betydningsfulde opinionsdannere.

"Han er en af litteraturhistoriens mest omtalte personer, men der er ingen, der rigtig har fået et helhedsindtryk af ham endnu," siger Asger Albjerg, der netop har udgivet sin doktordisputats om den jubilerende oplysningsmand.

Asger Albjerg er dansk lektor ved universitetet i Helsinki og har brugt stort set al sin fritid de seneste tre et halvt år på at studere Knud Lyne Rahbek. Ikke mindst hans romaner og noveller, der er et næsten uopdyrket område i forskningen. De er da heller ikke de store stilistiske mesterværker, medgiver Albjerg, men skal læses for deres idéindhold, som viser frem mod vore dages værdidebat:

"Rahbek er ikke så sjov at læse i begyndelsen. Man skal arbejde sig ind i ham," siger Asger Albjerg. "Men gør man det, bliver man fascineret af, at han diskuterer netop de store begreber, der findes i debatten i dag."

Det gælder blandt andet i romanen "Camill og Constance" fra 1799, der foregår under den franske revolution en halv snes år før og som noget ganske nyt viser, hvordan det er folket selv og ikke for eksempel Gud eller kongen, der skaber historien.

Noget af det, som kan gøre Rahbek svær at gå til, er det lidt bedagede udtryk "dyd", som han glad og gerne anvender. Nu om dage bruges det næsten udelukkende om noget seksuelt, men på Rahbeks tid var det et samlende begreb for alle menneskets gode og værdifulde egenskaber. Og som sådan er det faktisk ikke så tosset, mener Asger Albjerg. Dyden er nemlig en anden måde at sige på, at vi skal forvalte vores borgerrettigheder på en ordentlig måde:

"Vi skal hele tiden arbejde på at gøre os fortjent til den demokratiske frihed, vi har, og det er den enkelte borger ansvarlig for. Man kan sige, at Rahbeks værdier har sejret ad helvede til, fordi de indgår i vores dagligdag, og vi ikke behøver tænke over dem. Men faktisk er de et godt korrektiv i værdidebatten i dag. Det er tilbage til rødderne for nogle af de fineste ord, vi har i vores kultur."

Asger Albjergs disputats hedder "Den brændende fakkel", en titel, der dels refererer til Rahbeks oplysningsiver, dels til hans udseende. På grund af sit flammende røde hår fandt hans medredaktør på "Minerva", Christen Pram, nemlig på det prægnante øgenavn.

Der er ingen tvivl om, at Knud Lyne Rahbek brændte for sin sag, men han flammede ikke så heftigt, at han brændte den gren over, han selv sad på. Og netop det har eftertiden haft lidt svært ved at goutere. For hvordan kan man udbrede de samfundsomvæltende idealer fra den franske revolution, samtidig med at man holder sit på det tørre og er alles ven?

For Asger Albjerg er svaret klart: Det er netop, fordi han holdt sig i skindet, at han kunne få betydning som den, der bragte de nye idéer til torvs. Eller som det hedder med et poetisk billede i et lille skrift, der udkom i 100-året for Rahbeks fødsel i 1860:

"Han kunne som sivet svaje både for den ene og den anden vind. Men sivet lader tit stormen gå hen over sig og holder dog fast ved den grund, hvoraf det voksede, medens både granen og egen knækkes."

Til sammenligning kan man kigge på Rahbeks gode ven P.A. Heiberg, der bestemt ikke holdt sig i skindet. Op gennem 1790?erne var Heibergs satiriske pen en torn i øjet på magthaverne, blandt andet med udsagnet om, at "Ordener hænger man på idioter", og juleaftensdag 1799 kulminerede irritationen med, at han blev landsforvist. Hr. og fru Rahbek var med ham i den karet, der førte ham mod hans eksil i Paris – men da kareten kom til Valby Bakke, stod de af og spadserede tilbage til deres fredsommelige Bakkehus.

Det er karakteristisk for Rahbek - men det også det, der er det fine ved ham, mener Gertrud With, der er leder af Bakkehusmuseet:

"Han evnede at beskrive flere synspunkter på den samme sag. Det ser vi for eksempel i tidsskriftet "Den danske tilskuer", hvor fiktive personer fremfører deres forskellige holdninger side om side nærmest som på vore dages debatsider. Det var en udviklet form for meningsudveksling, hvor man godt kunne have et andet synspunkt uden at være uvenner."

Knud Lyne Rahbek flyttede ind i den tidligere landevejskro Bakkehuset i 1787 og boede der resten af sit liv, fra 1798 sammen med sin Kamma. Bakkehuset blev i guldalderen det selskabelige centrum for en stribe af kulturpersonligheder fra Adam Oehlenschläger til H.C. Andersen og står i dag som museum med blandt andet mindestuer for ægteparret Rahbek. Som vel at mærke også kunne være uenige.

Forfatteren Christian Molbech beskrev således Rahbek som "den sidste åndeligt og litterært virkende repræsentant for det 18. århundrede", mens Kamma var væsentlig mere lydhør over for den gryende romantik, hvis hovedfigurer hun serverede te og kage for i Bakkehusets hjørnestue, og som hun forærede de kunstfærdigt fremstillede æsker, hun selv lavede.

De mellem 7000 og 8000 mennesker, der årligt besøger Bakkehusmuseet, kommer da heller ikke nødvendigvis på grund af professor Rahbek.

"Jeg tror sådan set, at der er flere, der kender Kamma Rahbek og hendes æsker," konstaterer Gertrud With nøgternt.

Men hvis de vil lære den vidtfavnende oplysningsmand bedre at kende, er der nu en bog mere til formålet - samt naturligvis en hel samling drikkeviser.

kultur@k.dk