Jeg var i kirke i Holstebro for nylig, og i døren fik jeg udleveret den gode, gamle salmebog… og et sangark med to salmer af Johannes Johansen. Jeg blev glad og forventningsfuld. For jeg opfattede det – allerede inden gudstjenesten var gået i gang – som et bevis på, at præsten havde gjort sig umage med salmevalget. Han havde ikke ”bare” valgt et antal salmer fra Den Danske Salmebog (DDS), men han havde fundet fire gode salmer i DDS, og han havde ledt videre og dertil fundet to salmer, der ikke stod i DDS, men som alligevel skulle synges.
Det vidnede for mig om grundighed og en insisteren på, at netop de to salmer var vigtige: Præsten mente tydeligvis, at de passede til dagen, gudstjenesten, prædikenen og kirkeåret.
Og det gjorde de! Gudstjenesten var på smukkeste vis præget af sang og sammenhæng. Ikke alene havde præsten valgt de to salmer, men han, kirkekontoret, kopimaskinen og kirketjeneren var gået den ekstra mil og havde haft besvær med at kopiere salmerne, sende noder til organist og kirkekor samt dele dem ud i kirkedøren.
Jeg blev ved den lejlighed endnu en gang bekræftet i, at det er godt at synge fotokopierede salmer. De er ikke så pæne, men de er udtryk for ihærdighed og for en levende salmetradition, der ikke lader sig begrænse af autoriserede salmebøger og salmebogstillæg.
Når jeg holder foredrag om salmernes historie og liv i Danmark, medtager jeg af samme grund altid et par salmer i fotokopi for at minde tilhørerne om, at salmesangen rækker ud over Den Danske Salmebog og diverse tillæg.
I 2016 udkom salmebogstillægget ”100 salmer”, blandt andet for at samle mange af de salmer, der i årevis havde levet deres eget liv på kopiark rundt omkring i kirkerne, og i 2017 kom endnu et uautoriseret salmebogstillæg, ”Kirkesangbogen”. De to salmebogstillæg markerer den foreløbige kulmination på mange års intenst arbejde med salmefornyelsen, men de gør det på godt og ondt.
For mens de to salmebogstillæg på den ene side er udtryk for en stor interesse for nye salmer og kan virke befordrende for inddragelsen af nye salmer i gudstjenesten, kan de også – paradoksalt nok – have en konserverende og dermed begrænsende effekt.
De nye tillæg, der er indkøbt i rigtig mange menigheder, kan medføre tilbageholdenhed over for de endnu nyere salmer: Måske man nogle steder vil ærgre sig over igen at have besvær med sangark og kopier, når man nu lige har indkøbt et salmebogstillæg. Man kan måske tænke, at ”nu har vi da gjort, hvad vi kunne og skulle for at inkludere også de nye salmer”. Man kan ud fra et æstetisk synspunkt hævde, at både salmebogen og de nye tillæg er pæne, mens sangark og fotokopier er grimme og ”noget rod”.
Det kan alt sammen være legitime argumenter, men det er også uheldigt, hvis fornyelsen skal stoppe i 2016/17, for salmeskatten har altid levet af at blive konstant fornyet.
Naturligvis skal der være autoriserede salmebøger og tillæg med en vis vægt. Der vil også være opgangstider og det modsatte og perioder, hvor debatten er levende, og interessen er høj, mens man til andre tider har brug for at puste ud og nøjes med det eksisterende.
Jeg håber imidlertid, at vi også fremover – med nuværende og kommende salmebogstillæg – vil huske på nødvendigheden af den fortsatte fornyelse af salmesangen, både ud over den autoriserede salmebog og ud over diverse tillæg. Gerne i fotokopieret form. Sådanne fotokopier og sangark er nemlig udtryk for ihærdighed, fortsat vækst og dermed liv.
I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted om sang og musik i kirkelivet.