Daniel Barenboim og hans musikere i det jødisk-arabiske West-Eastern Divan Orchestra vakte stor begejstring (og fik fulde seks stjerner her i avisen), da de i foråret 2017 gav et brag af en koncert i Musikhuset i Aarhus. Det giver som oftest musikken en særlig glød, når den fremføres i en større sags tjeneste. Barenboims projekt om at musicere for fred og mellemfolkelig forståelse har lykkeligvis givet inspiration til andre kunstnere over hele kloden, og kan man forestille sig et sted, hvor mottoet ”Music for Peace” giver stærkere mening end netop i Hiroshima?
Millionbyens symfoniorkester, Hiroshima Symphony Orchestra (HSO), blev først oprettet som et amatørensemble i 1963, men har for længst fået professionel status, omend man stadig savner at kunne spille i sin egen koncertsal. Der foreligger storslåede planer herom, men de vil først blive realiseret engang i 2020’erne. Derfor måtte den ”fredskoncert”, der indledte 2018-sæsonen, afholdes i en anden millionby, Fukuoka, der ligger mere end 200 kilometer sydvest for Hiroshima (eller blot en times kørsel med det japanske projektiltog Shinkansen).
Programmet ved fredskoncerten var ærkeklassisk efter europæisk målestok. Først ouverturen til operaen ”Oberon”, som Carl Maria von Weber komponerede i sit dødsår 1826, dernæst Mendelssohns uimodståelige violinkoncert i E-mol, ”Opus 64”, fra 1845 – og efter pausen Beethovens sjette symfoni, ”Pastoralen”, som blev til i 1808 og siden har stået som et nærmest uopnåeligt ideal af en naturskildring i toner.
Denne sammensætning er i høj grad mainstream og kan tages som endnu et bevis på den store respekt, for ikke at sige kærlighed, japanerne nærer for den ”vesterlandske” musik. Lutter velkendte værker, men noget var ganske anderledes, end vi er vant til på vore breddegrader. Hiroshima-symfonikerne har i den sidste tid fået for vane at spille uden dirigent. I stedet er det den 46-årige yderst kompetente tyske koncertmester Volkhard Steude, der fra sin plads forrest blandt førsteviolinerne angiver tempo og sætter den musikalske dagorden for værkerne. Det kan – i det mindste i teorien – give fremførelserne et vist kammermusikalsk aspekt, men er nok mest til fordel for strygerne, hvorimod blæserne bagest i orkesteret er noget udfordrede uden visuel kontakt med en dirigent og i mange passager kan føle sig ladt lidt i stikken.
Ser man bort fra den tyske førstecellist Martin Stanzeleit (der i tre sæsoner har spillet for Det Kongelige Kapel i København), består HSO udelukkende af japanske musikere, men til denne lejlighed var det suppleret med to medlemmer af det fremragende polske ensemble Sinfonia Varsovia og to træblæsere fra Danish National Symphony Orchestra, som DRSO kalder sig, når de optræder uden for Danmark: fagottisten Dorte Bennike og klarinettisten Pedro Franco. De havde for øvrigt begge allerede vist deres høje niveau, da man aftenen forinden i Hiroshima afholdte en intim kammerkoncert for et ungt videbegærligt publikum, blandt andet med en sats fra Carl Nielsens blæserkvintet. Et andet dansk aspekt var, at fredskoncerten af den danske ambassade i Tokyo officielt havde status som en fejring af 150-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan.
I Fukuoka blev det en lovende optakt, da HSO gav sig i kast med den omtale Weber-ouverture, hvor musikerne efter den tøvende romantiske indledning i hornene viste fin fremdrift og solid energi. Volkhard Steude trådte herefter frem foran resten af orkesteret for at varetage solist-rollen i Mendelssohn. Det klarede han i overbevisende stil som den glimrende musiker, han vitterligt er, men det er ikke maliciøst ment, når jeg hævder, at han er en bedre violinist end orkesterleder. Det indebar, at han ikke mindst i slutningen af førstesatsen forcerede tempoet noget, men de japanske musikere og deres danske og polske gæster fulgte dog fint trop, og bifaldet fra den store, tæt besatte koncertsal var kraftigt. I pastoralesymfonien var der mange herlige momenter (ikke mindst takket være Pedro Francos klarinetspil), men tredjesatsen var for hurtigt taget til at kunne illudere den landlige eller bondske musik, Beethoven ud fra sine anvisninger må have forestillet sig. Jeg er således fortsat skeptisk over for konceptet med at spille en stor klassisk symfoni uden en maestro på podiet. Hvad kunne eksempelvis en Fabio Luisi ikke have fået ud af det repertoire?
Lige så begejstret er jeg til gengæld for ”Music for Peace”-initiativet. Ildsjælen og projektetlederen Shoji Sato er en visionær mand, der ikke har det med at stande på halvvejen. Forsøget med fire europæiske gæstemusikere er åbenbart blot en begyndelse på noget, der skal vokse sig større. Med tiden er det meningen, at musikerne skal komme fra mange hjørner af verden, og så skal orkesteret vokse sig større og hedde Hiroshima International Peace Orchestra. Den næste store satsning bliver til august 2020, hvor det vil være 75 år siden, atombomben eksploderede i 600 meters højde over Hiroshima – og man har allerede programmet klar: en nykomponeret klaverkoncert og Beethovens niende symfoni med dens stærke budskab om fred mellem mennesker.