Prøv avisen
Opera

Til gravøl for Don Juan

5 stjerner
Der er ikke sparet på effekterne i teateret Sort/Hvids forestilling ”Don Juan”, hvor sangere, luftakrobater, slangemennesker og en sabelsluger har indbudt til gravøl for den afdøde kvindebedårer og skurk. Foto: Emilia Therese

En stærkt alternativ udgave af Mozarts udødelige opera leveres med saft og kraft på teatret Sort/Hvid i København. I spidsen for de farverige løjer står instruktøren Christian Lollike

Det er ingen sjældenhed at støde på musikelskere, der betragter Mozarts opera ”Don Juan” fra 1787 som det største kunstværk nogensinde, ikke blot i musikhistorien, men i den vestlige kultur i det hele taget. Sådan har det vel været, lige siden Søren Kierkegaard i 1840’erne gjorde sig til talsmand for det synspunkt. Men når man udsætter det udødelige mesterværk for en så gennemgribende nyfortolkning, at det tangerer radbrækning, vil det uvægerligt medføre panderynker blandt kendere og elskere af ”Operaernes opera”.

Teatret Sort/Hvid har i samarbejde med CPH Opera Festival forvandlet ”Don Giovanni” (operaens originaltitel, når der som her synges på italiensk) til en dødsmesse, en omgang totalteater, hvor der ikke er sparet på effekterne. Alle sale på Sort/Hvid er inddraget i en forestilling, hvor sangere, luftakrobater, slangemennesker og en sabelsluger har indbudt til gravøl for den afdøde kvindebedårer og skurk. Hos Mozart får han sin fortjente død til sidst, da han nægter at forbedre sit syndige liv og levned, men på Sort/Hvid i Kødbyens gamle lokaler i København, hvor man endnu fornemmer forne tiders slagterstemning, er han afgået ved døden ved forestillingens begyndelse. Det fremgår med al tydelighed af programmets forside, en dødsannonce med de kolde fakta: ”*29. oktober 1787 - v4. august 2019” – efterfulgt af en invitation til at fejre hans liv som en vanvidsfest, et liderligt og lidelsesfuldt gravbal.

Vanviddet vil kunne tage pippet fra de fleste, men under forestillingen opdager man både, at der er mening med galskaben, og at strukturen er klar – der er tale om en tretrinsraket, hvor publikum i mørke først gelejdes ind i et rum, der minder om en krypt i en katedral. Stemningen er dyster og fortættet, der lyder liturgisk musik fra et sted i rummet, og snart får man øje på gigantiske skikkelser, der synger sorgfulde strofer, inden lyset falder på en præst, der med højtidsfuld stemme tager ordet og fremhæver den afdøde som et græsseligt udskud, der har været menneskeslægten til vanære. Endnu er Mozart ikke kommet til orde, men det bliver der i den grad lavet om på.

Anden akt er den, der mest minder om en normal operaforestilling. Her bænkes publikum i en sal med godt udsyn over en scene, hvor nogle af Don Juans kvinder har taget plads, sortklædte, tavse, uudgrundelige – til at begynde med. Men nu rejser de sig en efter en – Donna Elvira, Donna Anna, Zerlina – og vi får en perlerække af operaens underskønne melodier, foredraget med fynd og klem af sangere og skuespillere som Clara Thomsen, Margaux De Valensart, Morten Grove Frandsen, Nicolai Elsberg, Olaf Højgaard og Anne-Marie Curry og spillet af musikerne Fei Nie (piano), Ying-Hsueh Chen (slagtøj), Julie Holmegaard Schade (akkordeon) og Mads Brauer (elektroniske klangmanipulationer og synthesizer). Højdepunktet i denne akt indtræffer, da bassangeren Nicolai Elsberg giver en hårrejsende optræden som Stengæsten, Mozarts genialitet slynget lige i synet på os, fjernt fra den rokokopudrede yngling, som nutidsmennesket ser på Mozartkugler og alskens merchandise – det var netop en sådan musik, der hensatte Søren Kierkegaard i forundring, ja, ekstase.

I tredje akt er krypten fra forestillingens begyndelse forvandlet til en natklub. Barerne er åbne, og publikum kommer til at opleve de agerende og sangerne på tæt hold – kvinderne stærkt nedringede eller topløse, og i glimtvis mere end koket indladende over for vilkårlige gæster. Men Mozarts musik fortsætter som den røde tråd, både sunget, spillet og sendt ud gennem højttalere i en ny indspilning med Det Tjekkiske Nationalorkester, dirigeret af Oliver von Dohnányi.

En styltemand stolprer omkring og slår krøller på sig selv, musikerne blander sig med det øvrige selskab, der drikkes fadøl og champagne, og man går på toilettet, for pauserne må man selv sørge for. Men det er klogt ikke at vende ryggen til showet for længe, for man ved aldrig, hvad der foregår lige om det næste hjørne. Det skal dog ikke nægtes, at det effektfulde efterhånden udvikler sig til effektjageri, og at der drives rovdrift på nogle af figurerne. Publikum danser sammen med de medvirkende, men dødsfesten fuser ud, og folk siver efterhånden ud under åben himmel i Kødbyen med en fornemmelse af, at denne natklub vil kunne holde åben længe endnu.

Dødsmessen uden nogen egentlig slutning er dog som helhed en vanvittig spændende teateroplevelse, som instruktøren Christian Lollike, den musikalske leder Mads Breum og hele det øvrige team har lagt en uhyre intensitet og en imponerende opfindsomhed i.

Og Mozarts ånd svæver over de oprørte vande.

Forestillingen byder også på en perlerække af operaens underskønne melodier, foredraget med fynd og klem af sangere og skuespillere. Her er det operasanger Clara Thomsen, der ses i forgrunden. Foto: Emilia Therese