Til kamp for fællessangen

Der synges ikke i Danmark, som man gjorde engang, men der er håb. Nye gode initiativer kan måske opdrage kommende generationer til at synge mindst lige så meget, som vi gør i dag

Politikere og nye danske statsborgere synger "Der er et yndigt land" sammen ved statsborgerskabsdagen 2014. Arkivfoto.
Politikere og nye danske statsborgere synger "Der er et yndigt land" sammen ved statsborgerskabsdagen 2014. Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup.

I forbindelse med den nylige markering af Danmarks besættelse den 9. april 1940 sendte P2 nogle ret fantastiske optagelser fra et af de mange alsangsarrangementer, der bredte sig over hele landet i krigens første år. Det første alsangsstævne blev afholdt i Aalborg i juli 1940, og de optagelser, der blev sendt den aften på P2, var netop fra et stævne i Aalborg i august 1940, hvor over 10.000 mennesker deltog.

Det var rørende at høre gennem tid og lakpladens skratten, hvordan mænd og kvinder, gamle og unge, folk fra alle samfundets lag sang med på de smukke danske sange: ”I Danmark er jeg født”, ”Den danske sang”, ”Jylland mellem tvende have” og sågar en salme: ”Den signede dag”.

Det spørgsmål meldte sig helt naturligt: Ville vi i dag på samme måde samles om sang, hvis vores land og folk var truet? Og selv hvis vi ville, kunne vi da? Ville vi have fælles sange eller blot en række af vores egne, foretrukne sange? Ville vi have mod og vilje til at synge sammen?

Jeg er bange for, at svaret ikke er helt opmuntrende, for selvom fællessangen har været og på mange måder stadig er en vigtig del af den danske folkesjæl, og ligesom salmesangen er en umistelig del af vores kirkeliv, så er både sang og salmesang på flere måder i krise i disse år.

Jeg tror, vi er mange, der har ærgret os over spagfærdig eller direkte fravalgt sang ved foreningsmøder, møder på børnenes skoler, ved samværet på Lokalcenteret og endda i kirken. Hvad angår den kirkelige sang, så synges der heldigvis stadig i kirkerne, men ofte er det den ansatte kirkesanger eller kirkekoret, der synger mindst lige så meget, som det er menigheden.

Det er begrædeligt, men desværre sandt flere steder, selvom der også er mange menigheder, hvor sangen lever og har det godt. Under alle omstændigheder er der brug for, at vi opruster og kalder til kamp for fællessangen.

Heldigvis er gode kræfter allerede nu i gang med at gøre noget for sangsagen med store, ambitiøse projekter. Jeg vil i denne sammenhæng gerne gøre opmærksom på et mindre, lokalt initiativ, der har oplevet stor succes og som nemt ville kunne kopieres af andre sogne og byer i Danmark.

I Lystrup Sogn, lige nord for Aarhus, henvendte sognepræst Hans Boas sig for ikke længe siden til skolen for at høre, om de kunne tænke sig at komme i kirken med en årgang (for eksempel 4. klassetrin) og synge morgensang et par gange om året. Det ville skolen gerne, men de ville gerne have, at det var for alle klasser på 0.-5. årgang, og at det var en gang om måneden. Og sådan blev det.

To gange hver måned fyldes Lystrup Kirke med skolebørn og sang, så det gjalder. Børnene synger en salme, en højskolesang og en sang, som skolens musiklærere vælger, og de har på forhånd øvet på dem alle. En tirsdag kommer 0.-2. klassetrin, og dagen efter kommer 3.-5. klassetrin.

Der er lagt program for et år ad gangen, og børnene kommer på den måde omkring årstider, højtider, kernesalmer og klassiske danske højskolesange med mere. Sangene knyttes sammen med for-tællinger og forklaringer, idet præsten er bevidst om ikke at tale forkyndende, sådan at alle elever kan være med.

Når skolen har taget så godt imod tilbuddet, hænger det sammen med flere ting: Dels får skolens musiklærere hjælp til at gøre børnene bekendt med salmerne, som de skal ifølge læseplanerne. Dels kan morgensangen betragtes som det, den nye skolereform kalder understøttende undervisning, fordi den går på tværs af klasser og hold, og fordi den kobler teori og praksis.

Endelig passer samarbejdet fint ind i reformens erklærede ønske om, at skolerne skal være åbne over for og i øget grad samarbejde med institutioner i lokalsamfundet, herunder kirken.

Idéen er genial i al sin enkelhed, og den er hermed videregivet og anbefalet.