Den forestilling har bredt sig siden 1960’erne, at lighed er den helt store sammenhængskraft i samfundet. Ifølge en fremherskende opfattelse, som bredte sig fra venstre i det politiske spektrum, forholder det sig sådan, at hvis alle var helt lige, ville misundelse forsvinde og solidaritet og social empati sprudle.
Personligt mener jeg, at det snarere er pligtfølelse og loyalitet, der holder sammen på det hele, og at lighedspolitikken snarere bidrager til at atomisere samfundet. Men lighed er blevet et magtpolitisk argument, som det har vist sig næsten umuligt at argumentere imod, selvom det er utopisk: Der er ikke, der vil aldrig blive lighed. Og tak for det, lighed er ikke en stor moralsk værdi. Hvad man opnår gennem lighedspolitik er sædvanligvis blot at flytte rundt med uligheden.
Lige muligheder er der fornuft i, og det har vi allerede, stort set. De opvoksende generationer får alle uddannelses- og erhvervsmæssige muligheder. Blot er de forholdt den indsigt, at en uundgåelig konsekvens af al lighedstænkningen er hård konkurrence. Det kan være vanskeligt at erkende, at lige muligheder uvægerligt fører til præstationsforskelle, og dermed ikke med nødvendighed til de ønskede karrierer.
Derfor er lige muligheder en station, ligestillingstoget for længst har forladt. Alle skal være lige, lighed ved startsnoren er ikke nok, der skal også være lighed på målstregen. Hvis kvinder udgør halvdelen af befolkningen, skal de også have halvdelen af de stillinger, der er værd at have.
I denne bog, som er en opfølgning og argumentatorisk udbygning af en bog af samme forfatter fra 2013, ”Fordi du fortjener det”, analyserer Hans Bonde en side af den grasserende krænkelseskultur, der ikke handler om sexisme. Som han formulerede sin vinkel i et interview her i avisen den 13. oktober: ”Den krænkelseskultur, vi i bogen identificerer, handler om, at der overalt i samfundet er opbygget en forestilling om, at der er glaslofter for kvinder, old boys-netværk og en ubevidst bias mod kvinder. Det bliver så brugt som argument for en favoriseringskultur, hvor der hele tiden kører endog lovstridige særprogrammer og konstant arbejdes for kønsbalance inden for både virksomheder, kulturliv og forskning.”
Bogens titel, ”Vi vil have vores fair andel!” er passende nok et citat fra den siddende EU-kommissionsformand Ursula von der Leydens valgkampagne og siden motto for hendes dannelse af en kommission med 50 procent kvinder.
Bonde gennemgår, med statistisk bistand af epidemiologen Torsten Skov, hvorledes en ”favoriseringskultur” har udfoldet sig indenfor felter som forskning, kunst, film, musik, ledelse og politik.
Vedrørende forskningen er fokus på de politiske programmer til fremme af kvinder, som har set lyset i de senere år: YDUN og FREJA, og på det seneste Inge Lehmann-programmet. Bonde viser her klart, at programmerne er en overtrædelse af gældende lovgivning, både Ligebehandlingsloven og EU’s ligebehandlingsdirektiv. Man må ifølge lovgivningen oprette programmer, der fjerner karrierehindringer for begge køn, men man må ikke blande sig i selve ansættelsesprocedurerne. Programmerne er ulovlige, og de er uretfærdige, mener Bonde.
De forekommer desuden at være overflødige, i betragtning af, at kvinder angivelig allerede har en næsten dobbelt så høj succesrate, når de ansøger om adjunkturer og lektorater, samt en væsentlig højere succesrate end mænd, når de søger professorater.
Ifølge Bonde, som er en svoren tilhænger af meritokrati som fundament for demokratiet, og i øvrigt af Jürgen Habermas’ såkaldte ”herredømmefri kommunikation”, udgør fifty-fifty-kulturen et demokratisk problem, det fører til en atomisering af det moderne samfund, hvis en praksis med at ansætte efter køn, etnicitet, seksualitet og lignende, i stedet for meritter, bliver ført igennem.
Bonde kalder derfor til modstandskamp mod fifty-fifty, favoriseringskulturer og følelsespolitik. Ikke blot feministiske kvinder er i skudlinjen, også ”feministiske gentlemen”. Thi moderne feminisme synes ved at smelte sammen med dele af en gammel gentleman-ideologi, ifølge hvilken enhver ordentlig mand som bekendt må undsætte enhver kvinde i nød.
Det er i tiden ikke usædvanligt, at mænd, Bonde nævner som eksempel Mogens Lykketoft, springer ud som feminister, samt at magtfulde, paternalistiske mænd i virksomheder og organisationer adopterer opstigende kvinder som ”døtre”, hvorved de bliver i stand til at højglanspolere egen progressivitet og svinge med et feministiske flag, uden at deres egen stilling derved undermineres – i hvert fald ikke lige med det samme.
Bogen er grundig, yderst veldokumenteret, noget lang, men velskrevet og i det hele taget svær at argumentere imod. Man forestiller sig, at tilhængere af kønsbalance-ideologien snarere vil gå udenom end ind i argumentationen, som den siddende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) gjorde, da hun tidligere på året blev konfronteret med kendsgerningerne omkring Inge Lehmann-programmets ulovlighed. Bonde citerer et interview med hende, hvor man mindes om det herostratiske politiske udsagn fra dansk demokratis barndom: ”Hvis det er fakta, så benægter A fakta!”
”Vir prudens non contra ventum mingit” hedder er andet gammelt mundheld: Klog mand lader ikke vandet mod vinden, et af de udtryk, mange med den lille latinprøve stadig husker, når resten er borte. Vinden skal her forstås som tidsånden, med al dens krænkelsesparathed.
Hans Bonde finder sig heldigvis ikke i tidsåndens tyranni, han vil ”hellere vil sige det rigtige på det forkerte tidspunkt, end det forkerte på det rigtige tidspunkt”, som hans motto for bogen lyder. Det fortjener han ros for, samt for sin grundighed.
Kedeligere ser det ud, hvad angår hvad der kan gøres ved problemet.
Her er Bonde ikke optimist, i al fald ikke på den såkaldt korte bane: ”Hvad angår hele den supertanker, der hedder fifty-fifty-diskursen med dens principper om ’kønsbalance’ i f.eks. regeringer og EU-kommissioner, vil den næppe kunne flyttes med selv nok så gode argumenter.”
Han bevarer dog håbet på den lange: ”Men ligesom tidsånden i disse år i den grad giver næring til denne tankefigur, vil den formentlig på et tidspunkt tabe i intensitet og for eftertidens mennesker fremstå som det løjerlige brud på oplysningstanken, som den er.”