Han blev berømt verden over, den franske økonom Thomas Piketty (født 1971) med sin bog ”Kapitalen i det 21. århundrede”, som udkom på fransk i 2013 og på dansk i 2014. Den blev solgt i 2,5 millioner eksemplarer, udkom i 40 lande, og udgangspunktet var her, som i hans nye bog, den sociale og økonomiske ulighed.
Ifølge Thomas Piketty er verdens ulighed nemlig steget drastisk de sidste årtier til skade for ikke mindst den samfundsmæssige loyalitet og for demokratiet. I ”Kapitalen i det 21. århundrede” kom han med forslag til, hvad man burde gøre for at rette op på uligheden, nemlig at gennemføre en progressiv indkomstskat, en progressiv formueskat og en progressiv arveafgift, fulgt op af et globalt samarbejde til forebyggelse af mulighederne for skattely. Og i sin netop udkomne ”Kapital og ideologi” (på dansk ved Peer Bundgaard, Manni Crone, Adam Diderichsen og Niels Ivar Larsen, udgivet på Djøf Forlag og Informations Forlag) ser Thomas Piketty stadig verden og historien gennem ulighedens briller, men denne gang tager han også ideologierne med.
Et af vores samfunds store problemer er de socialdemokratiske partiers sammenbrud i årene op mod årtusindskiftet, hvor centrum-venstre-partierne blev til elitepartier for de veluddannede. Dermed mistede de deres traditionelle fokus på samfundets underprivilegerede samt den sociale empati. Og derfor bør Thomas Pikettys nye bog da også være pligtlæsning for alle socialdemokrater, mener Mogens Lykketoft, som anmelder ”Kapital og ideologi” i Information. Og det gør han i yderst rosende toner. Blandt andet kalder han Piketty for ”en fremragende dokumentarist og analytiker”, og Mogens Lykketoft er ”uhyre fascineret af forfatterens overblik”, som når han for eksempel anskueliggør, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt. Lykketoft konkluderer:
”I Thomas Pikettys nye kæmpeværk ’Kapital og ideologi’ påviser han, at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget stor del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet lige så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder.”
Også i Berlingske er Peter Nedergaard imponeret. Han giver seks stjerner ud af seks mulige, kalder bogen for ”formidabel”, ”en tour de force gennem de historiske og nutidige kilder om emnet”, og spår, at den bliver lige så toneangivende som Thomas Pikettys seneste bog:
”Han tager sit brede yndlingsemne om ulighed op og behandler det med en manisk grundighed fra alle mulige vinkler over hundredvis af sider. Han er endda ikke ræd for at inddrage eksempelvis litterære kilder i sin behandling. I tillæg er Pikettys styrke den ekstremt solide dataindsamling, som han gengiver i talrige figurer og tabeller spredt ud over teksten med rund hånd. De drejer sig om alt fra størrelsen af den franske adel frem til revolutionen, indkomstuligheden i Kina og den partipolitiske venstrefløjs bevægelse i Europa og USA fra arbejderparti og til de højtuddannedes parti i perioden 1945-2020.”
Trods stjerneregnen har Peter Nedergaard dog en enkelt anke:
”Hvis idealisten Piketty oftere havde taget realisten Piketty i hånden, kunne bogen – især i sidste fjerdedel, hvor han forsøger sig med løsningsforslag – have fået en ekstra analytisk dimension. Det er dog småting. På det tidspunkt, hvor vi når derhen, har bogen allerede gjort sig fortjent til en status som disse års bedste samfundsbog.”
Men i Kristeligt Dagblad bliver det til mere end blot en enkelt anke og tre beskedne stjerner fra Henrik Jensen til en bog, han betegner som en sej omgang. Han skriver blandt andet:
”En håndfast redaktør ville have været godt. Piketty er selv bange for, at læsere vil køre træt, springe alt det historiske over og gå direkte til de sidste 100 sider, og det er bestemt med god grund.”
Henrik Jensen mener desuden ikke, at der er noget nyt og epokegørende i Thomas Pikettys tanker om, hvor vigtig betydningen af politisk-ideologiske og kulturelle faktorer er for udviklingen af ulighedsregimer – som han konkluderer:
”Som historiefilosof er Piketty ikke meget at skrive hjem om. Den stigende ulighed er naturligvis et reelt problem, men om ideologiske respiratorer til vildfarne socialdemokrater er vejen frem, er højst tvivlsomt.”
I Politiken tvivler Karsten R.S. Ifversen imidlertid langt mindre end Henrik Jensen. Han vurderer nemlig, at ”Kapital og ideologi” kan vise sig at blive en af de vigtigste bøger i dette århundrede:
”De flere end 1.000 tætskrevne sider baserer sig hovedsageligt på World Inequality Database, som han selv har været med til at sætte i værk, og som er et forskningssamarbejde mellem 100 forskere fra 80 lande. Men også skønlitteratur fra Jane Austen til Chimamanda Ngozi Adichie inddrages til at skabe et billede af henholdsvis 1800-tallets og vor tids ulighedsregimer. Uden at være hverken stor litteratur eller smittende sprogjonglør formår han at gøre det tørre stof læseligt.”
Og selvom Politikens anmelder finder, at det er væsentligt, at Thomas Piketty samtænker klima og ulighed, så mener han, at klimaet generelt fylder for lidt og kommer for sent ind i bogen – omend det ikke trækker mere ned i den samlede vurdering, end at han giver seks hjerter ud af seks mulige og om ”Kapital og ideologi” afslutningsvis konkluderer:
”Det her er et våben mod Trump, Bolsonaro og Putin. Mod national forskansning, Brexit og etnisk udskillelse. Der er ingen tvivl om, at han her har støbt kuglerne til en slagkraftig politik, der kan ændre løbebanen for samfundene i det 21. århundrede.”
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.