Prøv avisen
Interview

Jakob Levinsen: Stå ved det, du kan og gør!

Jakob Levinsen er sig selv, men også del af en debattendens, der tæller Svend Brinkmanns og Sørine Gotfredsens bøger, som kredser om individets problemer med at finde ståsted og selvstændighed. ”Gå bare selv - om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad” udkommer i dag på Gyldendal. - Foto: Gyldendal

Stå ved dig selv, din fornuft og smag - og drop angsten for at falde igennem i dine omgivelsers øjne. Det opfordrer forfatter og oversætter Jakob Levinsen til i debatbogen ”Gå bare selv”, der udkommer i dag

Jakob Levinsen stritter imod, når man forsøger at klistre mærkater på ham.

Er hans nye bog, ”Gå bare selv - om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad”, som går i kødet på omsiggribende umyndighed, for eksempel en borgerlig kulturkritik af systematisk ansvarsforskrivelse?

”Ikke specielt,” svarer han, ”man kan da også finde myndige folk på venstrefløjen.”

Og presser man ham for at få at vide, hvor han selv står -til højre eller til venstre - svarer han ”begge steder og ingen steder” og fortæller så en anekdote, om dengang han på et arrangement i den borgerlige tænketank Cepos undrede sig over, hvorfor det lige netop var et stort portræt af den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan, de havde hængende.

”Altså, Reagan startede som lønmodtager i Hollywood, så var han fagforeningsmand og så statsbetalt politiker. Der er da ikke et specielt liberalistisk forbillede. Hvorfor hænger de ikke et billede op af Bob Dylan? Han sang nok mod krig og kapital, da han var ung, men han har helt selv tilvejebragt sin succes.”

De venstreorienteredes helt Dylan brugt til at kritisere de borgerlige på deres egne præmisser - i egen hule. Jo, 55-årige Levinsen har tydeligvis svært med at tage en uniform på, andre har syet.

Og hvem kan i øvrigt stå skulder ved skulder med de andre i den finkulturelle skyttegrav, når man også synes, at fantasy-bøger som ”Ringenes herre” er toppen?

”Jeg har altid haft den der blanding af alle mulige interesser på kryds og tværs af alle mulige markskel. Til stor forundring og fortørnelse i mine omgivelser,” siger han og slår verbalt ud med armene ”Men hvad er problemet med det? Egentlig?”

Det er frisindet, det gælder hos Levinsen. Ikke forstået som en holdningsløs accept af alt muligt, men modet til at se frit med egne øjne, dømme med egen fornuft og ikke hele tiden orientere sig efter, hvad andre mener. Det er det, der er kernen i at være myndig.

”Myndighed er at være sig selv bekendt. At stå ved det, man kan, og det, man gør. Især hvis man har en autoritetsrolle - som lærer, debattør eller politiker. Når man står på en åndelig talerstol, må man også stå ved det,” forklarer han

”Og det er at påtage sig ansvaret for at prøve finde en løsning på de problemer, man udpeger. Og det er der alt for få, der gør.”

Særligt har Levinsen blik for, at det er blevet en strategi i den offentlige debat, at erklære sig selv for magtesløst offer i stedet for at tage ansvar.

”Sådan har det ikke altid været. I dag taler man for eksempel om kønskvoter inden for musikfestivaler, så kvindelige musikere kan blive mere synlige, men da den samme debat var oppe i 1970'ernes Aarhus, lavede Anne Linnet og kompagni bare bandet Shit og Chanel. Der har du forskellen mellem umyndighed og myndighed. Det er klynk over for handling. Og der er for meget klynk i dag. Entreprenør-ånden ligger underdrejet.”

Jakob Levinsen er rundet af de store morgenavisers guldalder i 1980'erne og 1990'erne, men han sagde sit job som litteraturredaktør på Jyllands-Posten op i 2012 for at realisere den myndighed og iværksætterånd, han nu har skrevet sit kampskrift for.

Og som én, der gerne bevæger sig på tværs af det, andre holder adskilt, er han skeptisk over for de ”ekkokamre”, han støder på i den offentlige debat - hvor det mere gælder om at få frænders nikkende anerkendelse end meningsudvekslingen med en modpart.

”I dag vil man hellere bekræfte hinanden i fjendebillederne og stråmændene, men når der så kommer afgørende ting, som man skal forholde sig til, har man ikke noget svar. Seneste eksempel på det var, da flygtningene pludselig stod ved grænsen - hele det politiske lag for jo rundt som hovedløse høns.”

Og hvad er konsekvensen af ekkokamrene?

”Ja, i værste fald fører det til handlingslammelse. Det så vi også i forbindelse med terrorangrebet i København. Så længe det kun var Lars Vilks-komiteens møde, der var blevet ramt, var der sådan en 'som man sår, så høster man'-holdning over reaktionerne. Men de forstummede, da terroristen ud på aftenen dræbte den jødiske vagtmand i Krystalgade. Så var reaktionen pludselig 'jeg aner overhovedet ikke, hvad jeg skal mene om det her'. I mine øjne er det et eksempel på den umyndige person, der kommer til kort, fordi man ikke vil risikere at træde ved siden af.”

Hvordan kommer vi ud af den situation?

”Vi skal lære ikke at dømme hinanden moralsk på vores holdninger og smag og lære at være ligeglade med dem, der gør det alligevel. I en periode har det klart været højrefløjen i bred forstand, som var mest overskudsagtig og mindst paranoid, men også her er der gået ekkokammer i den. Hvad skræmmebilledet af Pia Kjærsgaard og omegn har været for den ene side, er forestillingen om de krumsabelsvingende horder, der vælter ind fra syd, blevet for den anden. På begge sider kan man få lang tid til at gå med at bekræfte sine ligesindede i, at det hele går ad helvede til. Jubelpessimisme, kalder jeg det.”

Selvom Levinsen er sin egen herre, er han også del af en debattendens, der tæller Svend Brinkmanns og Sørine Gotfredsens bøger, som kredser om individets problemer med at finde ståsted og selvstændighed.

Og i en videre forstand handler det om et grundproblem i det moderne, som blev udfoldet første gang af tænkere og forfattere som Kierkegaard, Hamsun og Dostojevskij - i en sekulær verden skal vi hele tiden forhandle med hinanden om sandt og falsk, rigtigt og forkert, og så drukner individet hurtigt i jagten på at følge med de andre og få deres anerkendelse.

Spørgsmålet er: Kan man blive myndig uden religion?

”Ja, det vil jeg jo mene, for jeg tror ikke selv på noget overnaturligt. Nogle religiøse folk vil måske sige, at det er det samme, men det handler om at have et jeg, der er stærkt nok. Her spiller opdragelse en vigtig rolle. Det handler om den gode lærer eller den gode forælder, og det er ikke nødvendigvis den mest åbenlyst empatiske eller kærlige, men den, der tager sin rolle på sig og tør stå ved sin autoritet,” forklarer Levinsen.

”Der, hvor det virkelig lykkes, er, hvor en autoritet opdrager andre til selv at blive myndige.”