Til kamp for værdigheden

Vi skal tage udgangspunkt i de evner, som er intakte hos demente, og så skal vi erstatte den biomedicinske tilgang med en erfaringsbaseret, skriver amerikansk geriater i ny bog om demens

Det svært tilgængelige stof er dygtigt formidlet og kløgtigt krydret med en lang række illustrative cases og eksempler - og desuden klogt tilpasset danske forhold af de to oversættere - og dermed bliver det fremkommeligt, også for lægmand., skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog.
Det svært tilgængelige stof er dygtigt formidlet og kløgtigt krydret med en lang række illustrative cases og eksempler - og desuden klogt tilpasset danske forhold af de to oversættere - og dermed bliver det fremkommeligt, også for lægmand., skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog. Foto: Forlaget Hovedland.

Vi bliver ældre og ældre i den vestlige verden. Og dermed bliver flere og flere af os demente. Man skønner, at omkring 87.000 danskere i dag lever med en eller anden form for demens. Og at det tal i 2014 vil være steget til 164.000. Men hvad skal vi stille op med dem? Skal vi medicinere og institutionalisere dem? Eller forsøge at integrere dem på bedst mulige vis i lokalsamfundet og udnytte de evner, der er intakte, i stedet for at hænge os i og begræde de evner, der er gået tabt?

Dr. Allen Power er geriater og har undervist i demens og omsorg i både sit hjemland og i en lang række andre lande, herunder også i Danmark, hvor hans tanker om alternativ omsorg vinder frem, blandt andet på de plejehjem, der betegnes som Eden alternative-hjem. Og hvis man spurgte ham, ville han klart vælge det sidste alternativ.

I sin bog fra 2010, ”Demens - bedøvet og berøvet. Hvordan vi forandrer omsorgskulturen”, gør han sig til fortaler for at få medicinen ud af omsorgsmiljøet.

I dag bliver en stor del af de demente nemlig medicineret med antipsykotisk medicin, som måske nok virker sløvende og beroligende, og som dermed gør de demente nemmere at institutionalisere.

Medicinen hjælper ikke nødvendigvis de demente, der er demente, ikke psykotiske, men det hjælper måske snarere det personale, der skal pleje dem. Og hvis vi fortsætter med at se den dementes verden gennem den snævre biomedicinske vinkel, risikerer vi, hævder Al Power, at skabe et pleje- og omsorgssystem, der virker lige så invaliderende som selve sygdommen. Og som ender med at tage den sidste rest af værdighed fra den syge, når institutionens krav om effektivitet trumfer den enkeltes behov for omsorg.

Al Power ønsker at erstatte den biomedicinske model med en erfaringsbaseret model, der blandt andet tager udgangspunkt i, at der er mange komplekse evner, der er bevaret hos et dement menneske. Opgaven for dem, der omgiver den demente, ligger således i at identificere og opdyrke disse evner - og det kan man rent faktisk godt, da hjernen er en plastisk størrelse, der bliver ved at kunne forandre sig og lære, også hos en dement. Men det kræver, at man evner at trænge ind bag den mentale mur, som den demente ofte forskanser sig bag; at man er villig til at gå ind i den parallelle verden, som mange demente lever i; at man anerkender og forstår den, så man ad den vej kan forsøge at finde et fælles grundlag for omsorgen.

”Demens - berøvet og bedøvet” er ikke nogen begynderbog om demens. Den er strengt videnskabelig og teoretisk i sit anslag, og man skal have viden om området - eller særlig interesse for det - af enten professionelle eller private årsager for at få det fulde udbytte. Men det svært tilgængelige stof er dygtigt formidlet og kløgtigt krydret med en lang række illustrative cases og eksempler - og desuden klogt tilpasset danske forhold af de to oversættere - og dermed bliver det fremkommeligt, også for lægmand.