Rollatoren kommer først ud af elevatoren, derefter kommer Jens Nikolajsen, 75 år, iført hvid poloskjorte og shorts.
”Goddag, Jens!”, råber en kvinde med nøglebundt om halsen til ham.
Det er Mette Abraham, der sidder klar uden for sanglokalet på førstesalen i det kommunale kulturhus Kulturarkaden i Vordingborg. Da Jens Nikolajsen når hen til hende, står han stille i 10 sekunder og puster lidt bag det gennemsigtige visir, før der endelig er plads til ord.
”Hej,” hilser han tilbage.
Det er torsdag, og klokken er lidt i et, hvilket betyder, at der er kor. Det er kun anden gang, kolkoret på musikskolen i Vordingborg samles efter at have været lukket ned i mere end et år. Jens Nikolajsen fisker et par grønne T-shirts med et hvidt virussymbol og påskriften ”Hold afstand” op fra kurven på sin rollator og viser dem frem for korlederen – T-shirtene har han skaffet fra et overskudslager hos Lungeforeningen. Snart er der ikke brug for dem længere. Alle i koret er i hvert fald coranavaccineret nu og ude på den anden side af en for mange streng periode, psykisk og fysisk.
Kolkoret i Vordingborg er ét af de mange kommunale tilbud om sang til lungesyge, der er etableret de senere år. Korene drives vidt forskelligt. Nogle steder er det ren fællessang, mens der andre steder er mere fysisk træning og fokuserede øvelser særligt tilpasset lungesyge. Vordingborg tilhører sidste kategori. Koret hér blev opstartet for syv år siden, fortæller Mette Abraham, mens elevatoren spytter flere og flere mennesker ud på førstesalen. Det har omtrent 20 medlemmer, de fleste er i 70’erne, men der er både ældre og yngre medlemmer. Der er faldet nogle stykker fra de senere år, og med en T-shirt i hånden lobbyer Jens Nikolajsen for, at der snart skal tages nye billeder af koret. På de gamle er der to nu afdøde korsangere med.
”Det er der nogle i koret, der ikke har det så godt med,” som han siger.
En stor del af korsangerne lider af kol – kronisk obstruktiv lungesygdom. En af dem er Jens Nikolajsen:
”Jeg har været idiot og røget i 50 år,” fortæller han:
”Jeg var fagligt aktiv i mange år, inden jeg blev syg, og vi sad jo altid 12 omkring et bord til møderne, alle osende.”
I 2011 stoppede han med at ryge.
”Jeg røg med helikopter til Rigshospitalet med en sprængt pulsåre i bugen. Jeg blev lagt i koma, og da jeg vågnede, slog det mig: Jeg skal aldrig ryge mere!”
I dag har han svært ved at trække vejret og bliver let forpustet af helt almindelig bevægelse. Men synge – det kan han. Da Mette Abraham har låst op til sanglokalet, og da alle medlemmerne har fået placeret sig i en hestesko omkring hende og klaveret, byder hun velkommen og fortæller, at de i dag vil begynde med nogle kropslige øvelser: Rygsøjlen skal have en ”rusketur”, kroppen skal ”drejes” på hoften, og så etablerer korlederen et billede, hun har tænkt sig at bruge resten af korgangen i dag.
”Vi tror, vi skal trække vejret ned i maven, det er det, vi så tit har fået at vide. Men den store del af lungen vender faktisk bagud mod ryggen. Så i dag vil jeg gerne have, at I trækker vejret op over hovedskallen, ned langs ryggen og heeelt ned i ballerne!”
Kormedlemmerne gør, som hun siger. En ældre kvinde må hoste igennem, da hun første gang trækker vejret ind. Så beder korlederen dem om at bruge teknikken, før de synger alfabetsangen. Hvor langt kan de, med ”ballerne fulde af luft”, nå på én vejrtrækning?
”A, b, c, d, e, f, g,” synger de.
”Jeg kom til u!,” siger en kvinde glad, men mange ryster på hovedet.
De nåede ikke så langt.
Kol gør, at luftvejene forsnævres, og at lungerne har sværere ved at arbejde. Det kan være svært at få fyldt og tømt lungerne ud i alle afkroge, og vejrtrækningen bliver ikke så dyb, men det arbejdes der på hér. Mette Abraham siger til sit kor, at de med fordel kan tænke på lungen som en uåbnet pose ymerdrys.
”Man er også nødt til at folde posen ud, før man kan hælde af den. Lungen har lidt den samme tendens til at klistre sammen. Og jeg kan se, der er nogle blå ansigter undervejs. Prøv at tænke på at folde lungerne godt ud, før I synger, så kommer der mere ymerdrys ud,” siger korlederen.
Hun presser dem lidt med en øvelse mere, der handler om, at de skal øve sig i at ”slå altandørene op”, løfte og åbne deres brystkasse, gøre den stor ud mod verden. Der er stille, mens koret som én stor lunge trækker vejret ind. Det eneste, der høres, er en havmåge, der svæver højt oppe over de åbne ovenlysvinduer.
”Puh,” siger en ældre kvinde, før hun kapitulerer.
”Hvordan er det?”, spørger Mette Abraham.
”Det er noget anderledes end det, man har været vant til det seneste år. Vi har været vant til Phillip Faber, men det er meget bedre, det her,” siger kvinden.
Mette Abraham replicerer:
”Han ved slet, slet ikke, hvad sang handler om,” siger hun, og koret griner højt.
Fra en hvid sangmappe, alle har fået udleveret, vælger kormedlemmerne nu hver især en sang, de har lyst til at synge. Ved hver sang fortæller Mette Abraham, om der er tricks, der gør det lettere at få luft til at synge en linje ud. En lidt yngre kvinde i storblomstret tunika, der har sat sig helt ude i hesteskoens venstrekant, vælger Ludvig Holsteins ”Det er i dag et vejr”. Når hun synger, er det med en lys og klar stemme, som med lethed svinger sig op på ”sooolskinsvejr”.
En mand ved navn Hans vælger Jens Rosendals ”Du kom med alt det, der var dig” og lader en finger glide under venstre øje, da sidste vers og linjerne ”livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær” er sunget.
”Friheden flyver,” ønsker en ældre kvinde som den næste.
”Yes! Det er min yndlings,” lyder det fra modsatte side af hesteskoen om Erik Clausen og Leif Sylvesters sang.
”Finder du pladsen i livet for trang, er din rose spærret inde? Slås du alene, bli’r kampen for lang, men sammen kan vi friheden finde,” synges der, og Mette Abraham rejser sig imponeret op, da de er færdige.
”Der er altså en dejlig klang i rummet i dag. Jeg er overrasket over, at I kommer op på det niveau efter så lang en pause,” siger hun.
Så bliver det Jens Nikolajsens tur til at vælge en sang.
”Lærkereden,” siger han, og Mette Abraham spørger, om kormedlemmerne har mod på at lede lidt efter nogle dybere lag i sangen, når de synger.
”Nogle gange er åndedrættet også med til at give det overskud, der sætter associationerne fri. Prøv at tænke lidt på, når I nu synger, hvem der er fortælleren her. Er det en voksen eller et barn?”
Da de har sunget om drengen, der ”holder på sit vejr”, for de er enige om, at det er barnet, der taler, går rundturen videre. Blandt andet over Per Krøis Kjærsgaards ”Linedanser”, som ikke ret mange i koret kender, ”men lyt med,” siger Mette Abraham, ”for den er så smuk”, og videre til ”Livstræet” og ”Svantes lykkelige dag”. Da de når til den allersidste i rundkredsen, en ældre herre, vælger han befrielsessangen ”En lærke letted”:
”Er du egentlig så gammel, så du kan huske Befrielsen?”, spørger Mette Abraham.
Med svag stemme fortæller han, at han kun var otte år og var blevet puttet i seng på befrielsesaftenen, så dén husker han ikke.
”Men jeg kan huske, de kom kørende med tyskerpigerne,” fortæller han, mens Mette Abraham gør store øjne.
Så byder et kvindeligt kormedlem ind:
”Jeg var ikke selv født dengang, men min mand har fortalt, at han var på gaden med sin mor og far, og så kom der en motorcykel, og den knaldede sådan, at alle gik i panik, fordi de troede, der blev skudt. Og så fik min mand et par på siden af hovedet,” siger hun.
”Jamen, det gjorde mødre dengang,” kommer det fra en kvinde på modsatte side i hesteskoen.
Hun fortæller, at hun voksede op i København og husker bombningen af Shellhuset i marts 1945.
”Flyene fløj lavt, og vi løb hjem fra skole så hurtigt, vi kunne. Men da vi så kom hjem, knaldede hun os sådan én,” fortæller hun, mens rundkredsen griner.
”Jeg husker i øvrigt ikke, at vi sang ’En lærke letted’,” tilføjer hun.
”Den, vi kunne, var ’En vinter lang og mørk og hård på fem forbandede år’. Dét her er vist den pæne.”
Så bliver luften et væld af sang under den blå himmel på havnen i Vordingborg. De slutter af med aftensangen ”Nu er jord og himmel stille”, der traditionen tro tages stående i rundkredsen.
Over for sanglokalet står kaffen klar på et rullebord. 72-årige Jenny Nygaard pakker en bradepande ud af en pose. Hun har sunget i koret i de fem år, det har eksisteret, og med tiden er det blevet sådan, at hun fast bager kage til koret. Hun har haft kol i nogen år, lungekræft ad to omgange, og så brækkede hun hoften sidste år.
”Hver dag er en kamp lige for tiden. Sangen hjælper, men i dag kunne jeg altså godt mærke, der skulle bankes noget gravrust ud,” siger hun og sender bradepanden rundt.
Om sangen virker, har hun lidt svært ved at afgøre. Hun har hverken kunnet få ordentligt gang i sit åndedræt eller blodomløb efter det med hoften, synes hun.
”Men der sker altså noget med humøret. Jeg har virkelig savnet det. Og jeg tror da helt bestemt, at det er godt, at alt det skidt og møg, der sidder dernede, kommer ud.”
Lisbeth Christiansen, 53 år, i storblomstret tunika nikker og tager imod et stykke gulerodskage.
”I forhold til min astma kan jeg bedre bevare roen, når jeg går i panik,” siger hun.
”Det der med at trække vejret heeelt dybt ned, det siger jeg til mig selv, når det sker.”
Hun er førtidspensionist og har en bindevævssygdom, der giver store smerter og gør, at hun for tiden næsten ikke sover om natten. Men bare hun kan synge, er dagene ikke så slemme. Tidligere har hun både sunget i kirkekor og i band og spillet tværfløjte. Hun er sopran og kan tage to oktaver, fortæller hun.
”Jeg ved, det er godt for mine lunger, når jeg synger. Og folk har indimellem sagt til mig: ’Du kan da synge!’,” siger hun.
De snakker om coronarestriktioner, fjernvarme og rabarbergrød i tre kvarters tid. Da de skal til at gå, spørger Jenny Nygaard, om der er nogen, der kunne lokkes til at købe lidt brød med næste gang, for hun orker ikke længere at bage. Det behøver ikke at være fint, bliver de enige om, måske er brødet slet ikke så vigtigt.
Jens Nikolajsen mangler stadig at få afsat de grønne T-shirts, men får på vej ud aftalt med Kristeligt Dagblads fotograf, at han sender et af de nye billeder af koret. Da Jens Nikolajsen begyndte at synge i koret for fem år siden, kunne han ikke ret meget med sin stemme.
”Til at begynde med var jeg sådan en bas og sad og brummede. Men Mette bliver ved med at sige: ’Kom nu, højere, højere!’ Det virker, men man bliver også bare glad i låget. Det er guld værd,” siger han og bevæger sig hen efter sin rollator.