Klassisk mesterklasse i Hvide Sande

Fem veloplagte professorer spillede fransk kammermusik i Helligåndskirken i fiskerbyen

Den armenske pianist Marianna Shirinyan, professor i klaver ved konservatoriet i Oslo, højt skattet fra utallige koncerter i Danmark og en yderst efterspurgt musiker i hele Europa, deltog også i Hvide Sande. –
Den armenske pianist Marianna Shirinyan, professor i klaver ved konservatoriet i Oslo, højt skattet fra utallige koncerter i Danmark og en yderst efterspurgt musiker i hele Europa, deltog også i Hvide Sande. – . Foto: Ivan Riordan Boll/Ritzau Scanpix.

Man skal næsten have oplevet det, før man tror det. Siden 2006 har der i Hvide Sande cirka en halv times kørsel sydvest for Ringkøbing været afholdt masterclass-arrangementer for unge håbefulde musikere fra nær og fjern. I år er enkelte danskere med på noderne ude mellem klitterne og kutterne, i et vindom-sust miljø med folkelige grillbarer og fancy gallerier, men i øvrigt repræsenterer de 18 deltagere hele 16 forskellige nationer spændende fra Belgien til Bolivia.

De fem professorer, der lærer fra sig på fire forskellige instrumenter, består af fire strygere: den engelske violinist Daniel Rowland, den østrigske violinist Ernst Kovacic, den canadiske bratschist Steven Dann samt den danske cellist Henrik Brendstrup, der med baggrund i sit mangeårige virke som musiker og professor ved Det Jyske Musikkonservatorium desuden fungerer som kunstnerisk leder for Hvide Sande Masterclass 2018. Dertil kommer den armenske pianist Marianna Shirinyan, professor i klaver ved konservatoriet i Oslo, højt skattet fra utallige koncerter i Danmark og en yderst efterspurgt musiker i hele Europa.

Det var just disse fem fortræffelige musikere, der – efter en kort velkomst ved Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune – stod for åbningskoncerten i den stuvende fulde Helligåndskirke. De havde valgt et program med fransk kammermusik, bestående af to nogenlunde samtidige værker: belgieren César Francks violinsonate i A-dur fra 1886 og – efter et kort ekstranummer med to nænsomme arrangementer af Claude Debussy – Gabriel Faurés klaverkvartet i c-mol, der er nogle år ældre, komponeret i 1880 og uropført tre år senere.

Daniel Rowland, der spillede violinstemmen i Franck-sonaten, viste sig – bortset fra sit klangskønne spil – at være en fremragende formidler, og man købte hjertens gerne hans påstand om, at sonaten i alle sine fire satser emmer af kærlighed, i hvert fald hvis man vidste, at sonaten var en bryllupsgave til den dengang 31-årige stjerneviolinist Eugène-Auguste Ysaÿe. Når man hører den spillet så smukt og indlevet, som Rowland og Shirinyan gjorde det denne onsdag aften, forstår man, at Ysaÿe med forkærlighed spillede den resten af sin langvarige karriere, for her er ganske enkelt tale om en af kammermusikkens juveler.

Faurés klaverkvartet er et lige så fuldlødigt værk, men i lange stræk betydeligt mere dyster i sin karakter. Her havde Ernst Kovacic indtaget førsteviolinens plads, mens to andre professorer, Steven Dann og Henrik Brendstrup, tog sig af henholdsvis bratsch- og cellostemmen. Ved tangenterne sad igen Marianna Shirinyan, og hun demonstrerede på ny – ikke mindst med sit åndfuldt perlende spil i scherzoen, at hun er en pianist i verdensklasse. Intet mindre.

Jeg har en af professorernes ord for, at niveauet stadig vil være højt, når de studerende, hvoraf flere allerede har gradueret, ved de følgende koncerter kommer til at musicere. Fredag er der klokke4 16 koncert i Fiskeriets Hus, klokken 19.30 igen i Helligåndskirken (hvor mesterklassens leder og ildsjæl Anne-Marie Hjelm er organist), og sådan fortsætter det med koncerter søndag i Ølgod og Videbæk.

På den anden side af Storebælt kan man opleve dette i sandhed sjældne fænomen mandag klokken 19.30 ved en koncert i kulturhuset Trommen i Hørsholm.