Samlet set er skandalen nærmest uden ende.
Kritik af skibets konstruktion blev overhørt. Det samme blev erfarne kaptajners advarsler mod vintersejlads på Grønland måske presset af den socialdemokratiske grønlandsminister, Johannes Kjærbøl, der havde travlt med at sikre sit eftermæle. Efter katastrofen blev et ansvar aldrig placeret. Og administratorerne af folkegaven til de efterladte, Grønlandsfonden, var mere end påholdende med at uddele beløb, så danske og grønlandske familier kunne klare sig efter tabet af deres forsørgere.
På fredag er det 50 år siden, at "Hans Hedtoft" forliste på sin jomfrurejse. Den Grønlandske Handels nyeste og største polarskib, bygget, så det ikke burde kunne synke, stødte den 30. januar 1959 mod et isbjerg i det stormfulde hav ud for Kap Farvel på Grønlands sydspids. Alle 95 ombord 40 besætningsmedlemmer og 55 passager, mænd, kvinder og børn forsvandt sammen med skibet i det iskolde farvand.
Vraget er aldrig blevet fundet. Det eneste, der er tilbage af skibet, er en redningskrans, der otte måneder efter forliset skyllede i land på Islands vestkyst. En islandsk bonde bjærgede kransen med påskriften "Hans Hedtoft København". I dag hænger den i kirken i Julianehåb.
I bogen "Skibet der forsvandt. Historien om "Hans Hedtoft"s gådefulde forlis" fortæller journalisterne Lars Halskov og Morten Halskov for første gang i samlet form hele historien om skibskatastrofen, der udviklede sig til en stor skandale i dansk politik. Forfatterne har lagt et stort researcharbejde i bogen. Interviewet pårørende til de omkomne og personer, der deltog i eftersøgningen efter overlevende, haft adgang til fortrolige dokumenter, private breve, lommebøger, dagbøger og andre papirer, der kunne kaste lys over den tragedie, der er blevet kaldt for Danmarks Titanic.
Det er forfærdende læsning, fordi forfatterne dokumenterer, hvordan katastrofen efter al sandsynlighed kunne have været undgået, hvis politikere og embedsmænd havde lyttet til sagkundskaben. Og at det efter lige så stor sandsynlighed skyldtes magtfuldkommenhed og et system, der ikke åbnede mulighed for, at embedsværket kunne sige fra, at beslutningen om, at "Hans Hedtoft" skulle af sted, blev presset gennem.
Forfærdende er også rekonstruktionen af de sidste uhyggelige timer, inden "Hans Hedtoft" sank. Skibets telegrafist var således i kontakt med en tysk trawler, "Johannes Krüss", der befandt sig i relativ nærhed. Selvom "Hans Hedtoft" angav position og affyrede nødraketter, og den tyske trawler lyste med sin projektør, lykkedes det ikke de to skibe at komme på sigtbar afstand af hinanden i det oprørte hav. Det sidste, som tyskerne hørte fra det danske skib, var meldingen "Vi synker langsomt".
Forfatterne kan også fortælle om flere af de mennesker, der gik ned med "Hans Hedtoft". Det er bevægende at komme ind i de enkelte personhistorier og høre pårørende fortælle om den store sorg og de barske vilkår, som de blev efterladt til. Og forargeligt, når forfatterne gennemgår ansøgning efter ansøgning fra de efterladte om hjælp til at klare dagen og vejen, som var hele formålet med de indsamlede midler i Grønlandsfonden. For administratorerne af fonden udbetalte oftest mindre beløb, end der var behov for, eller gav afslag.
De eneste, men nok så hensigtsmæssige konsekvenser af katastrofen blev, at sikkerheden ved vintersejlads til Grønland blev skærpet, og en lov blev vedtaget, der gør det muligt at retsforfølge ministre for mangelfuld embedsførelse.
Bogen bringer ingen nye afsløringer til belysning af skandalen om "Hans Hedtoft". Til gengæld er den en sober samlet beskrivelse af en katastrofe, der aldrig bør blive glemt. Og i hvert fald aldrig bliver det af de pårørende til de omkomne. Med denne bog er der skrevet dem et uafrysteligt minde.
Læs mere om M/S Hans Hedtofts forlis i avisen onsdag
Lars og Morten Halskov: Skibet der forsvandt. Historien om Hans Hedtofts gådefulde forlis. 320 sider. 300 kroner. Politikens Forlag.
remar@kristeligt-dagblad.dk
