I et lille efterskrift til sin nye bog, ”Samtaler om natten”, fastslår Jane Aamund, at det er hendes første bog om den by, hvor hun bor, nemlig Lemvig. Men bogen handler lige så meget om hende selv, om ikke direkte, så indirekte. Alt er præget af at være oplevet af hende, hvad man som læser er godt tjent med. Hun er over 80 år, men skriver fortsat ”ungt”, både skarpt og varmt samt ofte morsomt – med tilbøjelighed for det bramfri og groteske.
Bogen lanceres misvisende som en ”erindringsroman”. Slægtskabet med en roman er umuligt at få øje på. Det er en samling åbne og meget personlige prosastykker med udgangspunkt dels i forfatterens situation som alvorligt syg, dels i hendes kærlighed til Vestjylland, som hun flyttede til for knap 20 år siden.
Meget af hendes tid har været præget af sygdom. Hun fik sin første kræftdiagnose allerede, da hun var i 30’erne, lever uden klynk med virkeligheden, som den er, og mener, at hun med sin fysiske tilstand ligner Egtvedpigen. Men det er en Egtvedpige med velplejet stil.
”Hvis jeg ikke opretholder mig selv, mister jeg min identitet.”
Om natten bliver hun holdt vågen af smerter og uro, og så begynder samtalerne om livet før og nu. I særdeleshed med en af sygeplejerskerne, der kommer hos hende. Selvmedlidenhed, som hun ikke kan bruge til noget, havde nok været en fristelse for mindre robuste personligheder i samme situation.
”Hvad er et rigtigt liv?”. Jane Aamund besvarer selv sit spørgsmål:
”Det er, når jeg kan arbejde, nyde samvær med venner, børn og børnebørn, med mine dyr. Men mit liv er begrænset.”
Hun får en sonde i maven og skal derefter udelukkende leve af ”sondemad, der lugter af grisefoder”. En skrap sag for en tidligere madanmelder ved Berlingske. Kun sin sorte humor har hun til at beskytte sig med. Men overskud bliver hun tilsyneladende ved med at have.
Hun udrustes med en pacemaker efter en nærdødsoplevelse, der overbeviser hende om, at hun aldrig mere behøver at være bange for at dø, ”for der, hvor man kommer hen, er der fred, lys og ingen smerter. Det vil jeg fortælle alle, jeg kender”.
Også om sin kirkegang i Harboøre beretter Jane Aamund. Hun fremhæver den lokale sognepræst Karsten Christensens evne til at formidle ”den frihed, glæde og tryghed, troen giver”.
Hun bryder sig ikke om eksperimenterende gudstjenester ”som den til mit barnebarns dåb, hvor præsten holdt fastelavn i kirken iført grisemaske, og kirkegængerne var klædt ud”. For hende er kirken ikke et sted, hvor folk skal underholdes.
Taknemmeligt skriver Aamund om sine erfaringer med hårdt pressede sygeplejesker og sosu-assistenter. Og skarpt om konsekvensen af underbemanding og stress. ”Skurkene” er ”regnedrengene”, der med deres statistikker og diagrammer vil gøre alting billigere. ”Men de bløde værdier kan man ikke sætte en pris på.” Det er hendes påstand, at det, hun kalder den vestjyske modstandsbevægelse, ikke mere vil finde sig i stramningerne.
”Jane! Hvor kan du sagtens, at du har sådan en sjov og festlig familie,” sagde kronprins Frederik til hende engang ved en privat selskabelighed. Men som bogen viser, er familiemedlemmerne til mere end sjov. For som Jane Aamund skriver til sidst: ”(...) de sidste tre år, hvor livet er blevet rigtig svært, har jeg kunnet trække på alt, hvad de har af kærlighed, mod og humor. I lys og mørke.”
”Samtaler om natten” er både til underholdning og opbyggelse.