København er det sted, hvor jeg bor

Efter seks uger på landet er det noget af en omstilling at vende tilbage til København. Men digterne hjælper til med at få bragt bevidstheden på plads og får en københavner til at føle sig hjemme

Det hele er parasoller, handlende, østmusikere, der spiller de samme melodier på deres harmonika som alle andre steder. På havnefronten slentrer man og spiser is. I boldburet spiller de unge mænd basketball, og udenfor sidder fire gutter og ryger vandpibe, skriver Lars Handesten om sin by København.
Det hele er parasoller, handlende, østmusikere, der spiller de samme melodier på deres harmonika som alle andre steder. På havnefronten slentrer man og spiser is. I boldburet spiller de unge mænd basketball, og udenfor sidder fire gutter og ryger vandpibe, skriver Lars Handesten om sin by København. Foto: Torben Huss.

Min familie og jeg er tilbage i København efter seks uger i sommerhus. Der gik køerne fredeligt og gumlede græs lige uden for køkkenvinduet, grågæssene fløj snakkende mod søen, råbukken løb over græsplænen, og naboen kom med frisklagte vagtelæg.

Vi vendte hjemad søndag eftermiddag til en by så fuld af turistbusser og mennesker på gaderne, at man knap nok kunne mase sig frem. På Kongens Nytorv taler man kinesisk, tysk, engelsk, norsk, svensk - og dansk. 

Og hop-on-, hop-of-bussene tager turister op og hælder dem af i store mængder. Det er, som om man er tilskuer til en turistfilm fra en eller anden europæisk storby, som man ikke kan se, hvad er for en.

Det hele er parasoller, handlende, østmusikere, der spiller de samme melodier på deres harmonika som alle andre steder. På havnefronten slentrer man og spiser is. I boldburet spiller de unge mænd basketball, og udenfor sidder fire gutter og ryger vandpibe.

Hvor er jeg? Hvad er det for et sted?

Men så kimer det pludselig gennem det hele fra klokkespillet i Vor Frelsers Kirketårn, og Rådhusklokkerne slår timeslag, og så ved man godt, hvor man er. I København. Og så er jeg alligevel hjemme.

Til daglig tænker man ikke så meget over, hvor man er. Man er der bare, og man bliver mere eller mindre blind i hverdagen. Så er der to ting, der hjælper på ens opfattelsesevne.

Det ene er at tage væk et stykke tid og komme tilbage og se det hele med friske øjne og høre stedets særlige tone med nye, sensitive ører. Så bliver man vækket til bevidsthed om sit hjem og sit sted. Og det, jeg ser, da jeg går tur om aftenen, hvor roen sænker sig, og alting blåner, er en smuk by.

Fra Langebro kan man se ned ad Islands Brygge, hvor der stadig er gang i den, og københavnerne nyder de sidste sorgløse søndagstimer under åben himmel. Fra Knippelsbro kan man se hen til Operaen, Christiansborg ligger dér og så selvfølgelig Vor Frelsers Kirke.

I min baggård er lejepladsen tom. Børnene er gået op og i seng, og de sidste mursejlere suser skrigende gennem den kølige luft.

En anden måde at se sin by på er gennem litteraturen. Der er skrevet kolossale mængder af litteratur om København.

Johannes Jørgensen har skrevet om byen på godt og ondt. I sine essays vandrer han byen tynd og skriver fint om, hvordan den i 1890'erne er ved at forvandle sig til en moderne storby.

I romanerne kommer en mere ambivalent holdning til udtryk. Her er det den dekadente by, der folder sig ud med druk og prostitution. Farverigt er det, men også sjælsforladt og skuffende for en mand fuld af uforløste længsler.

Nyhavn, som jeg går igennem, når jeg skal op i Fakta og handle, er efterhånden så fuld af turister og besøgende, at dens fortryllelse for en lokal beboer er svær at ane. Nogle gange må jeg gå udenom for at komme frem, og jeg bliver nødt til gå gennem havnen med digtene på min boghylde i stedet for.

Schade er god at gå med. I ”Sommer i Storbyen” skriver han: ”Gå op ad Nyhavn,/ se alt på ny -/ en mørkviolet/ sommersky./ En lysviolet/ lille paraply -/ en frisk, ny kvinde/ - våd som en by.”

Sådan kan Nyhavn godt være, men man må stå tidligt op og nyde den en morgen, hvor der fejes, skraldet køres bort, og hvor ølkuskene kommer med nye forsyninger.

”København! Du har alt, hvad der drager mit Sind,/ jeg er din baade ude og inde./ Du har alt, hvad der ærgrer mig ud af mit Skind,/ derfor er du min Sjæls elskerinde.”

Sådan skrev Carl Arctander i 1907. Selv har jeg det ikke helt sådan, for København har ikke alt, hvad jeg længes efter. Der er en verden uden for København. Der er et land med en helt anden rytme, et helt andet udsyn.

Et sted, hvor himlen hvælver sig højere og bredere, hvor horisonten viger og åbner sig uden at blive standset af husmure og glas. Der ville jeg også gerne være.

Lige nu vil jeg dog blot være her, hvor jeg er. København er det sted, hvor jeg bor. Og her tager jeg det sure med det søde. Her er larm, her er beskidt, her går folk ned med flaget, uden nogen aner det.

Man er anonym, et lille ciffer blandt hundrede tusinde. Men som PH synger i sin gamle vise om myretuen, skorstensskoven, storbyjunglen - dette babel af sten:

”Alligevel så elsker vi byen.”