Prøv avisen
Bog

Tilbage i velkendt Rams-land

4 stjerner
Ramland har fået fantasiens og frugtbarhedens æg og giver det gavmildt videre til læserne. Det er fortællingens magi, det hele beror på, for Ramsland har ellers ikke så meget andet at skulle have sagt, som han ikke har gjort før. Foto: Tor Birk Trads

Morten Ramsland fortæller i ny roman endnu en gang med magisk og medrivende stemme. Men noget nyt har han ikke gang i

Det er syv år siden, at vi voksne læsere har hørt noget fra Morten Ramsland. Slægtsromanen ”Hundehoved” (2005) gav ham et internationalt gennembrud, og for det voldsomme drengeunivers i ”Sumobrødre” (2010) vandt han Danske Banks store litteraturpris. Det har ikke skortet på priser og hæder til Ramsland, og det er jo så også med visse forventninger, at man går i gang med hans nye roman, ”Æg”.

Læs et uddrag af bogen her 

Den tager fat i de samme motiver, som de to foregående romaner, idet den både rummer en slægtshistorie og en barsk beskrivelse af børn, der mishandler hinanden. Og så er der nogle af familiekonflikterne, der klinger med, ligesom en magisk realisme stadig præger hans skrivemåde og opfattelse af realiteternes verden. Her foregår simpelthen ting, som ligger på kanten af, hvad vi normalt vil acceptere som virkeligt. For så vidt er vi i velkendt Rams-land. Men så er det hele alligevel lidt forskudt i tid.

Romanen er bygget op som en rammefortælling. Den begynder med, at en dreng bliver tvunget til at tage en tudse i munden af nogle andre børn. Han bliver dog reddet, da nogle mærkværdige væsener pludselig dukker op. Det er en kutteklædt mand med en muldvarpefælde og en dværg. Hvad disse to mænd fra middelalderen pludselig laver i det 21. århundrede er noget af en gåde. Det er slægtens forfædre, der pludselig er på færde på magisk vis. Drengen ser dem og bliver ved at se dem, så hans mor bliver bekymret. Sådan nogle mærkelige syner skal man ikke have, men lægens piller virker ikke. Det ender med, at moderen sender drengen ud til sin noget vanvittige morfar, der også kender til at se syner, og som kan fortælle historier om dem.

Og det er på høje tid, at morfar får fortalt sine historier, for han er dødende. Historiestafetten skal gives videre. Slægtens historie skal huskes, ellers forstår drengen ikke, hvad der sker i ham og med ham. Det er den opbyggelige pointe i romanen, som det også var det i ”Hundehoved”.

Drengen besøger morfar tre gange og får fortalt om tre led af slægtens historie tilbage i middelalderen, hvor pesten – hurtigdøden – hærgede. Han får udvidet ”sin horisont med nogle hundrede år”, som morfar siger. Og det får læseren også.

Det er et æg, som er det gennemgående symbol i fortællingerne. Kongen af Danmark har fået lavet et guldæg med en frugtbarhedsinskription om Freja. Han ligger i med den fattige, barnløse Tora, og bliver hun gravid, og han taber sit guldæg, der herefter bliver ved med at dukke op.

Guldægget er fantasien og frugtbarheden. Begge dele har man brug for, når man skal klare sig i en verden, der truer med pest og død. Eller som truer en dreng med bank og tudser. Guldægget må man åbne sig for, hvis dets underfulde kræfter skal virke. Og det har man altid kunnet i slægten fra den fattigste del af samfundet – medmindre man som drengens mor er flygtet fra det hele og ikke har villet være ved det.

Men morfar kan fortælle. Fortællingerne former sig som skæmteeventyr, hvor de rige og øvrigheden får drejet en knap. I den første fortælling gælder det en ung fløs, som vil have en ung pige, og som ved list flytter ind til hende. I tredje fortælling er der også drifter og kærlighed på spil. Her er det en ung præst, som bliver helt forskruet af den lidt ældre Freja, som han først piner og plager og senere bliver ellevild med. Men da har hun også givet ham en fisk at spise, som har været oppe i hendes køn. Sådan en ret kan fordreje hovedet og vække driften hos selv den bedste.

Det er alt sammen sjovt og voldsomt og medrivende fortalt. Ramsland selv har lært af de gamle og er en dreven fortæller. Han kan fortælle gribende om spædbarnet, der bliver smidt på møddingen, fordi det er vanartet og må være en forbytning. Ellemor påkaldes, så hun kan tage sit barn tilbage, og menneskemor kan få sit – men lige meget hjælper det. Her er masser af overtro og langt mindre tro, for verden er rå, og det er svært at se, hvordan nåden kan få råderum.

Ramland har fået fantasiens og frugtbarhedens æg og giver det gavmildt videre til læserne. Det er fortællingens magi, det hele beror på, for Ramsland har ellers ikke så meget andet at skulle have sagt, som han ikke har gjort før. Der er ellers potentiale nok i hans fortællekunst. Og jeg ser derfor frem til endnu et æg fra Ramsland, og han behøver forhåbentlig ikke syv år til at lægge det.