Prøv avisen

Tilbage til det enkle liv

-- Handlingen dukker op, mens jeg skriver, der er hele tiden noget, der rumler rundt i baghovedet. Ord og sætninger, der ligger lagret og venter på lejligheden til at poppe op i historien, fortæller Per Petterson. -- Foto: Leif Tuxen.

INTERVIEW -- Jeg kunne ikke bruge min far til noget; en sandhed, der tidligt gik op for mig. Derfor fandt vi aldrig hinanden, siger den norske forfatter Per Petterson, der er aktuel med roman om en mand, der efter 50 år vender tilbage til et underskønt natursted for at løse gåden om sin far

Hver morgen følger han akkurat den samme procedure som dagen før: står op klokken seks, spiser morgenmad, hvorefter han tæller de få skridt over til længen på den anden side gårdspladsen. Men inden han går ind til dagens arbejde, stopper han op, strækker sig et øjeblik, tager en dyb mundfuld af den friske luft og siger så til sig selv: "Hvor er jeg heldig, at jeg bor her midt i naturen og kan bruge tiden til at skrive, så længe jeg har lyst og om lige præcis dét, jeg har lyst til".

Ordene falder fra en af Norges mest læste og anmelderroste forfattere, Per Petterson. Og skulle nogen være i tvivl, fokuserer han i ovenstående betragtninger på privilegiet ved at bo, som han gør midt i naturen.

– Som mange bymennesker længes jeg mod at være alene ude i naturen. Jeg er fascineret af følelsen af at kunne kontrollere mig selv midt i det "store". Men tilfredstillelsen ved at bo isoleret handler også om at turde se sine dæmoner i øjnene, siger Per Petterson, bøjer sig frem over bordet og betror med et skævt smil denne skriver, at han såmænd er så meget bymenneske, at han ikke helt kan undvære "civilisationen" og storbylivet, som han er vokset op med.

– Når det brænder på, kører jeg til Oslo. Bare en gang eller to om ugen.

Så har han fået nok. Så må han tilbage igen. Tilbage til naturen.

Akkurat lige nu er Per Petterson aktuel med romanen "Ud at stjæle heste" om den 60-årige Trond, der bryder op fra byen og isolerer sig i et afsidesliggende hus tæt på den svenske grænse. Her, omgivet af en underskøn naturkulisse, lever han et ensomt liv med sin trofaste følgesvend, hunden Lyra. For Trond er stedet ikke bare et sted, men er meget vigtigt sted. Et sted han sugede til sig i en kort, men stærk periode. Det var i sommeren 1948, hvor han som 15-årig boede der sammen med sin højt beundrede far. Her blev fisket ørreder, hugget tømmer, leget voldsomme drengelege ved den brusende elv og tænkt store tanker under de stille graner. Fem årtier og et kort øjeblik senere vender Trond tilbage til det enkle liv for at løse fortidens gåder.

Med "Ud at stjæle heste", der netop er udkommet på dansk, fik Per Petterson et stormende gennembrud i sit hjemland.

– Det kom helt bag på mig. Vel er mine bøger tidligere blevet godt modtaget, men det her ... nej, nej, det har jeg aldrig troet skulle overgå mig. Og jeg kan ikke forklare, hvorfor så mange er så glade for romanen. Måske er det fordi historien åbner ind til billedet af en drøm. En drøm, som mange aldrig får levet ud: drømmen om at sige farvel til byen og blive ét med naturen på et sted som Tronds.

Det mærkelige, synes Per Petterson, er, at han aldrig nogensinde selv har været der.

– Beskrivelsen har jeg fra en ældre mand, som engang fortalte mig om et sted, han havde været – og fisket. Hans beskrivelse var ikke alene meget dedikeret, men også yderst detaljeret. Lidt efter lidt gik det op for mig, at det ikke var et tilfældigt sted, men et meget vigtigt sted for den mand. Og på en måde blev det det også for mig ...

Den gamle mands beskrivelse af stedet stod stærkt i Per Pettersons hukommelse disse mange år efter.

– Så stærkt, at da jeg skulle beskrive det sted, hvor Trond bor – ved søen og elven og granerne og mosset – så trak jeg det frem déromme fra, siger Per Petterson og lader pegefingeren cirkulere rundt et sted på baghovedet for at angive den måske ikke helt nøjagtige placering af hjernens centrale huskecenter.

Drengen og manden Trond – er det en beskrivelse af dig eller måske din far?

– Mange tror, at jeg skriver selvbiografisk, og at mine personer er min skyggefamilie. Sådan er det ikke. Mine bøger har en tendens til at flette sig ind i hinanden, men der er kun en enkelt, som har fællestræk med et menneske, jeg har kendt, min mor. Romanen hedder "Til Sibirien". Trond og hans fars harmoniske forhold ligner på ingen måde min fars og mit. Jeg kunne ikke bruge min far til noget, en sandhed, der tidligt gik op for mig. Derfor fandt vi aldrig hinanden, sådan som min søster og han ... der er noget med piger og fædre, de har deres måder. Andre måder end sønner og fædre. Nu er han død, så det er for sent. Men i dag er der så meget af dét, min far gjorde og sagde, som jeg forstår ... ja, jeg kan se flere lighedspunter mellem ham og mig ... Først som voksen er det gået op for mig, hvor mange ting jeg gerne ville have talt med ham om.

Hvad betyder det uforløste far/søn-forhold i dit forfatterskab?

– Mine romaner – de kan allesammen læses på flere planer – handler på en eller anden måde om forholdet mellem far og søn – det uforløste forhold spiller sikkert en rolle i underbevidstheden – men denne gang har jeg valgt at gøre det til den primære historie. Måske netop derfor har jeg nok også ønsket at skrive om et ukompliceret forhold mellem far og en søn. Sådan som jeg i dag kan drømme om at have have haft det med min far.

Per Petterson er ikke alene en stiliistisk sikker forfatter, men også en begavet fortæller. Ordene flyder ægte og ukunstlet fra ham. Som en stille strøm, hvis forløb indimellem brydes af viltre hvirvler, der bringer fortællingen og læseren på nye og overraskende veje.

Hvad øser han af?

– Handlingen dukker op mens jeg skriver, der er hele tiden noget, der rumler rundt i baghovedet. Ord og sætninger, der ligger lagret, og venter på lejligheden til at poppe op i historien. Som nu for eksempel titlen "Ud at stjæle heste" – en sætning, jeg engang har hørt. Mens jeg skrev dukkede den så op igen, og jeg tænkte: Aha, den kan jeg bruge! Men - det var ikke planlagt.

En sammensat person. Arbejderdrengen fra Oslo, der voksede op i en trist og udsigtsløs betonforstad, men hvis evne til at skrive sprængte den sociale arv. Idag er det blevet til seks romaner oversat til elleve sprog og med en lang række priser og foredrag i kølvandet. Selv om han føler sig mest norsk, spiller hans danske baggrund også en rolle i hans forfatterskab.

"Til Sibirien", som udkom i 1996 og blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, handler om en lille nordjydsk havneby i 1930'erne og 1940'erne. Fortælleren er en navnløs kvinde, som ser tilbage på sit liv.

– Min mor. Hun betød meget for mig, men hendes danske baggrund eller sprog tænkte jeg aldrig over. Først da vi fik telefon og jeg talte md hende for første gang gennem det filter en telefon jo er, tænkte jeg: "Jamen, hun snakker jo dansk". Hun har talt dansk til mig hele min barndom uden at jeg har tænkt over det.

moe@kristeligt-dagblad.dk

Per Petterson

forfatter, født 1952 i Oslo, debuterede i 1987 med novellesamlingen "Aske i munden, sand i skoene". Herefter kom "Ekkoland", "Det er okay med mig " og "til Sibirien", som blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. For romanen "I kølvandet", der udkom i 2000, modtog han den prestigefyldte norske Brage-pris. Bor på en gård med sin kone en times kørsel fra Oslo.